Det googlede danskerne under valgkampen

16x9
Mette Frederiksen (S) sammen med sin kæreste, filmfotografen Bo Tengberg. Når danskerne googlede Mette Frederiksen under valgkampen, var hendes kæreste et af de mest googlede emner. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Vælgerne har blandt andet været optaget af politikernes privatliv.

Hvad skal jeg stemme? Hvad er en exitpoll? Hvem fører valget?

Det er nogle af de spørgsmål, danske vælgere har googlet mest under valgkampen.

Og her har de været ekstra ivrige på tasterne. Valgrelaterede google-søgninger har nemlig været langt hyppigere i 2019-valgkampen end ved tidligere valgkampe.

Det viser en opgørelse, som søgegiganten har foretaget.

Et spejl af hvad danskerne tænker

- Det (valget, red.) har i meget høj grad engageret folk. Det kan vi se i den måde, folk har søgt på, siger Jesper Vangkilde, der er kommunikationschef i Google i Danmark.

Top ti over mest googlede sætninger under valgkampen

Hvad skal jeg stemme?

Hvornår er der folketingsvalg?

Hvad er Socialdemokratiets mærkesager?

Hvad står partierne for 2019?

Hvad går SF ind for?

Hvad er en exit poll?

Hvem fører valget?

Hvilket parti er jeg?

Hvad står Dansk Folkeparti for?

Hvad går Venstre ind for?

- Det har jo været et anspændt og højspændt folketingsvalg, vi har været vidne til. Og Google er jo et spejl af virkeligheden og det, folk går og tænker. Det afspejler sig i danskernes google-søgninger, lyder det fra Jesper Vangkilde.

Helt præcist var der under valgkampen i år 56 procent flere politikrelaterede søgninger end under valgkampen i 2015 og 69 procent flere end i 2011. Og det vel at mærke, hvis man fraregner EU-relaterede søgninger i forbindelse med europaparlamentsvalget i maj.

Har været optaget af partiers holdninger

Ifølge Jesper Vangkilde viser opgørelsen, at der blandt de google-glade vælgere har været stor efterspørgsel efter inspiration til, hvor på stemmesedlen krydset skulle sættes:

- Folk har været ekstremt optaget af at tage kandidattests og at finde ud af, hvad de enkelte partier mener, siger han og fortsætter:

- Vi har også kunnet se undervejs i valgkampen, når der for eksempel har været valgdebatter eller partilederrunder, at så har folk været meget optaget af at finde informationer undervejs.

Kigger man på søgninger på partiledernes navne, er der for langt de fleste blevet søgt flittigt på deres navne i kombination med deres partier.

Sygdom og kærester

Men også politikernes privatliv har interesseret de danske vælgere.

Søren Pape Poulsens (K) kæreste, Josue Vasques, røg i mediernes søgelys, efter han sidste år blev overfaldet i København, og han var også en af de mest googlede i relation til den fungerende justitsminister.

Mette Frederiksen (S) startede valgkampen ud i sygesengen, og 'sygdom' sammen med 'kæreste' var to af de mest googlede emner om hende. Også Pernille Skippers (Ø) mand ligger på listen over det mest googlede om partilederen.

Familie og fængselssdom

Også partilederen for Stram Kurs, Rasmus Paludan, har fået googlesøgninger på sit parti og sin bror, efter broren Martin Paludan stod frem og advarede mod sin bror. Rasmus Paludan kaldte desuden den tidligere politiker Mimi Jacobsen for 'nazisvin' i direkte fjernsyn i Aftenshowet på DR1, og både søgninger på Mimi Jacobsen og Aftenshowet var blandt de mest populære googlesøgninger på partilederen.

For Pernille Vermund fra Nye Borgerlige var det hendes mand, Lars Tvede, som danskerne interesserede sig for. De blev gift nogle uger inden valget.

Fungerende statsminister, Lars Løkke Rasmussens (V) søn, Bergur Løkke Rasmussen (V) stillede op til Europa-Parlamentsvalget 26. maj, og han var et af de mest googlede emner på den fungerende statsminister. Lars Løkke Rasmussen nævnte desuden sin søn under en debat med Mette Frederiksen, fordi sønnens amerikanske kæreste skal rejse hjem på grund af den såkaldte 24-årsregel.

Partilederen Klaus Riskær Pedersen, der opløste sit parti på valgaftenen, har flere domme for bedrageri bag sig, og 'dom' var også en af de hyppigste googlesøgninger på ham.