Ny politisk duel | Kamp om abort i USA | DF med opsigtsvækkende udmelding

16x9
Løkke ankommer til den anden direkte duel med Mette Frederiksen. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Det er blevet onsdag, og det med en kedelig melding fra kollegerne på TV 2 Vejret.

De seneste prognoser viser nemlig, at resten af maj bliver kølig, og at sommerdagene er et godt stykke væk. Og dermed velkommen til dagens nyhedsoverblik.

Direkte duel mellem Løkke og Frederiksen

Valgkampen er nu blevet 15 dage gammel, og alligevel er vi kun lidt over halvvejs. Toppolitikerne kæmper da også ufortrødent videre frem mod valget 5. juni.

I dag klokken 14 mødtes Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen til en direkte duel, der var arrangeret af Avisen Danmark og fandt sted på Folkehjem i Aabenraa. Her skulle de debattere tre emner: Land og By, Sundhed og hvor skal pengene komme fra?

Partilederne mødtes i dag til endnu en direkte duel.
Partilederne mødtes i dag til endnu en direkte duel. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Det var en debat, der ifølge politisk kommentator Søs Marie Serup var interessant og rent faktisk gjorde tilhørerne klogere.

- I nogle år har de her politiske dueller været ret kedsommelige, hvor begges talepapirer kunne skrives på forhånd, men de er blevet relevante igen, fordi det er to politikere, der faktisk gider at tale med hinanden, sagde hun efter debatten.

Hvis du stadig har brug for at blive endnu klogere på kandidaterne, så prøv vores kandidattest her.

Selve forløbet i den timelange debat kan du samle op på her.

Thulesen Dahl vil ikke være komiske Ali

Formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl har indset, at partiet får en valglussing - og derfor skal Mette Frederiksen ikke lade som om, hun kan lave forlig med partiet, siger han.
Formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl har indset, at partiet får en valglussing - og derfor skal Mette Frederiksen ikke lade som om, hun kan lave forlig med partiet, siger han. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Duellen i Aabenraa var dog ikke det eneste, der skete i valgkampen i dag. Faktisk stod DF-formanden, Kristian Thulesen Dahl, for det, politisk kommentator Noa Redington kalder "måske den største historie i valget indtil nu".

Han sagde nemlig i et interview med Børsen, at DF formentlig ikke bliver stort nok til, at socialdemokraterne kan lave forlig med dem på for eksempel udlændingeområdet. Og det vil han ikke "stå og benægte som komiske Ali", siger Thulesen Dahl.

Han mener derfor, at Mette Frederiksen er nødt til at være mere ærlig over for vælgerne, fordi hun enten må lave regering med Venstre og Dansk Folkeparti eller med de røde partier - og hvis det bliver sidstnævnte, vil hun være nødt til at gå imod sit løfte om at fastholde de brede parametre i den stramme udlændingepolitik, siger DF-formanden.

- Socialdemokratiet har bygget en forventning op om, at Dansk Folkeparti kunne bruges, når Radikale Venstre stillede krav. Men den strategi er pillet fra hinanden og efterlader Socialdemokratiet et meget følsomt sted. For nu må man tage det alvorligt, at Radikale, SF og Enhedslisten har nogle krav til en regeringsdannelse, siger Noa Redington.

Demonstrationer for fri abort

Over hele USA er aborttilhængere gået på gaden for at demonstrere.
Over hele USA er aborttilhængere gået på gaden for at demonstrere. Foto: Etienne Laurent / Ritzau Scanpix

Og så er det vist også nok politik. I hvert fald herhjemmefra, for i USA er der som sædvanlig også store politiske nyheder at fortælle.

Her er debatten om fri abort for alvor blusset op, fordi flere stater i den seneste uges tid har vedtaget ekstremt strenge abortlove, som mange mener er i strid med retten til fri abort, der blev sikret af den amerikanske Højesteret i en skelsættende afgørelse i 1973.

De nye love har fået amerikanere i hobetal til at demonstrere, og der vil også komme et retsligt efterspil, da mange af de nye love er imod gældende lovgivning.

Men netop det retslige efterspil er ifølge mange iagttagere præcis formålet med de meget strenge love. USA's Højesteret har nemlig i øjeblikket en meget konservativ sammensætning, så abortmodstandernes håb er, at en af de nye love vil give et juridisk grundlag for i praksis at afskaffe retten til abort i USA.

Højesteret kan nemlig vælge at omstøde afgørelsen fra 1973, hvis den får til opgave at tage stilling til en anden abortlov.

Tillidsmand fyret efter DSB-ulykke

Otte personer blev dræbt, da last fra et godstog faldt ned i et DSB-passagertog.
Otte personer blev dræbt, da last fra et godstog faldt ned i et DSB-passagertog. Foto: TV 2

Tillidsmanden for stationsbetjentene på Høje Taastrup Station er blevet fyret som en del af efterforskningen af togulykken på Storebælt, der kostede otte mennesker livet i januar i år. Det skriver Berlingske.

Han er ikke fyret for noget ansvar for ulykken, men fordi han muligvis har forsøgt at dække over, hvem der kan have ansvaret. Tillidsmanden har nemlig overstreget et navn på en formular, der viste, hvem der havde ansvaret for læsningen og kontrollen af det godstog, der endte med at tabe last ned på passagertoget.

Tillidsmanden vil dog forsøge at få en godtgørelse fra DB Cargo, der har fyret ham, da fyringen ifølge ham er usaglig. Mandens advokat siger, at overstregningen af navnet blot var "en tanketorsk".

Den nu fyrede tillidsmand har været suspenderet siden 11. januar, og DB Cargo har ikke i dag ønsket at uddybe fyringen.

Comeback til to landsholdsspillere

Daniel Wass var senest i aktion for landsholdet i november 2016 mod Tjekkiet.
Daniel Wass var senest i aktion for landsholdet i november 2016 mod Tjekkiet. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Åge Hareide har i dag sat navne på de spillere, der skal forsvare hjemmebanen i to EM-kvalifikationskampe mod Irland og Georgien, der bliver spillet henholdsvis 7. og 10. juni.

De fleste af navnene, som du kan se her, er forventede, men der var to overraskelser i landstrænerens trup. Midtbanespilleren Daniel Wass vender tilbage til landsholdet efter en pause på to og et halvt år, mens backen Riza Durmisi er tilbage efter godt 14 måneder.

- Han har spillet godt for Valencia. Han har været med på en rejse for dem, der har set godt ud hele året. Jeg har talt med Daniel om både det ene og det andet, og det har været vigtigt for mig at vide, at Daniel har lyst til at være med på landsholdet. Det har han givet udtryk for, fortæller Åge Hareide om Daniel Wass.

DBU oplyser, at der er solgt 25.000 billetter til kampen mod Irland og 10.000 til kampen mod Georgien.