Oscar-priserne uddelt | Forårsvejret fortsætter | Mæslinger breder sig

16x9
Her tager holdet bag 'Green Book' imod deres Oscar for bedste film. Foto: Valerie Macon / Ritzau Scanpix

Og Oscar-priserne gik til...

...Green Book, Rami Malek, Olivia Colman, Alfonso Cuaron og 20 andre glade modtagere. For tidligt i morges dansk tid blev de prestigefyldte Oscar-statuetter uddelt for 91. gang, og du kan møde alle vinderne her. Du kan også læse om et bestemt øjeblik ved ceremonien, der virkelig skabte opmærksomhed.

Og dermed velkommen til ugens første nyhedsbrev på en dejlig forårsagtig mandag.

Dansk forretningsmand hjalp Britta Nielsen

Vi begynder med en ny udvikling i svindelsagen mod Britta Nielsen, der er sigtet for at have svindlet 111 millioner kroner fra sin tidligere arbejdsgiver, Socialstyrelsen.

Noget af det mest opsigtsvækkende ved sagen var nemlig, hvordan det i efteråret sidste år lykkedes for den danske kvinde at undvige myndighederne i over en måned, mens hun var internationalt efterlyst. Men i dag kunne TV 2 kaste lidt mere lys over den del af sagen.

Gunther Skarin har boet i Sydafrika siden 2011.
Gunther Skarin har boet i Sydafrika siden 2011. Foto: Privatfoto / Privatfoto

Det viser sig nemlig, at Britta Nielsen fik hjælp til at gemme sig i den sydafrikanske by Johannesburg, hvor hun blev arresteret 5. november. Den danske forretningsmand Gunther Skarin hjalp hende nemlig med et stort kontantbeløb og med at gemme sig på et hotelværelse i byen.

Det viser dokumenter, TV 2 er i besiddelse af, og pengene fra Gunther Skarin ser ud til at trække spor til en sydafrikansk rigmand. Du kan læse en meget mere detaljeret udgave af de nye oplysninger her.

Endnu et tilfælde af mæslinger - kaldes nu for et udbrud

Når det karakteristiske mæslingeudslæt viser sig, er det for sent at vaccinere mod sygdommen - derfor opfordres alle, der kan have været i kontakt med en smittet, at søge læge.
Når det karakteristiske mæslingeudslæt viser sig, er det for sent at vaccinere mod sygdommen - derfor opfordres alle, der kan have været i kontakt med en smittet, at søge læge. Foto: TV 2 / TV 2

For femte gang på mindre end to uger er der konstateret et tilfælde af mæslinger, som er en af de mest smitsomme sygdomme i verden. Denne gang drejer det sig om en administrativ medarbejder på HF og VUC Fyn i Odense, og skolens elever opfordres derfor til at søge læge med det samme, hvis de ikke er vaccineret.

Skolen oplyser, at ingen andre personer tilknyttet skolen har fået konstateret sygdommen endnu.

Statens Serum Institut kalder det nu for et decideret udbrud, skrives det i en pressemeddelelse.

De seneste tilfælde af sygdommen begyndte 12. februar, da to danskere fik konstateret mæslinger efter at være vendt hjem fra en skiferie i franske Val Thorens. Siden har også en person i Greve fået konstateret mæslinger, mens en fjerde tilsyneladende også har fået sygdommen på et skisportssted, men i dette tilfælde i Sverige.

Symptomerne på mæslinger minder i begyndelsen om en forkølelse eller influenza, og da det efterhånden er en sjælden sygdom herhjemme, vil mæslinger ofte ikke blive opdaget. Når først udslættet begynder, er det for sent at gøre noget. Langt de fleste kommer sig over mæslinger, men man kan være uheldig, at det fører til andre sygdomme.

Disruptionsrådet rejser dyrt

En aktindsigt, TV 2 har fået, viser, at Beskæftigelsesministeriets Disruptionsråd har været noget rundhåndet med midlerne.

Rådet har blandt andet brugt over 30.000 kroner per flyrejse frem og tilbage over Atlanten på business class - selvom en flyrejse af den type ikke behøver koste over 5000 kroner.

Disruptionsrådet inkluderer flere kendte danskere, blandt andre Hella Joof. Alligevel får rådet ikke meget opmærksomhed.
Disruptionsrådet inkluderer flere kendte danskere, blandt andre Hella Joof. Alligevel får rådet ikke meget opmærksomhed. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Bent Greve, der er professor i offentlig forvaltning ved Roskilde Universitet, kritiserer praksissen, da det ikke er normalt at flyve på business class i det offentlige. Udgiftsposterne fra rådet stopper dog langt fra der. TV 2 har modtaget 622 sider med kvitteringer for hotelophold, middage, taxature, flybilletter, togrejser, konferencegebyrer og underholdning for knap tre millioner kroner.

Derudover er der brugt meget store summer på kommunikationsvirksomheder. Og det store spørgsmål er så, hvad skatteyderne har fået for pengene, for produkterne fra rådet har ikke fået stor opmærksomhed. Det kan du læse meget mere om her.

Lærer filmede elevers omklædning

Forældre til elever fra Karensmindeskolen i Støvring fik tidligere på måneden en meget ubehagelig meddelelse fra skolen. En 36-årig mandlig lærer på skolen er nemlig blevet sigtet af Nordjyllands Politi for at have filmet elever i omklædningsrummet.

Det oplyste politiet i dag i en pressemeddelelse.

Læreren havde gemt et kamera i en kuglepen, der befandt sig i en rygsæk, som han havde hængt op i omklædningsrummet, og det viste sig efterfølgende, at kameraet var forbundet til et hukommelseskort, hvor optagelserne blev lagret.

Politiet mistænker ikke, at optagelserne er blevet delt af den mandlige lærer.

Forårsvejr fortsætter

Forårsvejret ser ud til at fortsætte.
Forårsvejret ser ud til at fortsætte. Foto: TV 2

Vi slutter i dag med en glædelig nyhed, for det ser ud til, at det lune forårsagtige vejr fortsætter i den uge, vi netop har taget hul på.

TV 2 Vejret fortæller, at et højtryk lige syd for Danmark betyder, at de næste dage kan byde på sol og omkring 2 graders varme, hvilket er langt over gennemsnittet for årstiden. Dog kan der være lidt tåge om morgenen, men den vil hurtigt forsvinde.

Paradoksalt nok ser det ud til at blive lidt koldere i weekenden, selvom det altså på det tidspunkt officielt vil være forår.

Og vi er langt fra de eneste, der nyder varmegrader for tiden. I Wales blev der i dag slået ny britisk varmerekord med over 19 graders varme, mens også Polen, Nordtyskland og Sydsverige hygger sig med højtrykket.