16x9

- Hvis der er et sted, man kan se sit liv oppefra, må det være på Mount Everest

Det her er min historie om, hvordan det, jeg troede skulle være en udfordrende journalistisk opgave, endte med at blive meget mere end det.

Jeg placerede forsigtigt foden på stigens første trin. Under mig var en 30 meter dyb spalte mellem to isblokke. Det var det her, jeg havde frygtet allermest, og hverken kvalmen eller hovedpinen gjorde det lettere for mig.

Hver gang jeg flyttede foden til det næste trin på stigen, skulle jeg koncentrere mig for at få metalpiggene under mine støvler til at sidde rigtigt fast på trinnet. Det var svært at holde balancen, for jeg var i forvejen svimmel på grund af højden. Luften var tynd, og det føltes, som om jeg trak vejret gennem et sugerør.

Morten Spiegelhauer på vej gennem Khumbu-isfaldet.
Morten Spiegelhauer på vej gennem Khumbu-isfaldet. Foto: TV 2

Jeg befandt mig i Khumbu-isfaldet næsten 6000 meter over havets overflade. I hælene på bjergbestigeren Jakob Urth. Han var på sit livs mission. På Mission Mount Everest. Han ville bestige verdens højeste bjerg uden at bruge kunstig ilt. En bedrift, der kun er lykkedes for et par hundrede bjergbestigere, siden Mount Everest blev besteget første gang i 1953.

Der er flere mennesker, der er døde i forsøget på at nå bjergtoppen, end der er klatrere, der er lykkes med at nå toppen uden ilt. Så topforsøget, som Jakob Urth havde kastet sig over, var ikke helt ufarligt.

Khumbu-isfaldet

square to 16x9
Khumbu-isfaldet bevæger sig mere end en meter om dagen. Foto: TV 2

Sammen med min fotograf-kollega skulle jeg dokumentere Jakob Urths topforsøg i maj 2018 til programmet Mission Mount Everest. Vi skulle give seere og læsere herhjemme en ide om, hvad det vil sige at bestige verdens højeste bjerg.

Vi var i en situation, hvor vi skulle hjælpe hinanden, Jakob og jeg. I månederne op til, havde vi set en del til hinanden hjemme i Danmark. Vi løb sammen, spiste sammen og overnattede sammen. Jeg tror ikke, at et projekt som det her, ville kunne lykkes særlig godt, hvis ikke vi fatter sympati for hinanden. Eller stoler på hinanden. Vi skulle kunne regne med hinanden, hvis tingene ikke gik som planlagt.

Morten Spiegelhauer og Jakob Urth i Base Camp.
Morten Spiegelhauer og Jakob Urth i Base Camp. Foto: TV 2

Min egen plan var heller ikke helt risikofri. Jeg havde sat mig for at klatre op til Camp 2, som ligger i 6400 meters højde, for at følge Jakob Urths topforsøg derfra. Den største udfordring på den tur er klatringen gennem det berygtede Khumbu-isfald. En kæmpe gletcher, der bevæger sig mere end en meter om dagen. Det betyder, at ruten gennem isfaldet kan ændre sig fra dag til dag. Derfor skal man gå op gennem isfaldet om natten, hvor det er koldest, og hvor gletscheren er mest stabil. ​

Det knager og brager, når isfaldet giver sig, og tonstunge tårne af is falder sammen. Man kan høre Khumbu bevæge sig dag og nat.

Stigerne, som bliver bundet sammen og lagt hen over de største sprækker, falder derfor af og til ned, og skal sættes op igen et nyt sted. Og de reb, der bliver sat fast i isen med lange is-skruer, skal løbende skrues fast igen, så de kan sikre, at klatrere ikke falder ned i de dybe sprækker.

Det er gået alvorlig galt flere gange tidligere, hvor is er styrtet sammen over bjergbestigere. I 2014 omkom 16 sherpaer, mens de var på vej op gennem Khumbu-isfaldet.

Året efter ramte den hidtil værste ulykke Mount Everest, da et stort jordskælv udløste en lavine, som fortsatte helt ned til Base Camp. 22 personer omkom.

Lavinen, der ramte Base Camp på Mount Everest i 2015, kostede 22 mennesker livet. Video: Jost Kobusch/ViralHog

Højdesyge, lavinefare og mentale udfordringer

Som om faren for sammenstyrtninger og laviner ikke var fare nok i sig selv, lurede højdesygen også. Jeg kender udmærket symptomerne på højdesyge, og det er ikke noget, man ønsker at udsætte sig selv for. Som 22-årig var jeg på en længere rygsækrejse og gik blandt andet det klassiske Base Camp-trek, hvor højeste punkt er 5545 meter over havoverfladen.

Dengang var jeg i flere dage hårdt ramt af hovedpine og kvalme, og overvejede seriøst om jeg skulle gå ned igen. Jeg vidste, at jeg i et eller andet omfang skulle gennem den samme tømmermændslignende hovedpine og kvalme. Og tanken om, hvad der ventede mig, var ved at få mig til at pisse i bukserne af skræk.  

For nogle år siden begyndte jeg at meditere. Det blev udløst af en irritation over, at jeg stadig, efter næsten 15 år som vært på 'Operation X', blev ulideligt nervøs i de pressede situationer, der nogle gange opstår.

Meditationen har i den grad hjulpet mig til at lære at holde tankerne på sporet og bevare den mentale kontrol. Det havde jeg brug for i ugerne op til Mission Mount Everest, hvor bekymringerne voksede. Og jeg havde i den grad brug for det på klatreturen gennem Khumbu-isfaldet. Når jeg kunne høre bragene fra gletscheren, der gav sig, eller når jeg kom til at kigge ned i de dybe spalter under mig, tog jeg en dyb indånding. Rettede fokus på trinnene og tog ét skridt ad gangen.

Langsomt, men sikkert - eller i hvert fald så sikkert som muligt - bevægede jeg mig op gennem isfaldet. 

Jo højere op ad bjerget man kommer, jo tyndere bliver luften. Og jo tyndere luften bliver, jo mindre ilt får man til hjernen. Det går blandt andet ud over koncentrationsevnen.

Allerede i Base Camp havde jeg problemer. Jeg kunne se, hvordan de andre gik rundt med små lister, hvor de skrev dagens gøremål ned. Jeg skrev også selv en liste, som jeg hængte op på teltstangen for ikke hele tiden at glemme, hvad jeg var i gang med.  

Hvordan skal jeg nå de sidste 30 meter?

Efter syv timers hård klatring gennem isfaldet begyndte terrænet endelig at flade ud. Solen var stået op, og et nyt problem opstod. For da solen først fik fat, steg temperaturen fra -15 grader til mere end 30 grader. Jeg svedte, solen brændte, og der var ingen beskyttelse mod solen. Jeg havde en kasket på hovedet, som gav lidt skygge, men jeg havde ikke tænkt på genskinnet fra sneen, så jeg havde ikke taget solcreme i ansigtet. Det tænkte jeg ikke på, da vi forlod Base Camp i frostvejr klokken 02.00.

Jeg var ved at kollapse, da jeg endelig fik øje på teltene i Camp 1 i 6100 meters højde. Endelig nærmede jeg mig teltet. Der var 30 meter tilbage. Jeg stod bare og kiggede og forsøgte at holde mig oprejst. Jeg tænkte, at hvis jeg lod mig falde ned på knæ, ville jeg aldrig komme op igen. Jeg var helt færdig. Men selvom det føltes umuligt, lykkedes det mig at komme hen til teltet. 

Da Morten Spiegelhauer forlod lejren i frostgrader om natten, glemte han at tage solcreme på.
Da Morten Spiegelhauer forlod lejren i frostgrader om natten, glemte han at tage solcreme på. Foto: Privatfoto

Nogle timer senere vågnede jeg med et stort gisp og en følelse af at blive kvalt. Det var iskoldt, så jeg undrede mig over, at jeg var våd i ansigtet. Det gik op for mig, at det var lymfevæske, der løb ned af mine kinder og dryppede fra hagen. Jeg var blevet alvorligt solskoldet, og mit ansigt var begyndt at hæve op.

Fotografen fortalte mig, at han lige var vågnet ude i sneen. Han var faldet i søvn i fosterstilling foran teltet, og da han vågnede igen, var der faldet ny sne på ham. Det var tydeligt for os, at det ikke var for sjov, det her. Der var ingen læge, der kunne tage vores puls eller give os iltmaske på, hvis vi fik brug for det.

En sherpa havde fulgt mig op til teltet, men ham vidste jeg ikke længere hvor var. Jeg var ansvarlig for mig selv, men jeg var ikke i en tilstand, hvor jeg kunne tage det ansvar.

Heldigvis havde min fotografkollega og jeg åndsnærværelse nok til at træffe en beslutning om, at vi ikke skulle fortsætte op ad bjerget. Jeg talte med Jakob Urth over radioen, inden vi sov videre. Næste morgen klokken 05.00 bevægede vi os tilbage ned gennem Khumbu-isfaldet sammen med en gruppe sherpaer. I løbet af formiddagen nåede vi tilbage til Base Camp i 5300 meter højde.

Fra teltet i Camp 1 taler Morten Spiegelhauer med Jakob Urth, som er i Camp 2. Video: Julie Kragh Thisgaard

Mens vi nærmede os lejren, kunne jeg mærke, hvordan irritationen over at være vendt om voksede i mig. Jeg fik en følelse af at have fejlet. Og en trang til at bevise over for mig selv, at jeg var stærk nok til at gå væsentligt højere op end 6100 meter. Jeg forstod pludselig de bjergbestigere, der bliver besat af at nå toppen og ikke kan finde ro, før det lykkes.

Men jeg har aldrig været professionel bjergbestiger. Og jeg har aldrig haft intentioner om at blive det. Jeg var der, fordi jeg fulgte Jakob Urths topforsøg.

Han befandt sig på det tidspunkt i Camp 2, hvor vi havde aftalt at mødes. Det, jeg havde været igennem, var intet i forhold til det, der ventede ham længere oppe. Hans anstrengelser begyndte først for alvor nu. 

square to 16x9
Base Camp på Mount Everest i 5300 meters højde. Foto: TV 2

De næste dage var fulde af intens spænding. Jakob Urth gik fra Camp 2 op til Camp 3 i 7200 meters højde. Her spiste han og drak. Det er svært at sove i over 7000 meters højde, så han hvilede, indtil han næste morgen gik videre op mod Camp 4 i 8000 meters højde.

Alle andre end Jakob Urth brugte ilt. Selv de stærke og erfarne sherpaer. Også om natten. I Camp 4 hvilede han i 4-5 timer, inden turen mod toppen af verdens højeste bjerg fortsatte i mere end 20 graders frost. Jakob Urth var helt færdig, da han manglede 200 højdemeter. Den 41-årige erfarne bjergbestiger var knækket. 200 meter lyder ikke af meget, men det ville tage ham omkring tre-fire timer at klatre det sidste stykke til toppen. Og Jakob Urth var klar over, at han ikke ville klare det. Så da Sherpa Lakpa Ringi, som fulgte ham på hele turen, kiggede på ham og sagde: "Vi tager ilt nu", gav han efter. 

Lørdag 19. maj klokken 8.32 lokal tid nåede han toppen som den 18. dansker nogensinde.

Drømmen om at bestige bjerget uden ilt gik ikke i opfyldelse. Men drømmen om at stå i 8848 meters højde - på toppen af verdens højeste bjerg - gjorde.

Jeg jublede højt, da jeg fik beskeden over radioen. Selvom Jakob Urth brugte ilt, nåede han toppen. Selvom hans plan var en anden, var missionen en succes. I hvert fald set med mine øjne. 

Mission Mount Everest satte tydelige spor på både Jakob Urth og Morten Spiegelhauers fysik.
Mission Mount Everest satte tydelige spor på både Jakob Urth og Morten Spiegelhauers fysik. Foto: Privatfoto

Fokus, fokus, fokus

Da jeg så Jakob Urth igen i Base Camp, syntes jeg, han var blevet noget mere gråhåret, end da han tog afsted. Turen havde sat sine tydelige spor på hans krop. Og der var ingen tvivl om, at han også følte sig en hel del ældre. Men det gik også op for mig, at han var blevet en hel del klogere, siden vi skiltes i Base Camp fem dage tidligere. 

Gennem en årrække har Jakob Urth været den måske mest succesfulde danske bjergbestiger. I mange år op til Mission Mount Everest har han fokuseret på at nå sit mål. Og på hele turen var nøgleordet fokus. Fokus på at tage det næste skridt. Fokus på at trække vejret. Fokus på at løse den næste lille opgave og for alt i verden ikke tænke på dem derhjemme. 

Men da vi sad i Base Camp, fortalte han mig, at det var gået op for ham, hvilken pris han har måttet betale for de seneste mange års bjergbestigninger. Den her tur havde fået ham til at indse, at tiden var inde til at skifte fokus. I fremtiden skal det ikke længere kun handle om høje bjerge, men også om familie og nære venskaber. 

Jakob Urth og Morten Spiegelhauer knyttede et særligt bånd på Mount Everest.
Jakob Urth og Morten Spiegelhauer knyttede et særligt bånd på Mount Everest. Foto: Henrik Vandal / TV 2

Det var dårligt vejr, den dag vi skulle rejse hjem fra Nepal igen. I Base Camp skinnede solen som sædvanligt, men når jeg kiggede ned fra de 5300 meters højde, kunne jeg se, hvordan sorte skyer lå tungt i dalen under os.

Hvis der er et sted, man kan se sit liv lidt oppefra, må det være her. Jakob havde set sit liv fra toppen af Mount Everest. Jeg så ned på mit fra Base Camp. Da jeg tog hjemmefra, tænkte jeg, at jeg skulle til Nepal for at løse en udfordrende journalistisk opgave. Men Mission Mount Everest endte med at blive meget mere end det. 

Da jeg stod og kiggede ned på skyerne, var der ting, der pludselig stod lysende klart for mig. Jeg tænkte på ting, jeg skulle hjem at gøre. Ting, jeg havde udskudt i årevis. Ting, jeg skulle ændre i det øjeblik, jeg kom hjem. Og ting, jeg skulle dyrke mere. 

Mit spirende venskab og den særlige forbindelse til Jakob Urth hører uden tvivl til sidste kategori. Jeg tror ikke, at Mission Mount Everest er det sidste eventyr, vi tager på sammen.

Du kan se første del af programmet Mission Mount Everest på TV 2 torsdag klokken 21.05 eller allerede nu på TV 2 Play. 

Opsætning og redigering af Julie Kragh Thisgaard.

square to 16x9
Billedtekst Foto: TV 2