Pia Kjærsgaard: Høj stemmeprocent skyldes klimatosser

Folketingets formand langede ud efter pressen og EU, da hun tog ordet ved Dansk Folkepartis valgfest.

Dansk Folkeparti får lussing af de større ved europaparlamentsvalget, hvor partiet mister tre af sine nuværende fire mandater og lander kun på et.

Men en anden, der søndag også delte lussinger ud, var den tidligere formand for netop Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard.

I en opsigtsvækkende tale ved Dansk Folkepartis valgfest langede hun ud efter både pressen, EU og "klimatosser," da hun udlagde nogle af grundene til, at DF står til et dårligt EU-valg, hvor den generelle valgdeltagelse ellers tyder på at blive høj:

- Måske er det alle klima… - hvad er det nu, man kalder dem - klimatosser? Nej, alle dem, der alene går op i klima. Det gør vi også i Dansk Folkeparti, men det er ikke dét, vi alene går op i, sagde Pia Kjærsgaard og understregede, at “befolkningen har altid ret”.

Efter talen gjorde Pia Kjærsgaard klart i et interview med TV 2, at det med ’klimatosser’ var ment “lidt i spøg”:

- Det var det jo. Jeg stod lidt og sagde "klimatosser". Det her valg har drejet sig om klima, klima, klima, og det er jo ikke… Vi har det jo som sag - det skal man have, og det har alle partier - men det er jo ikke sådan en topprioriteret sag. Vores sag er udlændingepolitikken og socialpolitikken. Ingen tvivl om det, siger hun.

- R-ø-v-e-n på kogepladen

Procentmæssigt står Dansk Folkeparti til 10,7 procent af stemmerne. Det er langt mere end halvering fra de 26,6 procent i 2014.

Det kan blandt andet skyldes, det, som flere i partitoppen - blandt andre Peter Skaarup - kalder "en træls sag".

Her hentydes til de årelange sager om svindel med tilskud fra fondene MELD og FELD, som kan have haft indflydelse på stemningen omkring Dansk Folkeparti.

Dansk Folkepartis tidligere formand var ude med riven ved søndag aftens valgfest på Christiansborg.
Dansk Folkepartis tidligere formand var ude med riven ved søndag aftens valgfest på Christiansborg. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Men den sag burde være ordnet for mange år siden, gjorde Pia Kjærsgaard klart i sin tale:

- Vi sidder med r-ø-v-e-n på kogepladen i forhold til sagerne med MELD og FELD. En sag, der ikke er afsluttet på tre år. Det er ganske urimeligt, sagde hun.

- Det er typisk EU-systemet. Jeg tror personligt, at de har så mange ting, at denne her meget lille sag er skubbet til hjørne. Det kan man ikke være bekendt.

Pressens spydige smil

Nogle andre, der heller ikke kunne være indsatsen bekendt, var den danske pressestand, som Pia Kjærsgaard herefter rettede sin opmærksomhed mod. Hun spåede, at journalisterne ville stå klar til at møde partiformand Kristian Thulesen Dahl med "spydige smil," når han senere skulle kommentere tilbagegangen foran rullende kameraer.

- Jeg kender jer jo, I pressefolk. Jeg kender jer jo. Spydige smil. Man fryder sig sådan en lille bitte smule, man kan se det på jer. Og det kan I faktisk ikke være bekendt. I burde være langt mere saglige, sagde hun, men understregede, at pressen alligevel altid er velkomne hos Dansk Folkeparti uanset hvad.

Selvom stemningen var høj, og klapsalverne til Pia Kjærsgaard var mange blandt medlemmerne i Dansk Folkeparti, mener politisk kommentator, Noa Redington, at aftenens valg er et alvorligt varsel for partiets kommende folketingsvalg.

Dramatisk tale fra Pia Kjærsgaard til Dansk Folkepartis valgfest. Hun erkender det store nederlag. Og der er blanke øjne i salen. Hun er og bliver Dansk Folkepartis sjæl. Bemærk den kraftige opfordring til at stå sammen og de hårde angreb på pressen. Alt tyder på, at Dansk Folkeparti får det største tilbageslag i partiets historie. Alle vidste, at det var urealistisk at tangere rekorden fra 2014 med Messerschmidt i front. Men at partiet smider over ti procent af vælgerne er et chok. Og ikke mindst et meget alvorligt varsel om, at folketingsvalget kan blive endnu dårligere, for her er partiet i konkurrence mod Nye Borgerlige og Stram Kurs. Dansk Folkeparti er groggy.