Fjernvarme bliver dyrere | Insekter uddør | Forårsvejr på vej

16x9
En rapport viser i dag, at insektdøden på globalt plan er katastrofal. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark

Kan du også godt blive lidt forvirret over, hvornår det er påske fra år til år?

Så er du helt sikkert ikke alene, for selv de, der har bestemt reglerne, kan ikke altid hitte ud af det. I år falder påsken for eksempel næsten en måned senere, end den burde. Det rod kan du læse mere om her, og dermed velkommen til ugens første nyhedsoverblik.

Forårsvejr på vej

Selvom der stadig er længe til påske, som altså helt forkert ligger 21. april, kan vi allerede i denne uge få den første forsmag på det forår, der så småt venter ude i horisonten.

For efter en elendig start på februar, der allerede har budt på mere regn end hele februar normalt får, sker der en kæmpe forandring over de næste par dage.

Vejrudsigt, udsendt af TV 2 VEJRET mandag formiddag. Der venter os mere sol, og efterhånden væsentligt stigende temperaturer.
Vejrudsigt, udsendt af TV 2 VEJRET mandag formiddag. Der venter os mere sol, og efterhånden væsentligt stigende temperaturer. Foto: TV 2 VEJRET

TV 2 Vejret kan nemlig se et højtryk på vej, og det betyder, at vi allerede fra på onsdag kan få omkring ti graders varme. Og især torsdag og fredag kan det som sagt blive helt forårsagtigt, når solen ventes at kigge frem, og vinden lægger sig.

Det bliver dermed et, i hvert fald midlertidigt, afbræk i det våde og grå vejr, der har kendetegnet store dele af 2019 indtil videre.

Fjernvarme bliver væsentligt dyrere mange steder

De fleste danskere vil nok juble over et tidligt forår, men især i Udkantsdanmark er der grund til at håbe på varmere temperaturer hurtigst muligt. I dag har fjernvarmeværkerne nemlig offentliggjort deres nye priser, og det er dyster læsning.

Fra årsskiftet mistede 173 fjernvarmeværker nemlig et tilskud fra staten, og det betyder prisstigninger. Nogle steder endda meget store prisstigninger. Topscoreren er modtagerne af fjernvarme fra Toftlund fjernvarmeværk ved Toftlund i Sønderjylland, som skal forberede sig på i gennemsnit at betale svimlende 8694 kroner mere om året for deres fjernvarme.

Den gennemsnitlige prisstigning for de varmeværker, der har offentliggjort de nye priser, lyder på mere beskedne 458 kroner for et parcelhus på 130 kvadratmeter. Men det tal dækker altså over en meget skæv fordeling, hvor beboere i de store byer stort set ikke vil mærke en forskel, mens borgere i mange landområder skal betale flere tusinde kroner ekstra.

Du kan læse mere om balladen her og blandt andet se en række af de varmeværker, der hæver priserne mest.

Insekterne forsvinder

Sommerfugle er blandt de insekter, der virkelig kæmper for tiden.
Sommerfugle er blandt de insekter, der virkelig kæmper for tiden. Foto: Søren Steffen / Scanpix Danmark

Myggestik, bistik, lus i børnenes hår, lopper i hundens pels og myrer i køkkenet. De fleste møder, vi har med insekter i vores dagligdag, er negative og irriterende, og derfor kan man måske være fristet til at juble over, at der bliver færre af dem.

Men det ville være en stor fejl, fastslår et hold forskere, der har konkluderet, at over 40 procent af verdens insektarter er i nedgang, mens en tredjedel er decideret truede. Samlet set falder antallet af insekter med 2,5 procent årligt, og det er et langt højere tal end for nogen anden gruppe af dyr.

Og det faldende antal af insekter kan få katastrofale konsekvenser for Jordens økosystem, hvor insekterne udfylder helt centrale roller, konkluderer forskerne i rapporten.

Vi er mest bekymrede for klimaet

Vi bliver ved klimaet, for i dag har det uafhængige amerikanske analysefirma Pew Research Group offentliggjort resultaterne af en global meningsmåling. De har spurgt borgere i 26 forskellige lande om, hvad der bekymrer dem mest, og her er klimaet den samlede topscorer, selvom der er store udsving fra land til land.

Klimaproblemerne har ellers længe haft ry for at blive ignoreret i befolkningen, men den nye måling tyder altså på, at mange har fået øjnene op for truslen. Andelen af adspurgte, der bekymrer sig om klimaet, er steget de seneste år, og i år indtager bekymringen altså for første gang førstepladsen i målingen.

Foruden klimaet var topscorerne i målingen "gamle kendinge" som terrorisme og cyberangreb. Og så viser undersøgelsen, at bekymringen for USA's globale magt er blevet langt større end i tidligere undersøgelser.

Til gengæld er bekymringen for Rusland ikke massiv - kun blandt de adspurgte i Polen blev Ruslands magt vurderet til at være den største trussel. Se alle tallene fra undersøgelsen her.

Bafta-priserne uddelt

Alfonso Cuarons forrygende prissæson fortsætter, da hans film Roma fik Baftas hovedpris og han selv blev æret som bedste instruktør. Her ses han med sin datter Tessa.
Alfonso Cuarons forrygende prissæson fortsætter, da hans film Roma fik Baftas hovedpris og han selv blev æret som bedste instruktør. Her ses han med sin datter Tessa. Foto: Ben Stansall / Ritzau Scanpix

Selvom det er mandagens nyhedsoverblik, du sidder med her, så tillader vi os lige at runde søndag aften her til sidst. For sent i aftes blev Bafta-priserne uddelt i det, der kan ses som den sidste forløber for Oscar-uddelingen, der finder sted om små to uger - søndag 24. februar.

Bafta er den britiske pendant, og efter nogle overraskende resultater fra Golden Globes-uddelingen i januar, ventede man spændt på at se, om de samme film ville gentage deres triumfer.

Svaret var 'både og', for både 'Green Book' og 'Bohemian Rhapsody' vandt en stor skuespilpris, men ellers blev det ikke til nogen hovedpriser til de overraskende vindere af filmpriserne til Golden Globes.

Det blev i stedet den mexicanske film 'Roma', der løb med både prisen for bedste film og bedste instruktør, mens 'The Favourite' også blev en stor vinder - den slog blandt andet 'Bohemian Rhapsody' i kampen om at blive hædret som årets bedste britiske film.

Se alle vinderne her.