Store lønningsposer | Intern uro | Farvel til Gordon Banks

16x9
Fodboldfans har dagen igennem lagt blomster og halstørklæder ved statuen af Gordon Banks foran Stokes stadion. Foto: Carl Recine / Ritzau Scanpix

Man skulle vist være blevet topchef for Carlsberg i stedet for journalist.

Det havde i hvert fald været sjovere at tjekke lønsedlen. I dagens nyhedsoverblik kan du læse, hvor meget nogle af Danmarks bedst betalte chefer er steget i løn.

Og det er pænt meget.

Men først:

Splid i Venstre

Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann, har stillet 19 spørgsmål om regionerne.
Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann, har stillet 19 spørgsmål om regionerne. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016 / Scanpix

Regeringens stort anlagte sundhedsudspil har ført til dyb splittelse i Venstre, og det seneste eksempel viser ifølge politisk analytiker Hans Redder, hvor beskidt kampen er blevet internt i partiet.

En folketingspolitiker har nemlig anonymt stillet en række spørgsmål til indenrigsministeren, som potentielt kan være med til at sætte regionerne i et dårligt lys. Jyllands-Posten har dog afsløret, at den anonyme spørger er Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann.

Det får en ”rystet og rasende” gruppeformand for Venstre i Region Syddanmark til at undre sig over, hvordan Jane Heitmann overhovedet kan være sundhedsordfører. Og formanden for Danske Regioner kritiserer partikollegaen for at reducere debatten til et sørgeligt niveau.

Reaktionerne er samlet i artiklen her, hvor du også kan læse nogle af Jane Heitmanns spørgsmål om blandt andet taxakørsel og avisabonnementer.

Store lønstigninger til topchefer

22,7 millioner kroner. Det var, hvad man kunne tjene på at være Novo Nordisks topchef i 2016. Men det er ingenting. For i 2018 tjente den administrerende direktør, Lars Fruergaard, 41,3 millioner kroner. En pæn lille lønstigning på 80 procent i forhold til forgængeren.

Cees't Hart tjente i 2018 over en million kroner om ugen. Men en stor del af hans løn var dog incitamentbaseret, påpeger Carlsberg.
Cees't Hart tjente i 2018 over en million kroner om ugen. Men en stor del af hans løn var dog incitamentbaseret, påpeger Carlsberg. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen / Scanpix Denmark

Set i det lys måtte Carslbergs direktør, Cees’t Hart, nøjes med en stigning på 45 procent i forhold til 2016-lønnen. Omsat til kroner og øre gav det dog alligevel 52,5 millioner for et års arbejde. Og det er jo ikke så dårligt.

Det gør også Cees’t Hart til den bedst betalte i en gennemgang, dagbladet Børsen har lavet, af cheflønninger i nogle af Danmarks største virksomheder.

Korea sammen om OL-bud

Det var store ting, da Sydkorea og Nordkorea i 2018 gik fælles indmarch under samme flag til vinter-OL i den sydkoreanske by Pyeongchang. Men nu har de to nabolande tænkt sig at marchere skridtet videre.

Nord- og Sydkorea vil gå sammen om et bud på værtskabet for sommer-OL i 2032. Og det bliver med Sydkoreas hovedstad, Seoul, som den ene værtsby. Det fortæller sydkoreanske embedsfolk til nyhedsbureauet AFP.

Syd- og Nordkorea er i spil til at afholde OL i 2032.
Syd- og Nordkorea er i spil til at afholde OL i 2032. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Landene vil officielt annoncere det fælles bud på fredag ved et møde i Den Internationale Olympiske Komité i den schweiziske by Lausanne. Den anden værtsby forventes at blive Nordkoreas hovedstad, Pyongyang.

Storcenter fortrød Michael Jackson-figur... og fortrød igen

Rødovre Centrums udstilling af voksfigurer i anledning af vinterferien har nok fået lidt større opmærksomhed, end shoppingcentret egentligt havde forestillet sig.  

Det begyndte med, at nogle kunder klagede over, at en voksfigur af Michael Jackson var en del af udstillingen. Klagerne fik centret til at droppe figuren af Michael Jackson, der er ramt af nye beskyldninger om overgreb på børn.

Det amerikanske nyhedsbureau AP tog historien op, og pludselig kunne man læse om Rødovre Centrums vinterferieudstilling hos Washington Post, ABC News og Times of India.

Men nu har centerledelsen fortrudt, at man fjernede figuren, og voksudgaven af Michael Jackson kan moonwalke tilbage i udstillingen.

Manden bag ’århundredets redning’ er død

Gordon Banks lige bag Bobby Moore.
Gordon Banks lige bag Bobby Moore. Foto: Action Images / Ritzau Scanpix

Han stod på mål for England, da fodboldlandsholdet vandt sit eneste verdensmesterskab i 1966, og han vil blive husket som en af de bedste fodboldmålmænd, der var.

81-årige Gordon Banks døde natten til i dag, da han sov stille ind. Det oplyser familien via fodboldklubben Stoke City.

Et af hans mest mindeværdige øjeblikke var hans utrolige redning af Pelés kraftfulde hovedstød under Englands kamp mod Brasilien ved VM i 1970. Den redning blev helt uofficielt udråbt som 'århundredets redning'. Bagefter kom Pelé hen til Banks - har briten siden fortalt - klappede ham på skulderen og sagde "jeg troede, der var mål."

You and me both, svarede Gordon Banks.