Klumme om tv-værts høje hæle bliver kaldt undertrykkende

16x9
Hvad skal værterne for 'TV Avisen' signalere? - At nyhederne er den rene fest? Eller at værten efter vejrudsigten fløjter af sted til den nærmeste natklubs dansegulv? spørger Politikens anmelder. Foto: Agnete Schlichtkrull / DR

En klummeskribent på Politiken undrer sig over nyhedsværtindes "sylehøje stiletter".

Når den velkendte jingle byder velkommen til ’TV Avisen’ på DR eller ’Nyhederne’ på TV 2, er det lige så sikkert som amen i kirken, at der inden længe toner en mand med slips eller en kvinde i stiletter frem på skærmen.

Sidstnævnte har i weekenden skabt stor debat på de sociale medier. Politiken udgav lørdag en klumme, hvor anmelder Rasmus Bech kritiserede DR-værten Nina Munch-Perrins valg af ”sylehøje stiletter”.

- Det er nærmest, som om Nina Munch-Perrin har svært ved at holde balancen i festskoene, skriver han blandt andet.

Klummen blev mødt af massiv modstand på Facebook og Twitter, hvor den blandt andet bliver kaldt ”kvindeundertrykkende” og ”grænsende til slutshaming, fordi der ifølge flere brugere bør være fokus på værtens kompetencer og ikke hendes påklædning.

Også værtskollegaen Kåre Quist har ytret sig på Twitter, hvor han understreger, at 'TV Avisen' "er for høj og lav, mand og kvinde. Og anmeldere i små, flade sko."

Ikke dikteret oppefra

I sin klumme spekulerer Rasmus Bech i, at Nina Munch-Perrin ikke selv har valgt at stikke fødderne i et par høje hæle, men at det er ”et diktat oppefra”.

Det afviser hovedpersonen selv dog pure.

- Absolut nej. Jeg har altså først og fremmest en hæl på, fordi jeg elsker det og har det godt med det. Det hjælper mig faktisk også under udsendelsen med at fastholde en rank holdning, så for mig er det nok en slags arbejdsredskab – ligesom et velsiddende jakkesæt kan være det for andre, skriver hun i en mail til Ekstra Bladet.

At der ikke findes regler for fodtøj på 'TV-Avisen', bekræfter redaktionschef Marie Buss.

- Vi tvinger ikke nogen op i nogle meget høje hæle, det er helt sikkert. Vi kigger på udtrykket som helhed. Som chef for 'TV Avisen' har jeg aldrig oplevet at skulle diskutere hælhøjder, siger hun.

Det handler om at ramme et udtryk, der er seriøst og samtidig passer til den enkelte vært, lyder det fra redaktionschefen, der også afviser anmelderens gæt på, at de meget høje hæle skal bruges til at understrege, at man har valgt netop en kvindelig vært.

På TV 2 News er der også fokus på, at tøjet skal være klassisk og seriøst. Det rette look til hver enkelt vært bestemmes i samarbejde med en stylist.

- Der er ingen regler om, at kvinder skal have høje hæle på, siger Ulla Pors, der er chefredaktør på TV 2 News.

Til gengæld er der krav om, at mændene skal have slips på, fortæller hun.

Afstemning

Fra neutral til personlig

Ifølge medieforsker Vibeke Pedersen, der er lektor emirita og ph.d. i medievidenskab ved Københavns Universitet, er der sket en udvikling i, hvilket udtryk nyhedsværter skal have.

Tidligere var det vigtigste, at værterne skulle være neutrale i deres fremtoning.

- Man er blevet påvirket af den amerikanske opfindelse, at værter skulle være personligheder. I Danmark går man stadig ind for det neutrale – især i nyheder. I andre programmer, eksempelvis vejrudsigterne, er det mere personligt, siger hun.

Medieforskeren mener ikke, at det har særligt tung vægt, når mediecheferne siger, at der ikke findes regler for, at kvindelige nyhedsværter skal gå i høje hæle.

- Det er noget, man sagtens kan sige. Nu gør man også tit det, der bliver forventet af én, ikke? lyder det fra medieforskeren.

For letbenet og useriøst

Politikens daglige tv-klumme skrives på skift af avisens anmeldere og journalister. Men anmeldelsen af værtindens høje hæle er for useriøs, skriver Politikens chefredaktør Anne Mette Svane på Politikens Twitter-konto.

- Tv-klummen er udelukkende udtryk for skribents egen holdning og ikke Politikens. I dette tilfælde handler den hverken om programmets kvalitet eller tv-værtens kompetencer, men om hendes valg af sko. Det er for letbenet og useriøst.