May er presset | Grenov fortryder | Regioner kendte til problemer

16x9
Tilhængere af Indiens hindunationalistiske parti BJP fester i gaderne. Foto: Diptendu Dutta / Ritzau Scanpix

Over en million har taget TV 2s kandidattest til folketingsvalget. Har du?

Ellers kan du nå det endnu. Du finder den lige her (når du er færdig med at læse dagens overblik).

Skæbnedag for presset premierminister

"Ved vejs ende" stod der i dag på en af de engelske avisers forside, som var prydet af Theresa May. Foto: Peter Nicholls / Ritzau Scanpix

I Storbritannien er premierminister Theresa May under voldsomt pres, efter at hun tirsdag nok engang fremlagde sin plan for en Brexit-aftale i parlamentet. Mange tvivler på, at hun er premierminister, når weekenden er ovre.

Fredag skal hun mødes med formanden for den magtfulde konservative 1922-komité, hvis støtte enhver konservativ premierminister har behov for. Her har May ifølge kilder i partiet mulighed for selv at annoncere sin afgang eller at blive tvunget ud med magt.

Komitéen forsøgte at vælte May i december, og hvis de vil iværksætte en ny mistillidsafstemning, kræver det en ændring af partiets regler. Det er et dilemma, fordi ændrede regler også vil gælde for kommende premierministre.

Men ifølge TV 2s korrespondent i London, Divya Das, er frustrationen kogt over, og derfor kan regelændringen komme på tale som eneste mulighed, hvis Theresa May nægter at gå selv.

Grenov fortryder abortkommentar

Stig Grenov er i øjeblikket sygemeldt med stress fra posten som partiformand til efter folketingsvalget 5. juni.
Stig Grenov er i øjeblikket sygemeldt med stress fra posten som partiformand til efter folketingsvalget 5. juni. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Stig Grenov, der er på orlov som formand for Kristendemokraterne, måtte i dag beklage, at han på Twitter fik formuleret sig ”for skarpt”, da han i en debat skrev, at "det er, som om alle kvinder skal have en abort for at være moderne og frigjort".

Det var skrevet i ren og skær frustration over, at flere på Twitter havde forsøgt at misforstå partiets politik, forklarede han bagefter.

- Når man ser det ude af kontekst, ser man det hele anderledes, og der vil jeg gerne sige undskyld til alle de kvinder og mænd, der kunne opfatte det som et spark i ansigtet. Det var ikke tilsigtet, det var en del af en større sammenhæng, og jeg skrev det i frustration, siger han.

Etårig hanulv på vandring fra Tyskland

I går blev en ulv fotograferet nær en børnehave i Brørup, der ligger nogenlunde midtimellem Esbjerg og Kolding. Men allerede i dag kan ulven være nået meget længere nordpå.

Det er nemlig en han på omkring et år, der er på vandring fra Tyskland, vurderer ulveekspert Kent Olsen ud fra billedet, og en ung hanulv kan på et døgn vandre 25 til 70 kilometer.

Ulven, som en bilist nåede at tage et foto af, gik kort tid rundt på et grønt område midt i Brørup, inden den forsvandt.
Ulven, som en bilist nåede at tage et foto af, gik kort tid rundt på et grønt område midt i Brørup, inden den forsvandt. Foto: TV 2

Han understreger, at der ikke er noget at være bange for, hvis man møder ulven. Dens adfærd er helt naturlig for en ulv på vandring i et landskab, den ikke kender. Så hvis du møder den, skal du tage det roligt og nyde oplevelsen, lyder rådet.

Modi gør krav på sejr efter maratonvalg

Mens valgkampen er godt i gang herhjemme, nærmer Indien sig enden på det maratonvalg, der har varet over syv runder siden 11. april.

Sidste valgrunde blev holdt søndag, og tirsdag begyndte optællingen af de intet mindre end 600 millioner stemmer, der er afgivet ved det, der er verdens største demokratiske valg.

Og i dag var der talt så mange stemmer op, at premierminister Narendra Modi følte sig sikker på sejren og gjorde krav på at fortsætte på posten. Ifølge hans hindunationalistiske parti BJP er der tale om en jordskredssejr.

Narendra Modi siger, han vil opbygge et stærkt Indien, efter at han har vundet landets parlamentsvalg.
Narendra Modi siger, han vil opbygge et stærkt Indien, efter at han har vundet landets parlamentsvalg. Foto: Adnan Abidi / Ritzau Scanpix

Regioner kendte til problemer

Op mod 2000 kvinder i Region Midtjylland og Region Syddanmark har i årevis ikke fået de undersøgelser for brystkræft, som de havde krav på. Og det var man udmærket klar over i de to regioner, fremgår det af et referat fra et møde 6. april 2017, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge de nationale retningslinjer for klinisk mammografi skal kvinder tilbydes både røntgen, ultralyd og en personlig lægeundersøgelse ved mistanke om brystkræft. Men under mødet blev det påpeget, at kvinder henvist med mistanke om brystkræft på grund af ressourcemangel ikke blev undersøgt tilstrækkeligt.

Kræftens Bekæmpelse kritiserer, at flere kvinder alene har fået en røntgenundersøgelse, når det "på ingen måde er tilstrækkeligt".

- Man kunne tro, at de her kvinder bare er blevet undersøgt for at give dem falsk tryghed, siger Janne Villemoes Bigaard, der projektchef for screening hos Kræftens Bekæmpelse og overlæge med speciale i brystkirurgi.

***

Har du styr på de ti danske spidskandidater til Europa-Parlamentsvalget? Ellers får du det her. Det er jo allerede på søndag, der skal stemmes.