Historiske Notre-Dame i flammer | Ny Paludan-demo aflyst | Far og to børn druknet

16x9
Notre-Dame i Paris i flammer. Foto: Charles Platiau / Ritzau Scanpix

En brand raserede mandag katedralen Notre-Dame i Paris.

En ny uge er i gang, og her er et overblik:

Den historiske kirke Notre-Dame i flammer

Spiret på Notre-Dame styrtede sammen i flammerne.
Spiret på Notre-Dame styrtede sammen i flammerne. Foto: Benoit Tessier / Ritzau Scanpix

Mandag udbrød der brand i den verdensberømte katedral Notre-Dame, der ligger i Paris.

Branden blev anmeldt klokken 18.50.

Godt en time efter styrtede spiret på den historiske franske kirke til jorden efter at have været i flammer længe.

I skrivende stund raserer branden stadig kirken.

Årsagen til branden er endnu ukendt, men der er renoveringsarbejde i gang i kirken, og branden kan ifølge avisen Libération muligvis være opstået under dette arbejde.

Branden fik Frankrigs præsident Emmanuel Macron til at aflyse en tale til nationen for i stedet selv at besigtige skaderne på den legendariske kirke.

Den 850 år gamle Notre-Dame-kirke er et af den franske hovedstads vartegn.

Paludan forhindret i at demonstrere igen

Politiet var mandag massivt til stede i Albertslund, hvor Stram Kurs-stifteren havde anmeldt en demo.
Politiet var mandag massivt til stede i Albertslund, hvor Stram Kurs-stifteren havde anmeldt en demo. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Søndag aften brød Nørrebro i København i brand, da en demonstration arrangeret af den racismedømte islamkritiker Rasmus Paludan blev afbrudt af uromagere, der kastede med brosten og andet mod politiet.

Optøjerne varede til ud på natten, hvor politi og brandvæsen arbejdede på højtryk for at slukke brande i hovedstaden.

23 er anholdt, og politiet har i dag indført dobbelt strafzone i dele af København.

Trods fordømmelse havde Rasmus Paludan varslet demonstrationer både i aften og i morgen i og omkring København.

Men sent på eftermiddagen meldte Københavns Vestegns politi ud, at en demonstration i Albertslund ikke kunne finde sted af hensyn til den offentlige fred.

Far og to børn fundet druknet

Politiet var til stede i Lynæs Havn, syd for Hundested, hvor en båd mandag blev fundet.
Politiet var til stede i Lynæs Havn, syd for Hundested, hvor en båd mandag blev fundet. Foto: Mathias Øgendal / Ritzau Scanpix

En mand og to børn på 11 og 13 år er mandag fundet druknet ved Nordvestsjælland.

Manden blev fundet i strandkanten ved Nakke mellem Nykøbing Sjælland og Rørvig. Der er også fundet en båd i nærheden af Lynæs Havn vest for Frederiksværk.

De tre personer forsvandt søndag aften, hvorefter der blev igangsat en omfattende eftersøgning med helikopter og dykkere. Desværre uden held.

Fem danske udenrigsministre advarer mod Trumps fredsplan

Uffe Ellemann-Jensen (V), Mogens Lykketoft (S), Martin Lidegaard (R), Holger K. Nielsen (SF) og Per Stig Møller (K).

Fem tidligere udenrigsministre fra fem forskellige partier har alle skrevet under på et åbent brev, der advarer mod den amerikanske præsident Donald Trumps plan for fred i Mellemøsten.

Underskriverne kræver, at man holder fast i princippet om en tostatsløsning, så palæstinenserne får deres egen suveræne stat, der omfatter Østjerusalem.

Den amerikanske regering har varslet, at man snart vil offentliggøre et nyt forslag til en fredsplan – ’den endelige aftale’, som amerikanerne kalder det.

EU vedtager reform af ophavsret i EU

En omstridt reform af, hvordan ophavsret fungerer i EU, er i dag endeligt vedtaget.

Der har været voldsom debat om regelpakken, der vil ændre EU's to årtier gamle regler for ophavsret på nettet. Blandt andet gik dansk Wikipedia for nyligt i sort i protest mod reformen.

Men nu er den gennemført, og det betyder, at platforme som Facebook, YouTube og Google får ansvar for at sikre, at der ikke bliver delt materiale, som andre har rettighederne til.