Sass føler sig chikaneret af Ekstra Bladet – han er en ’tudeprins’, svarer avisen

Ekstra Bladet er gået over stregen i deres jagt på historier om Henrik Sass Larsen. Sådan lyder det fra Socialdemokratiet, der har klaget over avisen.

- Igennem længere tid har Ekstra Bladets journalister uopfordret opsøgt MF'ere på deres kontorer - med henblik på at finde historier, som kan skade Henrik Sass Larsens person. Senest er journalister begyndt at stå uden for mødelokaler og toiletter med videre for at forsøge at indhente kommentarer og chikanere Henrik Sass Larsen mest muligt.

Sådan hedder det blandt andet i den klage, som Socialdemokratiet har sendt til Folketingets Præsidium.

Klagen følger i kølvandet på længere tids dækning i Ekstra Bladet af Sass’ mødefrekvens i sin egenskab af statsrevisor.

I 'Presselogen' søndag uddybede Henrik Sass Larsen kritikken af Ekstra Bladet.

- De har stået foran vores kontorer, jeg er kommet fra toilettet, jeg har stået nede kantinen, hvor de også kommer hen. Det er generende. De laver et produkt, hvor de synes, det er skæppeskønt – måske endda morsomt. Og det synes jeg ikke. Jeg synes, de prøver at provokere.

Afviser kritikken

Chefredaktør på Ekstra Bladet, Poul Madsen, afviser dog kritikken:

- Det er det rene vrøvl. Vi har ikke stået foran toiletterne. Hvis mine medarbejdere møder Sass Larsen i køen, mens han blander salat i snapsetinget, synes jeg, der er helt OK at gå hen og spørge, om vi må interviewe ham. Jeg synes, han er en tudeprins. Vi har overholdt alle regler. Og vi har ikke ønsket en konflikt – vi har bare passet vores arbejde.

Her ses et udpluk af de regler, der gælder for journalister på Christiansborg:

  • Du hindrer aldrig politikerne i at bevæge sig frit rundt i bygningerne
  • Du kontakter aldrig en politiker på kontoret uden aftale
  • Du forfølger aldrig en politiker på gangene, hvis vedkommende har sagt nej til interview
  • Du kontakter ikke politikerne på toiletter, i motionsrum, rygekabiner m.v.

Folketingets Præsidium skal nu afgøre klagen fra Socialdemokratiet i forhold til de regler, der gælder for journalisternes arbejde på Christiansborg. Og de regler tvivler Børsens chefredaktør, Bjarne Corydon, på, at Ekstra Bladet har overholdt i dækningen af Henrik Sass Larsen.

Socialdemokratiet har klaget over avisen, som de mener jagter Henrik Sass Larsen

- De her regler er jo netop det - regler. Det er ikke bare hensigter. Det er en aftale mellem journalister og politikere om, hvordan man skal opføre sig på Christiansborg. Og når jeg læser jeres dækning, føler jeg mig ikke helt overbevist om, at I har overholdt alle regler til punkt og prikke i den her sag, siger Bjarne Corydon.

Pia Kjærsgaard frygter sagen vokser

Den aktuelle sag er den fjerde inden for et år, hvor Folketingets Præsidium skal tage stilling til klager over journalister. Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, frygter, at sagen igen kan puste til debatten om at indskrænke mediernes frihed på Christiansborg.

- Jeg kan forstå, at Ekstra Bladet allerede har taget stilling til, at de overhovedet ikke mener, der er noget at komme efter. Med al respekt for at journalister i mine øjne hører hjemme på Christiansborg, bør vi alle sammen lige tage en dyb indånding her. Og det synes jeg ikke rigtig, at Ekstra Bladet gør, siger Pia Kjærsgaard og fortsætter:

- Det er en del af debatten – at indskrænke pressens frihed på Christiansborg. Og den her sag vil betyde, at vi får diskussionen igen-igen-igen. Jeg håber da, at vi kan finde ud af det i al mindelighed – men det er ikke alene op til mig. Og pressen skal forstå, at det er politikernes arbejdsplads og respektere, at et nej er et nej. Uanset hvor irriterende det er.

Poul Madsen regner ikke med, at avisen får en reprimande i sagen. Men skulle det ske, kan det få konsekvenser for avisens fremtidige tilstedeværelse på Christiansborg:

- Det handler også om, at pressens arbejde ikke skal være en illusion for befolkningen. Hvis en sag som den her medfører, at vi begrænses i vores mulighed for at stille spørgsmål, kan man lige så godt dele pressen og politikerne op, så man ikke bilder folk ind, at journalisterne går rundt og har fri mulighed for at stille spørgsmål og få svar på Christiansborg, siger Poul Madsen.

Der er høringsfrist i sagen senere i februar, hvorefter Folketingets Præsidium vil træffe en afgørelse.

Se hele søndagens 'Presselogen' på TV 2 Play, hvor en redaktør også måtte beklage dybt, efter en journalist havde stillet upassende spørgsmål om Anders Foghs seksualitet til tv-vært.