Foghs far: Anders opdraget til ydmyghed og hårdt arbejde

Statsministerens far fylder 80 år. Sønnerne blev opdraget til hårdt arbejde, fortæller han

Statsministerens far fylder 80 år. Husmandssønnen fra Djursland lærte tidligt glæden ved hårdt arbejde. Det fik hans tre sønner senere at mærke, når de blev sendt i marken hjemme på gården i Hvidding.

"Det er så det, man kan få lidt skidt samvittighed over," siger Knud Rasmussen i dette portrætinterview produceret af TV/MIDT-VEST.

I 1959 flyttede familien vestpå. Fra Ginnerup til Hvidding, der ligger mellem Randers og Viborg, lidt nord for Hammershøj. Her voksede Anders Fogh Rasmussen og de to andre brødre op på gården "Hviddinglund", hvor hans forældre drev landbrug, indtil hans mor døde i 1985.

Hele livet har Knud Rasmussen interesseret sig for politik.

I 12 år sad han i Viborg Amtsråd for Venstre. I dag bor den tidligere gårdejer i et nybygget hus i Rødding ved Viborg sammen med sin nuværende hustru Rigmor.