16x9

Nekrolog: Jane Aamund levede for at skrive, så det gjorde hun til det sidste

Hun brugte sin stemme til at fortælle historier om liv, død og kærlighed, selv da den blev svag og spinkel af kræften.

Forfatterskabet tæller over 20 bøger med ’Klinkevals’ og ’Colorado drømme’ som de mest populære.

Ud over forfatterskabet gjorde hun indtryk på mange danskere ved at fortælle åbent og ærligt om kræftsygdommen, der satte sig mærkbare spor på krop og sind.

Jane Aamund sov stille ind tirsdag aften 29. januar 2019 på Ankerfjord Hospice i Hvide Sande omgivet af sin nærmeste familie.

Gennembrud med klinkevals

Jane Aamund debuterede som forfatter i 1977 med bogen 'Bag damen stod en Christian'. Den handler ligesom mange af Jane Aamunds bøger om kærlighed. Hendes forfatterskab tæller i dag nogle af Danmarks bedst solgte romaner. Bøgerne har givet hende flere litteraturpriser.

Hendes gennembrud kom med ’Klinkevalstrilogien’, der beskriver hendes egen families liv på Christianshavn i København i slutningen af 1800-tallet.

De bøger var også blandt hendes egne personlige favoritter.

Jane Aamund, 1999.
Jane Aamund, 1999. Foto: Kaspar Wenstrup / Scanpix Danmark

Af læserne var hun elsket, men anmelderne var ofte noget mere forbeholdne. Men det rørte hende ikke.

- De kan sige, hvad fanden de vil, for de kan ikke ramme mig på min arbejdsglæde, sagde Jane Aamund, da hun blev kåret som 'Årets yndlingsforfatter' i forbindelse med bogen 'Colorado drømme'.

Om Jane Aamund

Født i 1936 på Frederiksberg.

Uddannet korrespondent i engelsk og har blandt andet været ansat på Berlingske.

Drev i fire år sit eget pr- og reklamebureau, har været pr-chef i Birger Christensens Pelsfirma og arbejdede også i Landbrugsministeriet.

Klinkevalstrilogien, der omfatter romanerne 'Klinkevals', 'Juliane Jensen' og 'Oven vande', udkom fra 1989 til 1992.

Hendes sidste bog var ’Samtaler om natten’ fra 2018.

Jane Aamund efterlader sig sønnerne Jens og Michael og fire børnebørn.

’Colorado drømme’ var en anden af hendes bestsellere, som hun også modtog Boghandlernes Gyldne Laurbær for i 1998.

Bogen er en humoristisk og erotisk selvbiografisk kærlighedshistorie om den unge Ane, der forelsker sig i amerikaneren Bob.

Jane Aamund flyttede som 42-årig til USA for at være sammen med sit livs kærlighed; en amerikansk dyrlæge, som hun mistede blot et år senere.

Spinkel røst, men en stærk stemme

Jane Aamund var syg af kræft i store dele af sit voksenliv. Som 33-årig ramte kræften hendes livmoder, og senere fik den også fat i mundhulen. Det gav hende en nasal og snøvlende stemme. Børnebørnene måtte undvære højtlæsningen, og hun selv måtte finde sig i at blive beskyldt for at være fuld.

Det langvarige sygdomsforløb fik forfatteren til at ønske aktiv dødshjælp, og trods sin spinkle røst fik hun en stærk stemme i debatten om det kontroversielle emne.

- Jeg vil gerne dø, ligesom mine hunde bliver aflivet, sagde hun til TV 2 i 2014, mens hun samtidig opfordrede til, at der blev indført aktiv dødshjælp i Danmark.

- Jeg ville ønske, at de dødslejer, jeg har siddet ved, havde været en nem død, hvor de får lidt mere morfin og lidt mere morfin og sover ind. Sådan har det ikke været. De har ligget og skreget ”hjælp mig, hjælp mig". Og sagt til deres pårørende, ”hvorfor hjælper I mig ikke? Det kan I ikke være bekendt. Hvorfor svigter I mig her i min sidste time?", sagde Jane Aamund.

TV 2 april 2014. Video: Astrid Skov Andersen

De sidste kapitler i Vestjylland

Det var ikke kun kræften, der svækkede helbredet. Hendes hjerte blev holdt i gang af en pacemaker, og hendes måltider var byttet ud med sondemad seks gange i døgnet.

Men hun stoppede aldrig med at skrive. Eller leve.

I juni 2018 flyttede hun fra Lemvig til Nørre Nissum i Vestjylland, hvor hun havde fået bygget sit drømmehus med den perfekte udsigt til at skrive flere bøger.

- Jeg skriver, så godt som jeg ikke har gjort i mange år, fordi jeg har de bedst mulige omstændigheder at sidde og skrive i. Jeg har en vidunderlig udsigt, der er ingen huse i nærheden. Der er ingen mennesker, sagde Jane Aamund i et interview med TV Midtvest i oktober 2018.

Samme år udkom hendes sidste bog ’Samtaler om natten’, som hun skrev med udsigt over den vestjyske natur. Hendes sidste skrevne ord er sjove anekdoter om systemet, der behandler hende, samt alt det, der har været sjovt, sorgfuldt eller givet livet mening.

Familiens overhoved

Erhvervsmanden Asger Aamund, der er lillebror til Jane Aamund, beskriver hende som en "festlig humørbombe og et enormt vitalt og flittigt menneske", der elskede at holde fester og skrive taler og morsomme sange.

- Hun trak vejret gennem sin familie, og hun følte sig som familiens overhoved som sådan en drage, der svævede over familien og sørgede for, at der ikke skete dem noget ondt. Det gjaldt hendes brødre, hendes sønner og børnebørn, siger Asger Aamund.

Jane Aamund sov stille 29. januar 2019 ind 82 år gammel. Video: Astrid Skov Andersen

- For sådan et vitalt energibundt, som altid var i godt humør, var det selvfølgelig forfærdeligt at blive ramt af så alvorlig en sygdom, som var med til at slå hende ud af kurs. Som det ukuelige menneske, hun var, havde hun også mange lyse stunder selv i den hårde tid, fordi hendes familie og det, at hun stadig kunne skrive, holdt hende oppe, siger han.

Døden er en lettelse

Især Jane Aamunds sidste par år var slemme og hårdt præget af sygdom, og døden kom som en befrielse, da livet slap sit greb i den 82-årige krop.

- Det kommer som noget af en lettelse. Hun har levet en fantastisk kreativ og glad tilværelse i to tredjedele af sit liv. Så blev hun ramt af kræften og kunne ikke spise ordentligt. Hun holdt modet oppe ved at skrive og med at være sammen med familien - og især også med at være sammen med sine børnebørn, siger Asger Aamund.

Jane Aamund nåede inden jul at lægge sidste hånd på endnu en bog, som udgives af forlaget People's Press. Bogen har arbejdstitlen 'Bjergsted drømme'. Ifølge People's Press er det en selvstændig roman, men efterfølger til bestselleren 'Colorado drømme'.

Forlaget vil sammen med familien tage stilling til, hvordan og hvornår Jane Aamunds sidste bog skal udgives.

Jane Aamund er død. Det oplyser hendes lillebror, Asger Aamund, til TV 2. Forfatterinden blev 82 år. Hun døde tirsdag aften den 29. januar på Ankerfjord Hospice i Hvide Sande, omgivet af børn og børnebørn. Video: Rikke Museth Janniche