Dagens overblik: - Jamen altså, vi snakker stadig sammen

16x9
Pernille Skipper (EL), Pia Olsen Dyhr (SF) og Morten Østergaard (R), da de sent i går aftes forlod forhandlingerne med journalister i hælene. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Forhandlingerne mellem de røde fortsætter. Det samme gør konflikten mellem Iran og USA. Og så er Noma blevet kåret til verdens næstbedste.

Tirsdagens overblik begynder med regeringsforhandlingerne, som er ved at slå rekord:

Forhandlinger trækker ud

Mette Frederiksen ankom til den røde gang og hendes kontor på Christiansborg, hvor forhandlingerne i dag er foregået.
Mette Frederiksen ankom til den røde gang og hendes kontor på Christiansborg, hvor forhandlingerne i dag er foregået. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

I tre timer mandag aften så det ud som om, regeringsforhandlingerne var gået helt i stå. I virkeligheden var de i fuld gang, bare ikke i Landstingssalen, men på Mette Frederiksens kontor.

Her havde partilederne sneget sig hen uden at blive opdaget af journalisterne, og derfor begyndte rygterne om, at der muligvis var et gennembrud på vej.

Da Pia Olsen Dyhr (SF), Morten Østergaard (R) og Pernille Skipper (SF) omkring klokken 23 viste sig, sad propperne dog stadig stramt på champagneflaskerne.

- Jamen altså, vi snakker jo stadig sammen, lød det fra Østergaard, mens Dyhr og Skipper stod i baggrunden og holdt om hinanden. 45 sekunder senere var de væk.

I dag blev forhandlingerne genoptaget, og særligt Morten Østergaard holder sig mindre positivt over for de foreløbige resultater end de andre forhandlere.

Pia Olsen Dyhr mener, hun kan se "lys for enden af tunnellen."

Forholdet mellem Iran og USA spidser til

Rouhani langer hårdt ud efter Donald Trump og USA.
Rouhani langer hårdt ud efter Donald Trump og USA. Foto: - / Ritzau Scanpix

- Handlingerne i Det Hvide Hus viser, at de er retarderede.

Sådan siger den iranske præsident Rouhani, efter konflikten mellem USA og Iran er eskaleret yderligere. Torsdag i sidste uge skød Iran en amerikansk drone ned, og mandag aften dansk tid indførte den amerikanske præsident Donald Trump nye økonomiske sanktioner mod Iran.

Men det vil "afbryde de diplomatiske kanaler for evigt," udtaler en talsmand for det iranske udenrigsministerium.

To danske restauranter i top fem

Grundlægger og køkkenchef på Noma Rene Redzepi.
Grundlægger og køkkenchef på Noma Rene Redzepi. Foto: Robin Van Lonkhuijsen / Ritzau Scanpix

Den danske restaurant Noma er her til eftermiddag blevet kåret til verdens næstbedste restaurant ved prisuddelingen World's 50 Best Restaurants 2019 i Singapore. Her blev en anden dansk restaurant, Geranium, kåret til den femtebedste.

Noma var på forhånd spået til at lande blandt favoritterne, mens Geranium sensationelt sprang 14 pladser frem på listen.

Det blev den franske restaurant Mirazur, der løb med den flotte førstepræmie.

USA's rigeste: Beskat os hårdere

Milliardæren George Soros.
Milliardæren George Soros. Foto: Fabrice Coffrini / Ritzau Scanpix

18 af USA's rigeste personer har i et åbent brev opfordret kandidaterne til næste års præsidentvalg til at stramme skatteskruen for ultrarige personer.

Milliardærer som finansmanden George Soros og Facebook-medstifter Chris Hughes er blandt underskriverne, som vil øge beskatningen af de 0,1 procent rigeste amerikanere.

- USA har et moralsk, etisk og økonomisk ansvar for at øge beskatningen af vores formuer. En formueskat kan bidrage til at gøre noget ved klimakrisen, forbedre økonomien og styrke vores demokratiske frihed, skriver gruppen af superrige på websiden Medium.

Boris Johnson afslører Brexit-plan

Favoritten til at blive Storbritanniens næste premierminister, Boris Johnson, vil have briterne ud af EU 31. oktober - med eller uden en aftale.

Boris Johnson er favorit til posten som konservativ premierminister.
Boris Johnson er favorit til posten som konservativ premierminister. Foto: Peter Nicholls / Ritzau Scanpix

Det siger han i et tv-transmitteret interview med BBC, hvor han gør klart, at Storbritannien "sikkert og alvorligt må forberede sig på et no deal-resultat".

- Hvis vi skal have vores venner til at forstå, at det er alvor, skal vi omsider væk fra nederlagspolitikken og negativiteten, der har ligget som en svøbe om os i så lang tid, siger Boris Johnson.

***

I går rundede vi af med noget så sjældent som en pelikan i den danske natur.

I dag kan vi berette om det svenske kongepar, der er set spise frokost på en rasteplads ved Farø.