Amnesty i modvind efter angreb på Radio24syv

16x9
Karakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm (Frederik Cillius) fra 'Den Korte Radioavis' på Radio24syv. Foto: Linda Kastrup / Scanpix Denmark

Amnesty mener ikke, at sagen handler om ytringsfrihed og satire, men om digital chikane.

Amnesty International er havnet i strid modvind, efter at de har bedt Radio24syv om at trække udsendelser om debattøren Amalie Have tilbage. 

På de sociale medier bliver menneskerettighedsorganisationen kaldt "hyklerisk" og "dobbeltmoralsk". Flere skriver også, at de har valgt at stoppe deres donationer til Amnesty. 

En brugers kommentar på Facebook.
En brugers kommentar på Facebook. Foto: Screenshot

Også politikere og mediepersoner langer ud efter Amnesty. 

Amalie Lyhne, der er lederskribent hos Berlingske, mener, at Amalie Have med sine 87.000 følgere på Instagram skal opfattes som en magthaver. 

Fik Lukas Graham til at droppe sang

Baggrunden for kritikken går langt tilbage. 

Radio24syvs satireprogram 'Den Korte Radioavis' med den fiktive nyhedsjournalist Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm i spidsen har i fem udsendelser omtalt debattør og aktivist Amalie Have. Tre gange har satireprogrammet ringet og efterladt beskeder på hendes telefonsvarer i direkte radioudsendelser, hvor Amalie Have blandt andet bliver kaldt hyklerisk. 

'Den Korte Radioavis' interesserer sig for Amalie Have, fordi hun tidligere på året fik Lukas Graham til at trække et covernummer tilbage. Lukas Graham havde indspillet en sang af den afdøde rapper XXXTentacion, som flere gange har været sigtet for vold mod kvinder.

Det fik satireprogrammet til at undersøge Amalie Haves Spotify-spilleliste, og her fandt de flere volds- og morddømte musikere. 

- En farisær og en hykler af første grad, lød det fra Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.

Det handler om chikane

Amnesty International Danmark bruger den 23-årige aktivist i en ny kampagne med tidligere voldtægtsofre, og i den forbindelse opdagede de, at henvendelserne fra satireprogrammet påvirkede Amalie Have psykisk.

Det fik dem i første omgang til at bede Radio24syv om at stoppe omtalen, men det blev afslået af radiostationen. Amnesty har nu allieret sig med en advokat med speciale i digital chikane, der kan rådgive Amalie Have.

En del af kritikken af Amnesty går på, at de normalt forsvarer satirikere og ytringsfriheden, men ikke, når det gælder deres egen kampagnehovedperson. I øjeblikket fører Amnesty en underskriftsindsamling for at hjælpe en egyptisk satiriker, der sidder fængslet for at have fornærmet præsidenten i en musikvideo.

Men for Amnesty handler sagen om Amalie Have slet ikke om grænserne for ytringsfriheden eller retten til at bedrive satire. 

Det handler derimod om chikane mod personer, der deltager i den offentlige debat. 

- Det handler om, at Amalie Have og andre kvinder også har ret til at ytre sig uden at blive behandlet så uanstændigt, som det er tilfældet her, siger Trine Christensen, der er generalsekretær i Amnesty International Danmark. 

Trine Christensen afviser, at Amnesty International betaler for advokatbistanden, og at de i øvrigt ikke bruger nogle penge på sagen.

Program fører til trusler og mere chikane

Ifølge Amnesty International har Amalie Have foruden opkaldene fra 'Den Korte Radioavis' også modtaget op mod 100 beskeder med hadefuldt og truende indhold i kølvandet på programmerne. 

Beskederne gentager nogle af vendingerne fra programmet om, at hun er "hyklerisk" og en "helligfrans". Nogle beskeder er grovere og direkte truende. De har givet Amalie Have angstanfald og søvnbesvær, fortæller Amnesty.

- Radio24syv svigter deres ansvar, når satire bliver til chikane og fører til mere chikane og flere trusler, lyder det fra Amnestys generalsekretær.

Men hvad lytterne foretager sig på baggrund af en udsendelse, har Radio24syv ikke ansvar for, mener programchef på kanalen, Mads Brügger. 

- Jeg synes, Amnesty fuldstændig har tabt småkagerne, hvis man vil gøre et medie ansvarlig for, at personer, der omtales, efterfølgende modtager trusler. Så vil alt journalistik og debat i det offentlige rum jo fuldstændig gå i stå, siger han til Jyllands-Posten.

Kanalchefen understreger, at de ikke kommer til at trække udsendelserne tilbage.

Afstemning

Mediejurist: 'Den Korte Radioavis' udfordrer grænserne

Vibeke Borberg, der er advokat med speciale i medieret og forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, ønsker ikke at gå ind i den konkrete sag.

Men hun siger generelt om grænserne for satire:

- Satire har væsentligt andre og friere grænser end journalistik i almindelighed, uanset om det er et medie, der laver det, om det for eksempel er i en revy eller satiretegninger. De grænser har ’Den korte Radioavis’ udfordret i mange tilfælde.

Hun påpeger, at ’Den Korte Radioavis’ er en speciel ”genrehybrid”, fordi programmet blander satire og nyheder, og derfor findes der ikke fortilfælde, der kan danne praksis i den slags sager. Det er derfor svært at forudse, hvordan pressenævnet eller domstolene ville reagere på sagen, hvis de fik den forelagt. 

Men at lyttere reagerer ved at sende hadefulde beskeder til en omtalt på baggrund af et radioprogram, har et medie ikke ansvar for.

- Det har de som udgangspunkt ikke. Men Radio24syv skal selvfølgelig sikre, at det er klart, hvilken slags indhold ’Den Korte Radioavis’ har - at det ikke er ægte nyheder, men satire - så det ikke kan misforstås af dem, der lytter, siger hun.

TV 2 har været i kontakt med Amalie Have, der ikke ønsker at udtale sig om sagen.