Annan: Kenya-konflikt stikker dybt

16x9

Den blodige uro i Kenya skyldes ikke blot util-freds-hed med et valg, siger Kofi Annan

Forklaringen på den blodige uro i Kenya stikker langt dybere end utilfredshed med et valg, mener FN's tidligere generalsekretær, Kofi Annan, der er i Kenya for at mægle.

"Der er ingen grund til at narre sig selv og tro, at dette er et valgpro­blem. Det er meget bredere og meget dybere," siger Kofi Annan.

"Vi er nødt til at takle de fundamen­tale spørgsmål, som ligger bag det, vi er vidne til i dag. Hvis vi ikke gør det, så kan vi om tre-fire år være tilbage ved det samme igen," mener han.

"Valget var bare en tynd fernis for det had, som har ligget der i årevis," lyder en kommentar i avisen Sunday Nation.

Kofi Annan opfordrer regeringen og oppositionen til at udpege fire repræsentanter, han kan forhandle med.

At spændingerne mellem de etniske grupper er så store, er kommet bag på det internationale samfund.

I går blussede volden op i Naivasha, som er et turistcentrum. Der kunne tælles 55 lig i lighuset i Nakuru, der er hovedstad i provinsen Rift Valley.

I dag kunne nyhedsbureauet Reuters berette om 19 dræbte i Naivasha. Seks af ligene var brændt, mens fire personer var hakket til døde.

I Naivasha og Nakuru er det kikuyufolk, der gør front mod luostammen.