Dansker dømt i Rusland | Trumps tale til nationen | Huspriserne styrtdykker

16x9
Denne klapsalve fra Nancy Pelosi er af nogle blevet tolket som sarkastisk. Foto: Doug Mills / Ritzau Scanpix

Kan en politisk karriere virkelig blive kuldsejlet af tre fartbøder?

Det ser ud til at være tilfældet for Venstre-politikeren Søren Hyldgaard, der på grund af tre forseelser har mistet sin valgbarhed, og dermed må han opgive at stille op til det kommende folketingsvalg. Og det er delvist på grund af en mere end tre år gammel bøde. Læs hans historie her, og dermed velkommen til nyhedsoverblikket på en regnvåd februaronsdag.

Religiøs dansker skal seks år i russisk fængsel

Den russiske grundlov garanterer religionsfrihed. Med det i baghovedet synes det umuligt, at et Jehovas Vidne skulle kunne dømmes til fængsel for at udøve sin tro, men det er netop det, der i dag er sket for den 46-årige dansker Dennis Christensen.

Forklaringen er, at den russiske højesteret i 2017 indførte et forbud mod bevægelsen, som blev stemplet som ekstremister på samme vis som nynazister og terrorsympatisører. En måned efter forbuddet blev indført, anholdt russerne Dennis Christensen, der boede i byen Orjol med sin russiske kone, Irina.

Dennis Christensen var ved fint humør trods de dystre udsigter i den russiske retssal.
Dennis Christensen var ved fint humør trods de dystre udsigter i den russiske retssal. Foto: Mladen Antonov / Ritzau Scanpix

Han har siddet fængslet i de godt 600 dage siden, og i dag har han så fået en fængselsdom på seks år for religiøs ekstremisme.

Dommen har vakt opsigt. Ifølge flere eksperter er det et tegn på en russisk hetz mod religiøse mindretal, mens Amnesty International kalder Dennis Christensen for en "samvittighedsfange", og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) raser mod dommen og lover hjælp til Dennis Christensen i en eventuel ankesag.

Trump undgik hovedemne i sin tale

Donald Trump kunne langt om længe få holdt sin tale til nationen.
Donald Trump kunne langt om længe få holdt sin tale til nationen. Foto: Doug Mills / Ritzau Scanpix

I nat var USA's præsident, Donald Trump, i Kongressen for at holde den årlige tale om rigets tilstand - talen, der på originalsproget hedder 'State of the Union'.

Talen er en hæderkronet tradition og tager som regel form af en fejring af årets resultater fra præsidentens eget parti og øredøvende, omend mere eller mindre godhjertede, buh-råb fra oppositionspartiet. Men i år var lidt anderledes, fordi den nylige konflikt om regeringens nedlukning har skabt dyb splid og blandt andet betød, at Trumps tale blev en uge forsinket.

Årsagen til nedlukningen var, at Demokraterne ikke ville give Trump 5,7 milliarder dollars til at bygge en grænsemur, og en størstedel af amerikanerne giver præsidenten ansvaret for, at store dele af regeringsapparatet var lukket ned i mere end en måned.

Derfor har det vakt opsigt og vrede, at Trump ikke nævnte nedlukningen med et ord i talen og altså heller ikke anerkendte de 800.000 offentligt ansatte, der enten blev sendt hjem fra arbejde uden løn eller skulle arbejde uden at få løn i perioden.

Huspriserne faldt markant i november

Det tager lidt tid at få overblik over tallene på boligmarkedet, og derfor har vi først i dag fået statistikken fra november sidste år. Og de viser det største prisfald på huse i fem år.

Huspriserne faldt i løbet af måneden med 2,5 procent, mens priserne på lejligheder faldt med én procent, hvilket var det største fald på det område i 11 måneder.

Økonomer maner til besindelse over den enkelte måneds fald, men afdelingsdirektør i Jyske Realkredit Mikkel Høegh understreger, at der er gang i en stor opbremsning på boligmarkedet.

Sværd fra Middelalderen fundet i Aalborg

Rørlægger Jannick Vestergaard og maskinfører Henning Nøhr kontaktede straks arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum, da de fik øje på det unikke middelaldersværd.
Rørlægger Jannick Vestergaard og maskinfører Henning Nøhr kontaktede straks arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum, da de fik øje på det unikke middelaldersværd. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

To årvågne håndværkere gjorde i går et stort fund i Aalborg, da de under en udgravning bemærkede et sværd stikke op af jorden. De kontaktede Nordjyllands Historiske Museum, der kunne konstatere, at der er tale om et særdeles velbevaret sværd, der kan stamme helt tilbage fra 1300-tallet.

Sværdet er cirka en meter langt og dobbeltægget, og de indledende undersøgelser peger på, at der er tale om udsøgt håndværk. Sværdet er lavet med en såkaldt blodrille, der sænker vægten, og den høje kvalitet betyder, at sværdet kun vejer omkring et kilo.

Eksperterne vil nu forsøge at finde ud af, hvordan sværdet er endt i jorden på Algade, og umiddelbart tyder noget på, at der kan lægge en blodig historie bag. Der er nemlig ingen spor af en krigergrav på stedet, og derfor lyder den indledende vurdering på, at sværdet kan være gået tabt i kamp.

Sværdet er rundt regnet en meters penge langt og udstyret med en såkaldt blodrille.
Sværdet er rundt regnet en meters penge langt og udstyret med en såkaldt blodrille. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Nordjyllands Historiske Museum befinder sig sjovt nok også i Algade, og her skal sværdet nu renses og konserveres i de næste par uger. Derefter kan historieinteresserede nordjyder se den mange hundrede år gamle klinge vist frem.

Bilka anmeldt for at snyde med tilbuddene

Det er ikke okay at have det samme legetøj på tilbud så ofte, at det nærmest ikke har en normalpris længere, eller at markedsføre en 50 procents besparelse på en cykel som Black Friday-tilbud, selvom cyklen havde været sat ned i fire måneder.

Det har Forbrugerombudsmanden Christina Toftegaard Nielsen vurderet, og derfor har hun meldt Salling Group til politiet. Det er nemlig Bilka, som ejes af Salling Group, der står bag førnævnte tilbudsfinter.

Hos Bilka accepterer direktør Mark Nielsen afgørelsen, og han siger, at reglerne siden er blevet ændret.

***

Her på falderebet kan vi lige få med, at vi nu har rundet to timers mere dagslys, og dagen bliver for tiden omkring en halv time længere hver uge. Her kan du læse om, hvad det kan betyde for din krop og dit sind