TV 2 på dødsgangen i USA: - Gud fik mig til at dræbe

Der sidder 2655 dømte på dødsgangen i USA. Mens de venter på at få en henrettelsesdato, er støtten til dødsstraf i disse år lavere end nogensinde.

Billie Coble skal dø.

Den 28. februar skal han henrettes i staten Texas.

Han har benyttet sig af alle appelmuligheder til domstolene, men hver gang har svaret været det samme:

- Du dømmes til døden.

Han har siddet 30 år på dødsgangen, men dagene i hans fængselscelle på fem kvadratmeter lakker nu mod enden.

Sådan her ser den celle ud på dødsgangen som Billie Coble har boet i de sidste 30 år.
Sådan her ser den celle ud på dødsgangen som Billie Coble har boet i de sidste 30 år. Foto: TV 2

Dagligt minder fængselsbetjente ham om de forbrydelser, han har begået. 

- De behandler mig umenneskeligt. Hver dag siger de til mig, at jeg er et dyr, der burde blive dræbt med det samme, fortæller han til TV 2s USA korrespondent Jesper Steinmetz, der har fået adgang til dødsgangen i byen Huntsville.

TV 2s USA korrespondent Jesper Steinmetz sammen med Billie Coble, der er dømt for at have dræbt tre mennesker.
TV 2s USA korrespondent Jesper Steinmetz sammen med Billie Coble, der er dømt for at have dræbt tre mennesker. Foto: Anders Albjerg / TV 2

I maj måned 1989 fortalte hans daværende kone, at hun ville skilles. I rent raseri over hendes beslutning lænkede han hendes tre børn til en seng, mens han slog hendes forældre og bror ihjel.

Han tæskede sin ekskone med et gevær og kidnappede hende. På vej væk fra gerningsstedet kørte Billie Coble galt, og politiet anholdt ham.

Robert Joseph Vicha og Zelda Walling Vicha, der blev dræbt af Billie Coble.
Robert Joseph Vicha og Zelda Walling Vicha, der blev dræbt af Billie Coble. Foto: Celina Liv Danielsen / TV 2
John Bobby Vicha som Billie Coble også slog ihjel.
John Bobby Vicha som Billie Coble også slog ihjel. Foto: Celina Liv Danielsen / TV 2

Selv har han i dag svært ved at forklare, hvorfor han dræbte tre mennesker.

- Det her kan måske være svært for folk at forstå, men jeg tror på, at det er Gud, der kontrollerer alle vores handlinger. Han tillader, at ting kommer til at ske, fordi det alt sammen tjener et højere formål – også alle de dårlige ting vi gør. Gud fik mig til at dræbe, fortæller Billie Coble.

- Han fortjener at dø 

TV 2 har også mødt Billie Cobles ekskone Karen Vicha og hendes tre børn.

De er brændemærket med et mareridt for livet.

-Det er en dag, jeg aldrig kan få ud af hovedet. Det var et forfærdeligt syn, som jeg aldrig glemmer, fortæller en grådkvalt Karen Vicha.

Karen Vicha sidder sammen med sine tre børn, der var børn, da drabene fandt sted.
Karen Vicha sidder sammen med sine tre børn, der var børn, da drabene fandt sted. Foto: Celina Liv Danielsen / TV 2

Hendes børn kun var 10, 14 og 16 år gamle, da de blev lænket til sengen og hørte deres bedsteforældre og morbror blive dræbt. De er også tydeligt berørte af at tale om dagen igen.

- Alle var hysteriske inde i rummet. Vi var jo kun børn dengang. Vi troede, at vi aldrig skulle se vores mor igen, da hun gik ind sammen med Billie og fik få minutter til at sige farvel til os, fortæller Tracy Graham og begynder at græde.

- Jeg kan ikke beskrive med ord, hvor bange jeg var. Jeg ryster, når jeg tænker på det den dag i dag, fortæller Anne-Marie Vicha, mens hendes stemme knækker, og hun bryder ud i gråd.

Anne-Marie Vicha begynder at græde, da hun fortæller om dagen, hvor drabene fandt sted.
Anne-Marie Vicha begynder at græde, da hun fortæller om dagen, hvor drabene fandt sted. Foto: Celina Liv Danielsen / TV 2

Billie Coble kom ind i børnenes liv, da de var små. Karen Vicha havde været igennem en hård skilsmisse, og hun savnede en faderfigur til sine børn.

- Han kom hver dag og hjalp børnene med deres lektier og trænede dem i fodbold. Dengang var han så god ved børnene, og de elskede ham, fortæller hun.

Men Billie Coble viste sig at være et helt andet menneske. Karen Vicha fandt ud af, at han gemte på en uhyggelig fortid.

Han var tidligere dømt for at have voldtaget sin kusine, en barnepige og en anden kvinde.

Det var derfor, Karen Vicha ville skilles og bad ham flytte.

- Jeg lever med en enorm skyldfølelse. Tænk, at jeg bragte sådan en mand ind i vores liv. Jeg føler mig så skyldig over, at jeg ikke kunne gennemskue, hvilket menneske han i virkeligheden var, fortæller hun.

Derfor har hun ventet længe på 28. februar i år.

-Han fortjener at dø. Han burde henrettes tre gange. Det er min mening, konstaterer Karen Vicha.

Opbakningen til dødsstraf i USA er faldende

Dødsstraf er noget, der konstant debatteres i USA, og som får sindene i kog.  

Der er stadig 30 stater i USA, der har dødsstraf, men støtten er begyndt at dale.

I midten af 1990’erne var opbakningen tæt på 75-80 procent, mens kun 20 procent var imod. I 2016 målte man for første gang en opbakning under 50 procent.

En meningsmåling fra 2018 viser, at halvdelen af amerikanerne går ind for dødsstraf, hvilket står i stor kontrast til 1990’erne, hvor det var 80 procent af befolkningen, der bakkede op om den ultimative straf.  

Seneste eksempel på en faldende støtte til dødsstraf er staten Washington, der sidste efterår afskaffede det.

Og det forstår Billie Coble godt.  

- Dødsstraf som den ultimative straf i USA er skabt på baggrund af had og hævn, men hvornår har had og hævn nogensinde løst problemer?

Debatten preller imidlertid fuldstændig af på familien Vicha, der har mistet tre familiemedlemmer.

-Det føles som en lussing lige i ansigtet og som en hån mod mine forældre og brors minde, at han, 30 år efter han slog dem ihjel, stadig er i live, fortæller Karen Vicha.

Det er hendes søn enig i.

- Vi ved godt, at det ikke bringer vores kære til live igen, når Billie bliver slået ihjel, men det er ikke pointen. Pointen er, at han skal ligge spændt fast til den stol og vide, at nu skal han dø. Det er straffen, han fortjener, fortæller John Vicha.

John Vicha bliver rørt til tårer, da han taler om, at Billie Coble fortjener at blive henrettet for tre drab.
John Vicha bliver rørt til tårer, da han taler om, at Billie Coble fortjener at blive henrettet for tre drab. Foto: Celina Liv Danielsen / TV 2

- Dem, der siger, at de er imod dødsstraf, har efter min mening ingen ret til at blande sig i debatten. Du skal have oplevet det, vi har oplevet som familie, før du kan sætte dig ind i, hvordan det føles, at en morder ødelægger din familie. Alle, der går igennem sådan et traume, vil være for dødsstraf, konstaterer John Vicha.

Fortryder ikke tredobbelt drab

Selv om Billie Cobles dage er talte, viser han ikke meget anger.

- Hvis jeg fylder mit hjerte med kærlighed, så er der ikke nogen plads til sorg. Hvis der ikke er plads til sorg, hvad har jeg så at føle mig skyldig over?

Hvordan kan du tale så meget om kærlighed, når du har dræbt en hel familie? 

- Det er ikke det værd at tænke på had og hade sig selv. Det nytter ikke noget. Jeg har valgt kun at fokusere på positivitet og kærlighed, fortæller Billie Coble.

Billie Coble på vej tilbage til sin fængselscelle på dødsgangen i Texas.
Billie Coble på vej tilbage til sin fængselscelle på dødsgangen i Texas. Foto: Anders Albjerg / TV 2

Fortryder du slet ikke, at du har slået ihjel?

- Fortrydelse er ikke et logisk ord. Du kan ikke gå tilbage i livet og gøre ting om. Du kan kun lære af dine fejl og komme videre i dit liv, konstaterer han.

Frygter ikke sin henrettelse

Når Billie Coble om få dage skal henrettes, bliver det i et rum, som kaldes dødskammeret. Her vil han blive spændt fast til et leje. Derefter vil en præst bede en bøn, og så får han tre indsprøjtninger af en læge.

Dødskammeret i USA, hvor indsatte på dødsgangen bliver henrettet.
Dødskammeret i USA, hvor indsatte på dødsgangen bliver henrettet. Foto: TV 2

Den første sprøjte vil gøre ham bevidstløs, den næste lammer alle hans muskler og den sidste sprøjte får hans hjerte til at stoppe.

Selv siger Billie Coble, at han ikke frygter dagen eller tænker over, at han om få dage skal dø.

- Hvis du virkelig tror på Gud, hvad er så det slemme i at møde ham ansigt til ansigt? Jeg tror på Gud og livet efter døden, så jeg bliver ikke gjort fortræd eller straffet ved at få dødssprøjten. 

Se minidokumentaren 'Dødsgangen i Texas: Gud giver og Gud tager' på TV 2 PLAY.