Sygehusdirektør fyret | Isbjørne invaderer Rusland | Verdensmestre i økologi

16x9
Stor uenighed i det spanske parlament i dag, da regeringens finanslovsforslag blev forkastet. Foto: Supreme Court Institutional Broa Handout / Ritzau Scanpix

Den russiske øgruppe Novaya Zemlya har nu erklæret undtagelsestilstand, da isbjørne er gået i land i søgen på mad.

Isbjørnene giver store problemer for de lokale beboere, og man må ikke skyde de fredede dyr. Mere om det senere, og dermed velkommen til onsdagens nyhedsoverblik.

Mangelfulde undersøgelser koster direktør jobbet

Vi begynder i dag i Ringsted, hvor sygehusdirektør Vagn Bach er blevet fyret som konsekvens af, at 2600 kvinder over en periode på fire år har fået mangelfulde undersøgelser for brystkræft.

Fra marts 2013 til 2017, mens Vagn Bach var direktør for sygehusene i Ringsted, Næstved og Slagelse, sparede man på ressourcerne i forbindelse med undersøgelserne, og det er i strid med nationale retningslinjer. Blandt de 2600 kvinder, der fik mangelfulde undersøgelser, var der 735 tilfælde, hvor der var risiko for brystkræft. Og ni af de kvinder har siden fået konstateret sygdommen.

Vagn Bach er fortid som sygehusdirektør.
Vagn Bach er fortid som sygehusdirektør. Foto: TV Øst

De mangelfulde undersøgelser fandt sted på Ringsted Sygehus, og ifølge Jyllands-Posten skete det netop for at spare lægetimer og undersøgelsestid.

Fyringen skete i dag i forbindelse med, at en redegørelse fra sagen blev præsenteret for Region Sjælland. Det bekræfter regionsrådsformand Heino Knudsen (S).

Isbjørne hærger russisk øgruppe

Den smeltende is betyder, at de sultne isbjørne langt oftere besøger menneskebyer.
Den smeltende is betyder, at de sultne isbjørne langt oftere besøger menneskebyer. Foto: Irina Elisereva

Indbyggerne i den russiske øgruppe Novaya Zemlya lever netop nu i frygt for mindst 52 isbjørne, der er gået i land på øerne og ved flere tilfælde er gået ind i både private hjem og offentlige bygninger.

Temperaturstigninger i området har gjort det særdeles svært for isbjørnene at finde føde, og i desperation er de derfor gået ind i beboede områder, hvor de ikke længere lader sig skræmme af blå blink, høje lyde eller menneskers tilstedeværelse.

Øgruppen har nu erklæret undtagelsestilstand, og lokale fortæller, at man ikke længere tør gå udendørs af frygt for de hærgende bjørne. Isbjørne er fredede i Rusland, og derfor kan man altså ikke skyde dem.

Ekspert i isbjørne hos Verdensnaturfonden Kaare Winther vurderer, at problemerne med isbjørne, der går i land som følge af klimaforandringer, kun vil blive større i fremtiden, da temperaturerne i Arktis fortsætter med at stige.

BBC fordømmer angreb på kameramand

Trump havde raset mod pressen fra talerstolen, inden angrebet skete.
Trump havde raset mod pressen fra talerstolen, inden angrebet skete. Foto: Nicholas Kamm / Ritzau Scanpix

Tirsdag morgen dansk tid blev BBC-fotografen Ron Skeans angrebet af en Trump-støtte under præsidentens vælgermøde i den texanske by El Paso.

Episoden har i dag ført til fordømmelser fra BBC og journalistorganisationer, der raser mod Trump for at have en retorik, der gør pressen til fjenden. Inden den berusede Trump-støtte fik adgang til pressefolkene, havde præsidenten fra talerstolen netop talt meget nedsættende om pressen.

- USA’s præsident bør gøre det fuldstændig klart for sine støtter, at vold mod reportere er uacceptabelt, lød det fra foreningen af reportere i Det Hvide Hus.

Trump har ikke selv kommenteret episoden, men hans pressetalsmand Sarah Huckabee Sanders har sagt, at "præsident Trump fordømmer alle voldelige handlinger mod individer eller grupper, inklusiv pressefolk".

Ron Skeans kom ikke noget til under episoden.

Spanien på vej mod endnu et valg

Et flertal i det spanske parlament har forkastet regeringens bud på en finanslov, og det kan føre til endnu et valg i landet - blot et halvt år efter, at Pedro Sanchez væltede Mariano Rajoy som premierminister.

Blandt modstanderne af finanslovsforslaget er de catalanske partier, der kæmper for regionens selvstændighed. Og ifølge TV 2s Jeppe Krogager stemte separatisterne kun nej, fordi Sanchez-regeringen nægter at forhandle om selvstændighed.

Pedro Sanchez måtte gå slukøret fra forhandlingerne.
Pedro Sanchez måtte gå slukøret fra forhandlingerne. Foto: Chema Moya / Ritzau Scanpix

- Finansloven kunne catalanerne sådan set godt lide, men de kunne ikke lide, at kravet om selvstændighed ikke kunne flettes ind. De har så presset mindretalstregeringen, som er 100 procent afhængig af deres stemmer, fortæller han.

Medmindre noget drastisk ændrer sig, så ser det ud til, at spanierne igen må til stemmeurnerne - formentlig allerede i april.

Danmark genvinder 'VM i økologi'

For andet år i træk er Danmark kåret som uofficiel 'verdensmester i økologi' i en rapport fra det schweiziske forskningscenter Fibl. Det blev offentliggjort i dag på en økologikonference i den tyske by Nürnberg.

Triumfen er bygget på, at den økologiske markedsandel af fødevareforbruget i Danmark lå på 13,3 procent i 2017. Det er det højeste i verden, selvom mange andre lande også er på vej i den økologiske retning. For eksempel er omsætningen af økologiske varer i Europa steget med hele 11 procent på et år.

Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V), der er med på konferencen i Nürnberg, jubler over den danske førertrøje, og han håber, at de danske virksomheder vil få tykke ordrebøger med hjem. Den danske eksport af økologiske varer er nemlig også i fremgang - den er steget med hele 20 procent på et år.