16x9

Ingen kunne dømmes for drab på 20-årig – nu fortæller gerningsmand om det brutale overfald

Lange fængselsstraffe for drab blev omstødt til voldsdomme i landsretten. Station 2 ser nærmere på den spektakulære retssag om drabet på Miki Hansen.

Der var et baseballbat, vægtstænger, en saks og to knive blandt de våben, som blev brugt til et overfald på 20-årige Miki Hansen. Han blev overfaldet i sin lejlighed i Skagen i januar 2017 og døde af sine kvæstelser to dage senere.

Nordjyllands Politi anholdt fire mænd i løbet af det første døgn. De blev alle dømt for drab i Retten i Hjørring og fik lange fængselsstraffe. Men et år senere blev dommen omstødt i Vestre Landsret. De fire mænd blev frikendt for drab. Man ved, det var dem, der overfaldt Miki, men ingen af dem kunne dømmes for drab. Tre af dem fik i stedet mellem 15 måneder og to års fængsel for vold, mens den fjerde blev frikendt for alle anklager.

TV 2 fortæller her i to kapitler historien om 20-årige Miki Hansens død og om to retssager, der endte med vidt forskellige domme. Station 2 har talt med de fire gerningsmænd, og tre af dem giver deres version af, hvad der skete mandag den 16. januar 2017. Hvis du endnu ikke har læst kapitel 1, kan du gøre det her.

Kapitel 2 begynder på Færøerne hos 41-årige John Diget Jensen, der var en af de fire mænd på anklagebænken i sagen om drabet på Miki Hansen. Først idømte Retten i Hjørring ham forvaring for drab, men siden fik John to års fængsel for vold i Vestre Landsret.

square to 16x9
John Diget Jensen på Færøerne. Foto: TV 2

Ville sikre sig, at det ikke gik galt

Efter løsladelsen flyttede John til Færøerne, fordi han frygtede for sit liv. Han var overbevist om, at han ville blive udsat for en hævnaktion, hvis han blev boende i Skagen efter overfaldet.

Han syntes nemlig, at de andre gerningsmænd – Mikkel Kruse Fuglsang, Mark Dorf Gregersen og Jonas Normann - forsøgte at give ham hele skylden for overfaldet, som endte med at koste Miki Hansen livet. For det kan jo kun være John, psykopaten, der står bag.

Eller det er i hvert fald en del af historien om John. Han har været misbruger i mange år, har en række domme bag sig, og han bliver med egne ord halvpsykotisk uden sin medicin. Men alt dét må man ikke bruge imod ham i den her sag, mener han. John endte kun i Mikis lejlighed, fordi han ville være sikker på, at tingene ikke gik helt galt:

John Diget Jensen er flyttet til Færøerne, fordi han frygter for sit liv.
John Diget Jensen er flyttet til Færøerne, fordi han frygter for sit liv. Foto: TV 2

John fortæller Station 2, hvordan han husker aftenen, hvor Miki blev overfaldet. John var hjemløs på det tidspunkt og var gået hen til sin nevø Jonas Normanns lejlighed for at få varmen og en håndfuld piller, som skulle hjælpe ham af med sine abstinenser. Jonas havde besøg af et par venner, som drak øl, hørte musik og røg hash. John hørte dem tale om hævn. Jonas havde fået noget ketamin - et stof, der bruges til at bedøve heste med - til en fest i Mikis lejlighed tre uger tidligere. Det havde gjort ham dårlig, og mændene ville hævne det. John kunne høre, at de var sikre på, det var 'en alkoholisk grønlænder', der havde givet Jonas stoffet.

Mændene var oppe at køre, og John siger til Station 2, at han frygtede, det ville gå helt galt, hvis han ikke gik med dem derhen. Så han fandt et baseballbat i lejligheden og gik med to af de andre - Mark Dorf Gregersen og Mikkel Kruse Fuglsang - mod Mikis lejlighed.

En simpel afstrafning eskalerede

Hans plan var, at Miki skulle have en over knæet for at få en forklaring på om - og i så fald hvorfor - han havde givet Jonas ketamin til festen tre uger tidligere.

DRABET DER RYSTEDE SKAGEN

Dette er sidste kapitel af to i historien 'Drabet der rystede Skagen'.

Du kan læse første kapitel her, og se første program på TV 2 Play

Men da John, Mikkel og Mark kom frem til lejligheden, udviklede det sig voldsomt. Det var, som om helvede brød løs, forklarer John. Det fik ham til at skride ind med baseballbattet. Han svingede det først mod knæet og så mod ansigtet. Det snittede Miki, så hans læbe flækkede, husker John. Han fortæller til Station 2, at han vendte sig om for at gå væk derfra, da han blev hevet ned bagfra.

Det var Miki, der rev ham ned, fortæller John. Han var ved at blive kvalt, så han råbte til Mikkel og Mark, at de skulle hjælpe ham fri. Pludselig fløj en hjulnøgle tæt forbi hans hoved. Først en gang. Så igen. John råbte, at det skulle stoppe. Men også en tredje gang mærkede han hjulnøglen tæt ved sit hoved - og denne gang kunne han høre Mikis hoved give efter under den. John vristede sig fri og løb derfra sammen med Mikkel og Mark.

Tilbage i Jonas' lejlighed opdagede mændene ifølge John, at hjulnøglen stadig lå hos Miki. Den var de nødt til at hente igen. John fortæller, at Mikkel og Mark gik tilbage efter den.

Da de igen kom op i Jonas' lejlighed, var de helt oppe at køre. John husker, at Mikkel fortalte, hvordan han havde smadret Mikis kranie med en curlingstang og stukket to knive ind i ham. Mark fortalte ifølge John, hvordan han havde stukket en saks i Miki og knækket en spisestuestol i hovedet på ham.

Politiet afspærrede området foran Miki Hansens lejlighed.
Politiet afspærrede området foran Miki Hansens lejlighed. Foto: TV 2 Nord

- Jeg gik bare med

Efter at have fået Johns forklaring opsøgte Station 2 også Mark, Mikkel og Jonas, som alle blev idømt 12 års fængsel i Retten i Hjørring. Mens Jonas ikke ville udtale sig, fordi landsretten frikendte ham for alle anklager, beskriver både Mark og Mikkel aftenen anderledes end John.

28-årige Mark har i retten forklaret forløbet op til overfaldet ligesom John: De fire mænd og Mikkels daværende kæreste, Mathilde Fie Petersen, sad hjemme hos Jonas og hyggede sig med øl, joints og musik, indtil de besluttede sig for at gå mod Mikis lejlighed. Men herfra er de ikke enige længere.

- Jeg gik bare med, forklarede Mark, da Station 2 talte med ham over telefonen.

- John sagde, at han skulle over og snakke med Miki. Det skulle han nok klare. Jeg havde fået nogle øl og noget, så jeg gik bare med, sagde Mark.

Station 2-vært Anders Lomholt taler i telefon med Mark Dorf Gregersen.
Station 2-vært Anders Lomholt taler i telefon med Mark Dorf Gregersen. Foto: TV 2

Mark forklarede også, at han kun var med henne ved lejligheden, men aldrig var inde i Mikis hjem. Da Station 2 forholdt ham, at Johns forklaring lød noget anderledes, svarede han:

- Alle ved godt, at John er psykopat. Vi behøver ikke snakke, for alle i Skagen ved, hvad han har gjort tidligere.

Station 2 forholdt også Mark Johns forklaring om, at Mark og Mikkel gik hen til Mikis lejlighed igen efter det første overfald. Det afviste Mark, at han gjorde.

square to 16x9
Mosegården i Skagen. Foto: TV 2

Mikkel nægter at have været hos Miki

Heller ikke 27-årige Mikkel var enig i Johns udlægning af forløbet, da Station 2 kontaktede ham for at få hans version af sagen. Ligesom Mark afviste han, at han gik hen til Mikis lejlighed efter det første opkald. For Mikkel nægtede - ligesom han har gjort gennem begge retssager - at han overhovedet var til stede i Mikis lejlighed, den aften overfaldet skete. I stedet hævdede han, at han var sammen med en ven den aften.

Men Station 2 har talt med vennen, som gerne vil svare på Mikkels udlægning af aftenen, men som ønsker at være anonym af frygt for repressalier. Hans identitet er redaktionen bekendt.

Vennen afviser at have været sammen med Mikkel, da Miki blev overfaldet.

- Det er en lodret løgn. Han har ikke siddet oppe hos mig på det tidspunkt, siger manden.

Så du gennemhuller hans alibi her?

- Ja. Jeg synes, at jeg skylder Miki og hans forældre det retfærdighedsmæssigt. Jeg har samvittighedskvaler over for Miki og hans nærmeste over det, der skete, selvom jeg ikke har været med til noget, siger manden.

Han har ikke aftalt det med dig, det her alibi?

- Overhovedet ikke

Hvorfor bruger han dig som sit alibi?

- Han tror nok, at jeg ikke vil sige noget.

Da Station 2 kontaktede Mikkel igen for at spørge, hvad han sagde til, at hans ven ikke kunne bekræfte, at de var sammen den mandag aften, svarede Mikkel, at hans ven er fyldt med løgn. Mere ville han ikke sige.

Miki Hansen
Miki Hansen Foto: Privatfoto

Beviser peger på, at Mikkel var i lejligheden

Der er også andre ting, der strider mod Mikkels forklaring: Forklaringen fra Mikkels daværende kæreste, Mathilde, John og Marks forklaringer og en række tekniske beviser.

Blandt andet forklarer både Mark og Mathilde, at Mathilde vaskede Mikkels jakke, fordi der var blod på den, da de tre mænd kom hjem efter det første overfald. Og da Mikkel blev anholdt i opgangen på vej op mod Mikis lejlighed, havde han blodstænk på sine bukser. Blodstænk, der pegede kraftigt på, at han var i lejligheden, mens Miki blev udsat for vold.

Desuden blev der fundet et par handsker i en skraldespand i nærheden af Mikis lejlighed, hvor både Mikkel og Mikis dna var på.

Både byretten og landsretten vurderede, at Mikkels forklaring var utroværdig og afviste den. Der var for mange ting, der afveg fra den. Begge retsinstanser fandt det derimod bevist, at Mikkel var i Mikis lejlighed den aften.

Så både John, Mark og Mikkel har altså været i Mikis lejlighed på aftenen, hvor Miki blev overfaldet. Og alligevel kunne ingen af de tre dømmes for drabet, lød det i Vestre Landsret.

De afgørende beviser manglede

Der var to afgørende ting, som ikke kunne bevises i retten:

For det første kunne det ikke siges med sikkerhed, om Miki døde af den vold, han blev udsat for første eller anden gang, der var nogen i hans lejlighed.

Og for det andet kunne man heller ikke slå fast, hvem der var i lejligheden anden gang. Retten fandt det bevist, at både Mark, Mikkel og John var i lejligheden ved det første overfald. Det var det overfald, som Mikis naboer hørte, inden de ringede til alarmcentralen. De havde set tre mænd forlade opgangen, og mens de talte med alarmcentralen, gik de ind for at se til Miki. Men inden de nåede ind til ham, hørte de, at nogen vendte tilbage. De skyndte sig ind til dem selv, så de så ikke, hvem der kom tilbage. Igen hørte de voldsomme lyde fra lejligheden og det, der omtales som det andet overfald.

Politiafspærring foran Miki Hansens lejlighed 16. januar 2017.
Politiafspærring foran Miki Hansens lejlighed 16. januar 2017. Foto: TV 2 Nord

De to ting betød, at Vestre Landsret omstødte byrettens dom.

Og det var det rigtige at gøre, vurderer Jens Møller, der er tidligere drabschef i Københavns Politi. Han har læst dommene fra både Retten i Hjørring og Vestre Landsret.

- Når man kun er næsten sikker på, at det er de her mennesker, som i en eller to episoder har været derovre, så kan de ikke blive dømt. Det er en del af det danske retssystem. Princippet er jo - også i denne sag - at man hellere vil lade 10 skyldige gå fri, end man vil dømme en uskyldig, forklarer han.

Én person kender svaret, men hun kan ikke huske det

Der findes en, som burde kunne kaste lys over, hvem der vendte tilbage til Mikis lejlighed. Mathilde. Hun var nemlig i Jonas’ lejlighed, da han talte med Mikkel, Mark og John om det ketamin, han var blevet dårlig af tre uger tidligere. Og hun var i lejligheden, da de tre mænd kom tilbage efter det første overfald.

Mathilde Fie Petersen husker ikke så godt, fordi hun fik en hjerneskade som barn.
Mathilde Fie Petersen husker ikke så godt, fordi hun fik en hjerneskade som barn. Foto: TV 2

Hun vaskede Mikkels jakke ren for blod, og hun sad sammen med de fire mænd, da en eller flere af dem besluttede at gå tilbage til Miki. Der er bare et problem: Mathilde kan ikke huske, hvem der besluttede sig for dét.

Som barn fik Mathilde hjerneskade efter at have haft meningitis. Og den gør blandt andet, at hun har svært ved at huske.

- De kommer tilbage og virker meget oprørte og sådan lidt forvirrede. Så går de derover igen, fordi de mener... Jeg ved ikke, hvad de ville, hvorfor de ville derover igen, men de går så derover igen. Jeg kan sgu ikke...

Hvem er det, der går derover igen?

- Det... Jeg kan huske... Mikkel. Nej, han var stukket af. Anden gang... var det John og Mark? Jeg kan ikke huske, hvem der gik derover igen, siger Mathilde.

Ulykkeligt, men tegn på et sikkert retssystem

Så hverken Mathilde eller øjenvidnerne - naboerne - kan udpege mændene bag det andet overfald. Det efterlader os med gerningsmændenes egne forklaringer. Og da de alle sammen peger på hinanden, er de ikke til megen nytte. Det betød, at Mikkel Kruse Fuglsang, Mark Dorf Gregersen og John Diget Jensen fik henholdsvis 15 måneder, 18 måneder og to års fængsel for grov vold. Jonas Normann blev frikendt for alle anklager.

Og der endte sagen om drabet på 20-årige Miki Hansen. Som en forbrydelse, der på trods af mange vidner og tekniske beviser ikke kunne endegyldigt opklares, fordi man ikke kunne afgøre, hvem der dræbte Miki.

Mikis pårørende forstår ikke, hvordan det kunne ske. Hans far, Martin Hansen, kan ikke begribe, hvordan man ikke kan straffe nogen for at have taget livet af hans søn, når man ved, hvem der har udsat ham for et brutalt overfald. Og at han døde kort tid derefter.

Martin Hansen, Mikis far.
Martin Hansen, Mikis far. Foto: TV 2

- Jeg får ikke min søn tilbage. Jeg havde kunnet leve med, at de havde fået en dom, som tog deres frihed fra dem så længe som muligt. Men at de skal have lov til bare at rende rundt, det kan jeg ikke forholde mig til, siger Martin Hansen.

Tidligere drabchef Jens Møller kan godt forstå, at Mikis far har svært ved at acceptere det. Men han mener også, at det er et tegn på et meget sikkert retssystem, at sagen er endt, som den er.

- Hvor ulykkeligt det end er for Mikis efterladte - og for manges retsopfattelse - så er det den rigtige dom.

Du kan se sidste del af serien 'Drabet der rystede Skagen' onsdag klokken 20.50 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 Play.