Forfatter forlader Ny Alliance

Naser Khader kan nu føje endnu et navn til listen over bærende kræfter, der forlader Ny Alliance.

Denne gang er det forfatteren Kristian Ditlev Jensen, der har besluttet at melde sig ud af det unge parti. Det sker, efter at partileder Naser Khader i weekenden slog fast, at Ny Alliance er et borgerligt parti. Det var for meget for Kristian Ditlev Jensen.

"Jeg meldte mig ind i Ny Alliance, fordi partiet hævdede at ville gøre op med blokpolitikken. Jeg er ikke borger­lig, og bliver det aldrig," siger han.

Allerede kort efter stiftelsen meldte Kristian Ditlev Jensen sig ind i Ny Alliance og indgik straks herefter i partiets politiske udviklingsgruppe som tovholder på partiets socialpolitik.

"Desværre meldte partiets ledelse allerede under valgkampen ud - nærmest som en feberredning efter en masse slinger i valsen- at man pludselig aktivt ville støtte en Anders Fogh Rasmussen-ledet regering. Det var en udmelding, jeg var stærk modstander af og meget skuffet over. Nu har partiets ledelse så i en pressemeddelelse valgt endegyldigt at slå fast, at man anser sig selv for at være et regulært borgerligt, altså et højreorienteret parti. Det synes jeg er helt uforene­ligt med den oprindelige idé om at gøre op med den forfejlede fløj­politik, og derfor kan jeg ikke længere støtte partiet," siger Kristian Ditlev Jensen.

Han er kendt som forfatter, kulturjournalist og har sit eget litteraturprogram på tv-stationen DK4. Politisk har han dog hidtil været et forholdsvist ubeskrevet blad. Han er mest kendt som en fortaler for bedre rettigheder til pædofiles ofre.