Hooligans, casuals og ultras i Danmark

16x9

Hooligans, ultras, casuals. Disse begreber bruges ofte i flæng uden at den almindelige dansker har en ærlig chance for at skelne den ene slags fan fra den anden.

En hooligan er den mest rabiate af de forskellige typer af fans. Personen organiserer sig med ligesindede og opsøger slagsmål med modstandernes hooligans. Manden, der ville overfalde dommeren under Danmark - Sverige i Parken kan derfor ikke klassificeres som hooligan.

Hooligan-grupperne opererer med et forholdsvist skarpt æreskodeks, der indebærer at man kun slås med ligesindede, og at man ikke bruger våben.

Casuals ligger i Danmark tæt op af hooligans, men den aktive søgen efter slagsmål er skåret væk i de fleste gruppers tilfælde. Casuals er fanatiske, de synger højt, og de klæder sig vigtigst af alt i dyrt mærketøj.

Ultra-fans sætter nu dagordenen i Danmark
Ultras-fænomenet er for alvor slået igennem i Danmark. Konceptet stammer fra Italien, hvor de store ultra-grupper er kendt for at forsøge at tiltvinge sig magt i klubberne. På de danske tribuner er det typisk ultra-grupperne, der styrer begivenhederne. De står for at styre sangene, lave tifoer, ligesom de er kendt for at afbrænde romerlys.

Medlemmerne af de forskellige fraktioner, hooligans, som casuals og ultras blander sig gerne mellem hinanden, og der er venskaber på tværs af grupperingerne. Derfor er det ofte umuligt at slå fast, om det er den ene eller den anden fangruppe, der kastede med romerlys eller smadrede et tog.

Her følger et overblik over den uofficielle fanscene i Danmark:

FCK

Copenhagen Casuals / Hooligans
En hooligan-gruppe, der bygger på fundament af det hedengangne Copenhagen Ultras. Gruppen kaldes blot CC og ses i gadebilledet under signaturen 33. Under CC findes gruppen CC Young Boys, der fungerer som ungdomsgruppe. Københavnerne får til store kampe assistance fra den svenske gruppe Helsingborg Frontline.

Urban Crew / Ultras
Den mest synlige gruppe i FCK's fanmiljø, der gør sig i sang, flag og romerlys. Gruppen er forhadt af mange af FCK's mere fredelige fans, fordi de optræder for voldsomt. Urban Crew stod formentlig bag koordineringen af romerlysaktionen på Brøndby Stadion.

Under Urban Crew findes Urban Boys, som fungerer som ungdomsgruppe. Gruppen samarbejder desuden tæt med andre Ultra- og casual-grupper som Torcida, C2 Juniors og Squad '92.

Brøndby

South Side United / Hooligans
South Side har eksisteret siden 1992 og er stadig en aktiv del af fanscenen i Brøndby. I tæt samarbeje med SSU findes de yngre Blue Front.

South Side og Blue Front kan formentlig samle den største gruppe af hooligans i Danmark på op mod 150 mand, når modstanderen hedder FCK.

Suburban Casuals / Casuals
Gruppen opstod som et alternativ til den officielle fanklub Brøndby Support og indførte en ny og mere fanatisk stemning på Brøndby Stadion. Gruppen betegner sig selv som ikke-voldelig, men samtidig som en gruppe med højt til loftet:

"SC har fra dag 1 været klassens frække dreng, og det ændres der næppe heller på i fremtiden!", hedder det på hjemmesiden.

Under SC findes de unge Suburban Baby Crew

Alpha & Supras / Ultras
Disse to grupper udgør Ultra-delen af Brøndbys fanmiljø. De er aktive med tifoer, flag og ikke mindst sang og romerlys. Det var formentlig disse grupper, der stod bag romerlysaktionen i Brøndbys ende mod FCK. Alpha betragtes som den mest dominerende gruppe i Brøndby.

"Da Alphas erklærede eksistensgrundlag er at bidrage til en forbedret fanscene omkring Brøndby IF, er gruppen i høj grad engageret i Brøndby Tifo, og Alpha fører samtidig dialog med resten af Vestegnens aktive tribunefolk," hedder det på Alphas hjemmeside.

Tæt op ad Alpha og Supras findes gruppen Brøndby Kaos.

Lyngby

Blue Army / Hooligans
Blue Army er kendt som en højreorienteret hooligan-gruppering, der har et overordent-ligt anstrengt forhold til FCK, som følge af de to klubbers historie, der blandt andet tæller Flemming Østergaards klub-skifte.

Lyngby Syndikatet / Ultras
Som de andre ultra-grupper i Danmark forsøger Lyngby Syndikatet sig med en ikke-voldelige model, hvor flag og romerlys er i højsædet.

AaB

Aalborg Frontline / Hooligans
Det tidligere AaB Ultras huserer typisk, når AaB spiller hjemme. Gruppen er en erklæret hooligan-gruppe på linje med South Side United og Copenhagen Casuals.

Aalborg Casual Youth / Hooligans
Gruppen beskrives som en samling af unge i alderen 15-21 år, der ofte optræder voldeligt i forbindelse med AaB's kampe.

Boys Republic / Casuals
Boys Republic er en sammenslutning af mange små AaB-fangrupper. I dag tæller gruppen omkring 50 mand, og de ser sig selv således:

"Typiske træk for medlemmerne er, at vi er internationalt orienterede fans, der primært henter vores inspiration fra lande som England, Italien, Spanien m.fl."

OB

Odense Alliancen / Ultras

Fraktioner popper frem og forsvinder hurtigt igen i Odense. På nuværende tidspunkt eksisterer stemingsgruppen Alliancen, der tager afstand fra vold og generel dårlig opførsel.

Blandt Odenses tidligere uofficielle findes Odense Casuals, Odense Bad Boys og Odense Fight Club.

AGF

Ultra White Pride / Hooligans
En af de ældste og mest berygtede hooligan-grupper i Danmark. Gruppen er erklæret racistisk og hyldede senest Adolf Hitler på hans fødselsdag ved at skrive "Tillykke 18" (18=AH=Adolf Hitler) på et banner.

White Pride udgør en central del af de nationale kræfter, der eksisterer i Århus. AGF har længe forsøgt at fryse gruppen ude, men det er hidtil ikke lykkedes.

Nýsir / Ultras
Nýsir er unge ultras, der med flag og romerlys på det seneste har forsøgt at sætte kulør på fanscenen i Århus. Modsat White Pride er de 100 pct. upolitiske:

"Nýsir blev ligeledes grundlagt på en modstand mod vold og politik i forbindelse med fodbold. Vi udlever og udøver vores passion under parolen 'ingen politik på vores tribune', en parole vi til enhver tid vil stå ved," hedder det på gruppens hjemmeside.

Alligevel er gruppen ved flere lejligheder blevet sat i forbindelse med den højreradiakle scene i Århus.

Viborg

Fanatikos og Shamrock Ultras / Ultras
Disse to grupper står for næsten al den stemning, der er til fodboldkampe i Viborg. De hylder Ultra-stilen med flag, sang og romerlys.

Viborgs ultras er respekteret blandt fans i hele landet for at have skabt en undergrundskultur i en by, der er mest kendt for håndbold.

De lavere divisioner

De fanatiske fantyper er også begyndt at dukke frem i de lavere divisioner. Fx har Næstveds Green City Casuals og HIK's Hellerup Hooligans mødt hinanden i et aftalt slagsmål. (Se video i linkboks).

Listen over grupperne vil blive opdateret løbende.

Kilder: Wikipedia.org, urbancrew.dk, suburban-casuals.dk, fanatikos.dk, boys-aalborg.dk, alphabrondby.dk.