Galschiøt klager over konsulat

Jens Galschiøt har indgivet en klage over det danske konsulat i Hongkong.

Det sker, efter at Galschiøt og to an­dre menneskerettighedsaktivister er blevet nægtet indrejse i byen. Her vil­le de protestere mod Kinas knægtelse af menneskerettighederne i Tibet, når den olympiske fakkel i slutningen af måneden kommer til Hongkong.

"Vi undrer os over den manglende støtte fra Udenrigsministeriet. Den danske konsul burde være kommet ud til os i lufthavnen med det samme," siger Galschiøt, der nu er hjemme i Odense.

De tre aktivister ankom lørdag til Hongkong fra Danmark. Efter næsten seks timers afhøring af immigrationsmyndighederne blev de af bevæbnet politi eskorteret til et fly, der skulle til London.

"Det er utroligt, at de får lov til at sende os ud uden gyldig begrundelse. Hongkongs regering siger, det skyldes, at jeg tidligere ikke har haft styr på mine forsikringer, men det passer ikke," lyder det fra kunstneren.

Galschiøt havde planer om male sin otte meter høje skulptur, Skamstøtten, i orange farver ved Hongkongs Universitet for at markere sin afstandtagen fra Kinas overtrædelse af menneskerettighederne.