Stig Tøfting - i medierne igen

16x9

Nu er han der igen. Fodboldspilleren Stig Tøfting har endnu en gang formået at få sit billede i avisen. Og det er ikke fodboldevnerne, der bliver omtalt. Derimod ser det ud til, han har været involveret i endnu en voldssag.

Plæneklipper med Hells Angels i sin venskabskreds. Alene beskrivelsen af Stig Tøfting kan få én til at kigge efter en ekstra gang. Og det vil fodboldspilleren nok hævde, at især medierne og politiet har gjort.

Han spillede ellers sin sidste landskamp for Danmark til VM i Japan/Sydkorea i juni 2002. Siden er det tilsyneladende overarmene og ikke bentøjet, der har holdt Tøfting i mediernes søgelys.

Så rødt på Ketchup
Tøfting er allerede én gang, i 1999, blevet idømt 20 dages betinget fængsel for vold, da der en aften kort efter hjemkomsten fra VM i 2002 for alvor kommer fokus på fodboldspillerens voldelige tendenser.

Under en fest på Café Ketchup i København nikker Stig Tøfting caféens bestyrer Patrick de Neef en skalle.

Og uden for caféen slår han til igen. Denne gang slår han en knytnæve i tindingen på køkkenchefen, Michael Wilson, der herefter må køres på skadestuen med ambulance. Både bestyrer og køkkenchef erklærer dog kort tid efter i en pressemeddelelse, at sagen afsluttes fra deres side, efter at Tøfting giver dem en uforbeholden undskyldning.

Men det betyder ikke, at politiet opgiver at køre en sag. Tøfting sigtes efter straffelovens hårde voldsparagraf: § 245, stk.1, der kan give op til 6 års fængsel.

"Det kan være en brat opvågnen, hvis strafudmålingen skulle blive lang. Men lad os nu se. Jeg glæder mig til at komme videre og kunne koncentrere mig 100 procent om fodbolden igen," siger fodboldspilleren dengang om sigtelsen.

Han bliver i oktober 2002 idømt 4 måneders fængsel i Københavns Byret.

Venner med de slemme
Og han kender måske allerede folk inden for murene. Venskabet med Hells Angels-præsident Jimmy Nissen har i hvert fald aldrig været holdt hemmeligt af Stig Tøfting.

Men det skulle vist ikke have været offentliggjort, at Tøfting angiveligt havde "lånt" sine gode ven 600.000 kroner mod pant i en Harley Davidson og en BMW. Ikke at der er noget ulovligt i at låne sine venner penge, men sagen kommer frem i forbindelse med, at Jimmy Nissen er blevet bedt om at redegøre for en indtjening på 1,5 mio. kr. mere end han havde opgivet til skattevæsenet

"Det har jeg ingen kommentarer til", lød det fra Tøfting i forbindelse med sagen. "I skriver jo alligevel hvad I vil", lød afskedssalutten til pressen.

Og det gør den så.

Ekstra Bladets læsere får bl.a. at vide, at Tøfting og Nissens venskab går hele 15 år tilbage i tiden. Her begyndte Århus-rockeren at komme fast til AGFs kampe med sine kammerater fra klubben Nordstjernen. Også da Nordstjernen senere bliver indlemmet i Hells Angels organisation fortsætter venskabet med at udvikle sig mellem de to.

Vi kommer til begravelsen
At medierne ikke kun kommer til brylluppet, men også til begravelsen, er noget Stig Tøfting efterhånden må være blevet bekendt med.

Ugebladet Se og Hør valgte under VM at offentliggøre en gammel historie om, hvordan Stig Tøfting som 13-årig på tragisk vis mistede begge sine forældre. Angiveligt skød Tøftings far først sin hustru og tog derefter sit eget liv. Det var Stig, der fandt forældrene døde. Han flyttede derefter ind hos sin tante og onkel. Ugebladsartiklen udløste en boykot fra landsholdet, og rundt om i landet nægtede flere kiosker og butikskæder at sælge bladet.

"Det var vigtigt for mig ikke at vise noget udadtil. Det drejede sig om at få fat i mine børn, der var hjemme i Danmark. Jeg har aldrig fortalt dem om det. De skulle først have det at vide, når de var store nok til at forstå det," siger Tøfting i sin første kommentar til B.T. flere måneder senere.

Se og Hørs chefredaktør Peter Salskov blev efterfølgende fyret.

Alligevel vælger flere medier at dukke op, da Stig og Betiina Tøfting året efter mister deres blot få dage gamle søn, Jon, som følge af meningitis.

Tilbage til fortiden
Men efter et hårdt 2003 så 2004 ud til at kunne blive et vendepunkt for den tidligere landsholdsspiller. Den 34-årige Tøfting skriver kontrakt med yndlingsklubben AGF, og får også lov til at løbe rundt med favoritnummeret 9 på ryggen.

Efter at have afsonet de sidste 13 dage af sin fængselsdom kan han i februar støde til truppen, og genoptage sin fodboldkarriere.

"Jeg er meget glad for at være tilbage i AGF. Det var det eneste rigtige at gøre. Nu er ringen sluttet for mit vedkommende", sagde Tøfting, der ellers et halvt år tidligere havde afbrudt sin afsoning for at gøre fodboldkarriere hos Tianjin i Kina.

Om Stig Tøfting bare elsker at være i medierne, eller om han er deres uskyldige offerlam, skal være usagt.

I hvert fald har han i år nået at markere sig som AGF-holdets revser, hvilket lynhurtigt igen bragte ham på fodboldfolkets læber. Og nu har han så udvidet læserskaren ved endnu en gang at have en voldsanmeldelse hængende over hovedet.