Spilplatform standser voldtægtsspil efter massiv kritik

16x9
I 'Rape Day' spiller man en sociopatisk seriemorder, der voldtager kvinder i en zombie-verden. Foto: Desk Plant

Spillet kan legitimere et meget giftigt kvindesyn, lyder det fra spilekspert.

I et udskældt computerspil kan brugerne "verbalt chikanere, dræbe og voldtage kvinder".

Sådan lyder det i beskrivelsen af spillet ’Rape Day’, der er lavet af en spiludvikler fra Desk Plant.

’Rape Day’ var annonceret til at udkomme hos Steam, der er verdens største digitale spilplatform. Men efter massiv kritik har Steam nu besluttet ikke at gøre ’Rape Day’ tilgængeligt.

På hjemmesiden skriver Steam:

- Efter grundig diskussion mener vi, at 'Rape Day' udgør ukendte omkostninger og risici, og derfor vil det ikke komme på Steam. 

En provokerende kunstinstallation

Det kontroversielle spil har ført til spekulationer om, hvad skaberen af ’Rape Day’ vil opnå med at udvikle så stødende og provokerende et spil.

Steam er en spilplatform, der giver mindre spiludviklere mulighed for at få deres spil ud til kunderne. Platformen har meget vide rammer for, hvilke spil de tillader.

Derfor er spilekspertens gæt, at spillet kan være et forsøg på at teste grænserne for, hvad spilplatformen moralsk og etisk kan forsvare at sælge.

- Man kunne se det som en slags kunstinstallation. Vold er jo blevet normaliseret i computerspil, men hvad er det næste? Skal skoleskyderier og voldtægt normaliseres? Hvis han har haft den slags tanker, giver det projektet en vis form for mening, siger Morten Skovgaard, der er chefredaktør på spilmagasinet Gameplay

Tager ikke moralsk afstand

Sidste år skabte det en lignende debat, da en spiludvikler lancerede spillet 'Active shooter’, hvor brugerne i spillet gennemfører et skoleskyderi.

Steam valgte også dengang at standse spillet, få dage før det nåede ud til brugerne.

Selvom Steam har besluttet heller ikke at udgive voldtægtsspillet, fremstår det meget uheldigt og vagt, at de begrunder det "omkostninger og ricisi", mener Morten Skovgaard.

- Indirekte siger de jo, at det kan give dem søgsmål og økonomiske problemer. Men de forholder sig slet ikke etisk eller moralsk til det. Det er ret opsigtsvækkende, at Steam ikke tager eksplicit afstand fra det. Det er for slapt, siger han.

Vil udkomme et andet sted

På hjemmesiden rapeday.com har den unavngivne spiludvikler nu skrevet, at han først og fremmest vil sørge for at få spillet solgt et andet sted. Herefter er planen at kontakte andre spiludviklere og lave en ny side, hvor man kan købe pornografiske spil eller indhold, "der er for moralsk forkasteligt for Steam".

- Bare rolig....det vil ske, skriver spiludvikleren.

Så selv hvis spiludvikleren har lavet spillet med provokation og debat for øje, kan det godt ende med at komme ud til de danske brugere, lyder vurderingen fra Morten Skovgaard.

- Hvis han har brugt så lang tid på at udvikle et spil, der ser så realistisk ud, så vil han nok også udgive det for at tjene penge på det. Det kan selvfølgelig også være, at han bare synes, at voldtægt er en fed fantasi, som han gerne vil dele med andre, siger han.

Legitimerer problematisk kvindesyn

Der er masser af computerspil med vold og mord, og bekymringen for, hvad voldelige spil gør ved os, er ikke ny. Men ingen seriøse undersøgelser har hidtil kunnet bevise, at man bliver mere voldelig af at spille voldelige spil, lyder det fra Morten Skovgaard.

Men hvorfor får et spil med voldtægt så folk op i det røde felt?

- Vi har skudt og dræbt hinanden i computerspil siden 1990'erne. Det er der ikke længere noget opsigtsvækkende i. Og det kan også godt være, at folk ikke går ud og voldtager i det virkelige liv efter at have spillet et spil, siger Morten Skovgaard. 

- Men det er med til at videreføre og legitimere fornedrelse af kvinder og et stærkt problematisk kvindesyn, og det bør man reagere på – som det meste af spilbranchen heldigvis også har gjort.