Børnehave flyttede ind på plejehjem: - Særligt én situation viser, hvad børnene lærte

I samarbejde med TV Midtvest

I to uger delte et plejehjem lokaler med en flok børnehavebørn - og det viste sig at skabe glæde på tværs af generationerne.

Farveblyanter, papir og malebøger lå spredt ud over bordet.

Det lignede en hvilken som helst daginstitution, men blandt flere børn med blikkene rettet mod krusedullerne på deres papir sad 100-årige Rigmor Olesen.

Skal jeg hente en voksen?

Femårige Elise, da 100-årige Rigmor Olesen får det skidt

Hun småsnakkede og grinede, mens hun fortalte om dengang, hun som barn klippede sine fletninger af.

- Var det dig selv? spurgte femårige Elise Bjerregaard Engestoft med store øjne og pegede på plejehjembeboerens korte hvide hår.

Sådan foregik forsøget

12 børn fra Børne Universet Mejdal (BUM) og 12 beboere fra plejehjemmet Parkvænget deltog i forsøget, som løb over 14 dage i efteråret 2018. Her mødte børnene ind hver dag klokken ni og blev, indtil de blev hentet af deres forældre i løbet af eftermiddagen.

Børnene og de ældre spiste sammen og havde daglig morgengymnastik og –sang, men der var også ekstraordinære aktiviteter som en udendørskonkurrence, en udflugt og ansigtsmaling.

Deltagelsen i forsøget var frivilligt, så forældre til børnene og beboerne selv (eller deres værger) har alle sagt ja til at være med.

Rigmor Olesen, som er dement, nikkede, mens hun forsøgte at holde en latter tilbage.

De to havde kun kendt hinanden i få dage, og på trods af en aldersforskel på hele 95 år, så havde de dannet et bånd.

Rigmor Olesen og Elise Bjerregaard Engestoft fandt hurtigt et venskab i hinanden, da forsøget gik i gang.
Rigmor Olesen og Elise Bjerregaard Engestoft fandt hurtigt et venskab i hinanden, da forsøget gik i gang. Foto: Line Morell Holm & Bent Leth / TV Midtvest

De var begge en del af et forsøg, hvor 12 børnehavebørn fra Børne Universet Mejdal (BUM) i Holstebro blev indlogeret på plejehjemmet Parkvænget.

I 14 dage brugte børnehavebørnene og plejehjemsbeboerne dagtimerne sammen – noget, begge parter havde overraskende stor gavn af, lyder det fra personalet i både børnehaven og på plejehjemmet.

- De sidder ofte og kigger for sig selv, men da børnene kom ind, var der liv og glæde. De ældre var meget mere vågne, siger Britta Pedersen, der er plejer på Parkvænget, i 'Go morgen Danmark'.

- Det kalder på en omsorg fra børnenes side. Og på en omsorg fra de gamle, kan jeg se, medgiver pædagog i børnehaven Lisbeth Kaastrup-Hansen.

Skepsis fra starten

Forsøget foregik i efteråret 2018, men visionen om at skabe en relation mellem to generationer opstod lang tid før, fortæller områdeleder Simon Tang fra BUM, der er initiativtageren bag forsøget.

- Det er en tanke, jeg har gået med i mange år. Jeg har delt den med få, men har haft det skrevet ned på papir mange gange. Jeg har altid tænkt, at det kunne være spændende at prøve at lave en institution sammen med et plejehjem, siger han til TV Midtvest, der har været med til forevige det hele i TV 2-dokumentaren 'Børnehavechok på plejehjemmet'.

Hun skiftede sit normale repertoire af sange ud med 'I en kælder sort som kul'

Hans Jørgen Olesen, Rigmor Olesens søn

Der var vagtsat ekstra personale for at sikre, at børnenes indtog gik problemfrit - for der var en smule skepsis fra især de ældres side, inden de små mennesker kom på besøg.

- Jeg slår mikrofonen fra, sagde Rigmor Olesen til de rullende kameraer og pegende på sit høreapparat. Udsigten til at skulle ned til en hel flok børn – og deres larm – var langt fra den hverdag, hun var vant til.

Som et forsøg blev en børnehave og et plejehjem slået sammen i 14 dage i Holstebro. Det kom der nye venskaber ud af. Video: Silvie Ulrikke Østebø

Men der gik ikke mere end et par dage, før skepsis var vendt til nysgerrighed hos beboerne, hvoraf de fleste med glæde deltog i både børnelege og fællessang.

Det var også noget, Rigmor Olesens familie bemærkede.

- Hun skiftede sit normale repertoire af sange ud med 'I en kælder sort som kul', og det var jo helt klart inspireret af børnene, siger hendes søn, Hans Jørgen Olesen.

På samme måde blev børnene ifølge pædagog Lisbeth Kaastrup-Hansen også lynhurtigt trygge ved de nye rammer.

Løb efter hjælp

I starten bemærkede børnehavebørnene, at nogle af plejehjemsbeboerne "så sure ud", men det glemte de hurtigt i takt med, at de fik nye venner.

- Børnene oplevede en nærhed. Tænk at sidde med et gammelt menneske, og "det vigtigste i verden for dem er at være sammen med mig", tænker de. Det giver helt vildt meget på selvværdskontoen, siger Lisbeth Kaastrup-Hansen.

Særligt én situation står frem for børnehavepædagogen som et bevis på, hvordan børnene har lært af forsøget.

Elise Bjerregaard Engestoft sad og viste Rigmor Olesen fotografier, da den demente kvinde pludselig hviskede, at hun var døende.

Rigmor Olesen måtte indlægges under forsøget og døde umiddelbart efter af sygdom.
Rigmor Olesen måtte indlægges under forsøget og døde umiddelbart efter af sygdom. Foto: Line Morell Holm & Bent Leth / TV Midtvest

Den lille pige forholdt sig roligt, og i stedet for at blive nervøs spurgte hun om det, hun kender fra børnehaven:

- Skal jeg hente en voksen?

Da der blev nikket bekræftende, løb hun afsted efter en af plejehjemmets ansatte.

- Det fortæller rigtig meget om, hvor meget empati og omsorg Elise har for Rigmor, siger Lisbeth Kaastrup-Hansen

- Hun har suget til sig og set, hvordan de andre voksne gør. "De tager det stille og rolig, så det gør jeg også".

Det er bare én af de oplevelser, der gør, at personalet er sikre på, at forsøget har virket efter hensigten og bidraget positivt til både børn og pensionisters trivsel.

Både børn og plejehjemsbeboere var med til morgengymnastik hver eneste morgen.
Både børn og plejehjemsbeboere var med til morgengymnastik hver eneste morgen. Foto: Line Morell Holm & Bent Leth / TV Midtvest

En oplevelse for alle involverede

Britta Pedersen fra plejehjemmet Parkvænget beskriver, hvordan hun har set enkelte ældre lyse helt op, og kalder forsøget unikt.

- Det var en stor oplevelse at se, så de to generationer burde være mere sammen, siger hun og beskriver det som et højdepunkt i sit arbejdsliv.

Birgitte Pedersen fra Parkvænget, Elise Bjerregaard Engestoft og Lisbeth Lisbeth Kaastrup-Hansen fra BUM har alle været glade for at være med i forsøget.
Birgitte Pedersen fra Parkvænget, Elise Bjerregaard Engestoft og Lisbeth Lisbeth Kaastrup-Hansen fra BUM har alle været glade for at være med i forsøget. Foto: Nordisk Film TV

Efter forsøget har børnehaven indført en fast besøgsdag på plejehjemmet Parkvænget. En gang om måneden kan beboerne og børnene vedligeholde deres venskaber og få et anderledes afbræk fra hverdagen.

Ifølge forskningsleder hos VIA Aldring & Demens Rikke Gregersen er forsøget også et interessant studie i, hvilke spor det sætter hos demente plejehjemsbeboere, at de er så intenst sammen med børn.

Sådan foregik forsøget

12 børn fra Børne Universet Mejdal (BUM) og 12 beboere fra plejehjemmet Parkvænget deltog i forsøget, som løb over 14 dage i efteråret 2018. Her mødte børnene ind hver dag klokken ni og blev, indtil de blev hentet af deres forældre i løbet af eftermiddagen.

Børnene og de ældre spiste sammen og havde daglig morgengymnastik og –sang, men der var også ekstraordinære aktiviteter som en udendørskonkurrence, en udflugt og ansigtsmaling.

Deltagelsen i forsøget var frivilligt, så forældre til børnene og beboerne selv (eller deres værger) har alle sagt ja til at være med.

- Vi ved, at underbevidstheden hos mennesker er stor – også hos demente – så oplevelser sætter sig i kroppen. Gode oplevelser kan give udslag i godt humør resten af dagen – og omvendt med dårlige oplevelser, siger hun til TV Midtvest.

Rigmor Olesen døde af sygdom kort efter optagelserne af 'Børnechok på plejehjemmet', men helt frem til det sidste kunne hun huske Elise Bjerregaard Engestoft og gemte hendes tegninger.

Se dokumentaren tirsdag den 16. april klokken 20.50 på TV 2 eller på TV 2 Play allerede nu. Andet afsnit af dokumentaren kan ses tirsdag den 23. april.