Adopteret pige fik forbud mod at se mor og søster i hjemlandet - efter syv år listede hun afsted om natten

Amy Rebecca Steen blev i 2009 revet bort fra sin etiopiske familie, da hun blev adopteret til Danmark. Savn og svigt har tynget hendes liv lige siden.

Vintermørket lå som et beskyttende tæppe over landstedet uden for Næstved. Klokken nærmede sig halv fem om morgenen, og 16-årige Amy Rebecca Steen var klar.

Hun greb kufferten, som hun i hemmelighed havde pakket et par dage forinden, og listede ned ad trappen for ikke at vække sine plejeforældre.

– Er det dig, Amy?

Plejemorens stemme skar gennem stilheden.

– Ja, jeg skal bare ned og tisse, svarede Amy. Hun gjorde sig umage for at få sin stemme til at lyde søvnig.

Fakta om 'Amys vilje'

Dokumentarfilmen ‘Amys Vilje’ har fulgt den adopterede Amy Rebecca Steen gennem fem år, fra hun var 13 og frem til sommeren sidste år.

Amy Steens adoptionsforløb har adskillige gange været omtalt i medierne - især en voldsom tvangsfjernelsessag trak store overskrifter i 2012.

Filmen er instrueret af Katrine W. Kjær, der tidligere har stået bag dokumentaren 'Mercy mercy - Adoptionens pris' om en anden etiopisk pige, Masho, og lillebroren Roba.

Se 'Amys vilje' lige nu på TV 2 PLAY eller torsdag den 24. januar kl. 20.00 på TV 2.

Det måtte ikke gå galt. Bilen ventede udenfor. Alt var planlagt.

Med nervøse hænder låste hun hoveddøren op og smuttede ud i mørket.

Hun var på vej til Addis Ababa i Etiopien. Til sin familie. Og det kunne kun gå for langsomt. Det var syv år siden, hun sidst havde set sin storesøster, Beti, og savnet var invaliderende stort.

Lige siden hun blev adopteret til Danmark i 2009, havde Amy Steen været kastebold mellem dem, der burde vise hende omsorg, og dem, der behandlede hendes sag.

Endnu en afgørelse fra myndighederne havde forbudt hende at besøge sin biologiske familie.

Nu kunne hun ikke mere.

De første år i Etiopien

Amy Rebecca Steen hed oprindeligt Tigist Anteneh.

Hun voksede op i byen Assela, et par timers kørsel sydøst for Addis Ababa. Her boede hun sammen med sin mor og sin to år ældre storesøster, Bethlehim, kaldet Beti.

Amy Rebecca Steen hed oprindeligt Tigist Anteneh, hendes etiopiske navn. Fornavnet
Amy Rebecca Steen hed oprindeligt Tigist Anteneh, hendes etiopiske navn. Fornavnet "Tigist" betyder "tålmodighed". Her ses hun på sin fireårsfødselsdag. Foto: Privatfoto

Moren, Genet Kedir, knoklede med tre forskellige jobs for at skaffe penge til sine døtres skole, tøj og mad.

Manglen på materielle goder blev dog opvejet af et stærkt sammenhold i familien, der desuden omfattede en højtelsket morfar samt et væld af tanter, onkler, kusiner og fætre.

Tigist, Beti og mor Genet var en fasttømret trekløver, der kunne klare alt, når bare de var sammen.

Siden kom endnu en datter, Bizuayehu, til. Hun blev en lille dukke for sine storesøstre, der elskede at forkæle hende med tøj og slik.

Men før Bizuayehu var fyldt ét år, gik Genets helbred brat ned ad bakke.

Hun var hiv-smittet og havde fået den alvorlige følgesygdom tuberkulose. I perioder var hun hospitalsindlagt, og så måtte Beti og Tigist selv klare det praktiske derhjemme.

Genet Kedir frygtede, at hun ville dø fra sine børn. Lægerne gav hende ikke store forhåbninger. Så hun indså, at hun måtte gøre noget for at sikre sine døtres fremtid.

Hun havde flere gange haft besøg af de såkaldte 'børnehøstere', lokale repræsentanter for internationale adoptionsbureauer, som prøvede at overtale syge og fattige forældre til at lade deres børn bortadoptere til udlandet.

Tigist/Amy og hendes to år ældre storesøster, Beti. De to var som tvillinger og lavede alting sammen.
Tigist/Amy og hendes to år ældre storesøster, Beti. De to var som tvillinger og lavede alting sammen. Foto: Privatfoto

En dag tog hun sine piger med hen til et børnehjem, som samarbejdede med det danske adoptionsbureau DanAdopt.

Hendes plan var at bortadoptere alle tre børn sammen, så de altid ville have hinanden.

Lederen af børnehjemmet var dog kun interesseret i Genets to yngste, Tigist og Bizuayehu. Den 12-årige Bethlehim var for gammel, sagde han. Udlændinge ville ikke tage så stort et barn. Til gengæld tilbød han at yde økonomisk støtte til Betis skolegang.

Genet blev desuden lovet, at hun hver tredje måned ville få tilsendt fotos og en rapport fra adoptivforældrene om, hvordan det gik pigerne i Danmark.

Dét gjorde udslaget for Genet. Hun kunne sikre fremtiden for sine børn og samtidig følge deres udvikling på sidelinjen.

Et halvt års tid senere var der et ægtepar fra Næstved, som gerne ville adoptere Genets piger.

Genet Kedir med sine to mindste piger, Bizuayehu og Tigist/Amy, som hun senere bortadopterede på grund af sit dårlige helbred.
Genet Kedir med sine to mindste piger, Bizuayehu og Tigist/Amy, som hun senere bortadopterede på grund af sit dårlige helbred. Foto: Privatfoto

På selve dagen i august 2009, hvor adoptantparret kom for at hente Betis to søstre, var hun og mor Genet til stede for at tage afsked med dem.

Selv om Beti længe havde forberedt sig på situationen, kom hun følelsesmæssigt helt ud af kontrol. Hun råbte, skreg og græd, så både Genet Kedir og den danske adoptivmor blev forfærdede.

Men Beti faldt ned på jorden igen og overbeviste sig selv om, at hendes søstre var bedst tjent med at komme til det rige Danmark og få en god uddannelse.

Senere fortrød hun dog bittert sin velvilje.

Det nye liv i Danmark

Allerede kort efter ankomsten til Danmark opstod de første konflikter.

Tigist, som nu blev kaldt Amy, havde sine egne meninger. Hun trivedes ikke med den håndfaste opdragelse og de mange regler, som adoptivforældrene forventede, at hun skulle indrette sig efter.

Selv de mindste uenigheder kunne føre til ophedede diskussioner.

Ved adoptionen var det danske par blevet oplyst af DanAdopt, at Tigist/Amy var en pige på seks år. Men i virkeligheden var hun ni eller ti år gammel og stærkt knyttet til sin etiopiske familie.

Som månederne gik, voksede Amys savn til moren og søsteren Beti.

Hun havde et foto af sin familie liggende under hovedpuden, så hun hver aften kunne sige godnat til sin mor og søster. Det gjorde hende tryg.

En dag, da hun kom hjem fra skole, var billedet væk. Amy fór ud for at spørge sin adoptivmor, hvor det var blevet af, og fik det svar, at det nu var på tide, at hun lagde sin etiopiske fortid bag sig.

Genet Kedir står her med sine tre piger foran børnehjemmet på selve afskedsdagen. Fra venstre ses Tigist/Amy, Bizuayehu og Beti. Da Amy kom til Danmark, gemte hun billedet af sin etiopiske familie under sin hovedpude.
Genet Kedir står her med sine tre piger foran børnehjemmet på selve afskedsdagen. Fra venstre ses Tigist/Amy, Bizuayehu og Beti. Da Amy kom til Danmark, gemte hun billedet af sin etiopiske familie under sin hovedpude. Foto: Privatfoto

Selv om Amy af natur var en kvik og udadvendt pige, som lynhurtigt havde lært dansk og nemt fik venner, blev hun meget påvirket af problemerne derhjemme.

Skænderierne med adoptivforældrene tog til.

Halvandet år efter, at hun var ankommet til Danmark, gik situationen helt i hårdknude.

En morgen, da Amy var på vej i skole, endte endnu en batalje med, at hun flygtede ud på badeværelset og låste døren. Hun turde ikke gå ind i stuen, så hun kravlede ud ad vinduet med sin skoletaske og løb afsted til skolen.

En lærer blev bekymret for Amy og trak hende til side. Og så gik der hul på bylden. Hun fortalte, at hun havde det meget dårligt derhjemme, og at hendes adoptivforældre ikke kunne lide hende.

Læreren ringede straks til kommunen og bad om at få Amy anbragt hos en akut-plejefamilie.

Det viste sig, at der var plads hos de erfarne plejeforældre Hanne og Ole Keller, som boede på et større landsted uden for Næstved.

Et par timer senere blev Amy kørt ud til sin nye familie, som udover Hanne og Ole bestod af deres to teenagesønner og to plejebørn. Alt, hvad hun havde med sig, var det tøj, hun var iført, og sin skoletaske.

Amy var usikker på, hvordan hun skulle agere overfor plejeforældrene, og om hun skulle kalde dem for ”mor” og ”far”, sådan som adoptivforældrene havde ønsket.

Men hun fik at vide, at hun bare skulle gøre, hvad der faldt hende naturligt.

Alt tydede på, at Amy nu endelig kunne være sig selv og falde til ro.

Plejefamilien

Morgenen efter, at Amy Rebecca Steen var flyttet ind hos plejefamilien 28. marts 2011, stillede adoptivforældrene syv affaldssække med hendes tøj ude ved lågen.

De ønskede ikke at få Amy tilbage, havde de meddelt kommunen.

Amy stortrivedes med at bo i landvillaen, hvor hun frit kunne omgås de heste, der hørte til stedet, og gravhunden Rufus, som indimellem sov i hendes seng.

Livet hos plejefamilien gjorde Amy glad og mere harmonisk. Hun nød at kunne omgås dyrene på landstedet og tage ud på rideture.
Livet hos plejefamilien gjorde Amy glad og mere harmonisk. Hun nød at kunne omgås dyrene på landstedet og tage ud på rideture. Foto: Privatfoto

Hun fik et tæt forhold til plejemoren Hanne Keller, som hun kaldte for ”Hanne-mor”, mens plejefaren Ole fik kælenavnet ”Olle-far”. Forholdet til de øvrige børn og plejebørn var også godt.

Efterhånden som hun følte sig mere og mere tryg, åbnede hun op om sin opvækst i Etiopien og sit store savn til sin biologiske familie.

Hvad Amy ikke vidste var, at hendes mor og storesøster, Beti, samtidig gik og bekymrede sig for hende. De undrede sig over, hvorfor flere af de andre adoptivbørn fra landsbyen kom hjem på besøg, men ikke Tigist og Bizuayehu.

Mor Genet havde ikke modtaget de lovede kvartalsvise rapporter om, hvordan det gik hendes døtre. Alt, hvad hun havde fået, var en sort/hvid kopi af et par skolefotos, kort efter at pigerne var kommet til Danmark. Siden havde hun intet hørt.

Et brev, hun havde sendt til adoptivfamilien, var aldrig blevet besvaret.

Med hjælp fra en engelskkyndig skrev Genet Kedir et brev til de danske adoptivforældre et år efter adoptionen. Brevet blev ikke besvaret eller vist til Amy.
Med hjælp fra en engelskkyndig skrev Genet Kedir et brev til de danske adoptivforældre et år efter adoptionen. Brevet blev ikke besvaret eller vist til Amy. Foto: Screendump

Børnehjemslederens løfte om, at Beti ville få betalt sin skoleuddannelse, var heller ikke blevet holdt.

Beti følte sig ensom, og indimellem var hun helt ude af sig selv af savn og bekymring for sine søstre. Ifølge mor Genet kunne hun finde på at slå sig i hovedet af bare frustration. Andre gange græd hun i timevis.

Amy havde også perioder, hvor hun var meget ked af det. Så lukkede hun sig inde i sig selv og blev fjern i blikket. Hun ville bare være alene.

Men selv om Amy nu var faldet godt til hos plejefamilien, var det stadig adoptivforældrene, der havde forældremyndigheden over hende.

Fire måneder efter, at de havde frasagt sig deres ældste adoptivdatter, fortrød de.

De ville have Amy tilbage.

Amy ønskede dog ikke at se adoptivforældrene. Den eneste grund til, at hun skulle bevare kontakten til dem, var, at hun savnede sin lillesøster og gerne ville være sammen med hende.

Amy har her besøg af sin lillesøster, Bizuayehu, under et af samværsbesøgene af adoptivforældrene. Lillesøsteren fik også et dansk navn ved adoptionen til Danmark.
Amy har her besøg af sin lillesøster, Bizuayehu, under et af samværsbesøgene af adoptivforældrene. Lillesøsteren fik også et dansk navn ved adoptionen til Danmark. Foto: Privatfoto

I løbet af de kommende måneder kom adoptivforældrene adskillige gange ud til landstedet for at få ”overvåget samvær” med Amy, og de tog Bizuayehu med.

De to søstre var ellevilde over at se hinanden, og Amy talte stort set kun til sin lillesøster.

Adoptivforældrene var langt fra tilfredse. De var skuffede over, at deres forhold til Amy ikke blev bedre.

Det bedste for Amy var at komme væk fra plejefamilien, mente de.

Tvangsfjernelsen

square to 16x9
Kommunale medarbejdere fra Næstved Kommune tvangsfjerner Amy Rebecca Steen fra plejefamilien Foto: Privatfoto

Næstved Kommune kiggede på Amys sag.

Kommunen mente ikke, at det ville være forsvarligt at sende hende tilbage adoptivforældrene. I stedet besluttede man, at Amy skulle flyttes til et opholdssted lidt uden for Holbæk, så hun kunne blive vejledt af professionelle pædagoger.

Hvis hun ikke frivilligt tog med derhen, ville det foregå ved tvang.

Tre gange kom kommunen ud for at hente Amy, men forgæves.

Den første gang var lokalpressen mødt op, og kommunens folk vendte om, den anden gang var Amy ikke hjemme, og den tredje gang lykkedes det hende at flygte.

Da de fire kommunale medarbejdere, to sagsbehandlere og to pædagoger ankom til landstedet for fjerde gang, 8. marts 2012, var de eskorteret af to politibetjente.

Amy sad i sofaen i villaens store stue og talte med sin bisidder fra Børns Vilkår, Solo Willer, da en mandlig og en kvindelig pædagog gik målrettet hen imod hende. Manden løftede Amy op i armene, mens kvinden holdt hendes ben.

Den tydeligt skræmte Amy gjorde modstand, mens hun blev slæbt gennem stuen. To gange tabte de hende på flisegulvet, og hun skreg af smerte, da hendes ben blev klemt ind mod et søm i væggen.

En tydeligt ulykkelig og panisk Amy Rebecca Steen bliver tvangsfjernet fra plejefamilien i Næstved.
En tydeligt ulykkelig og panisk Amy Rebecca Steen bliver tvangsfjernet fra plejefamilien i Næstved. Foto: Privatfoto-collage

På vej ud gennem entréen forsøgte Amy desperat at holde fast i sin plejebrors hånd, og hvad hun ellers kunne gribe fat i af tøj og møbler.

Men der var ikke noget at gøre. Hun blev lagt ind på bagsædet af en ventende multivan med tonede ruder, hvorefter den mandlige pædagog satte sig ved hendes ben og fastholdt hende.

Hele det voldsomme optrin blev filmet af Amys plejebror Kevin.

Da bilen i høj fart forlod landstedet, forsøgte Amys bisidder at følge efter for at se, hvor Amy blev bragt hen. Men hun blev stoppet af politifolkene, der beordrede hende til at vende om. Ellers ville hun blive anholdt.

Her kører bilen med Amy og de fire kommunale medarbejdere bort fra landstedet i høj fart.
Her kører bilen med Amy og de fire kommunale medarbejdere bort fra landstedet i høj fart. Foto: TV 2-screendump

Efter en længere køretur blev Amy ført ind i et sommerhus, hvor hun blev placeret i et lille værelse. Vinduet sad så højt oppe, at hun ikke kunne se ud, husker hun.

Her blev hun tilbageholdt i otte dage under opsyn af fire mandlige pædagoger. Så hun ”kunne køle af”, som de udtrykte det.

Efter opholdet i sommerhuset blev Amy overført til den nu nedlagte døgninstitution Arken ved Holbæk. Hendes mobiltelefon blev konfiskeret, og hun fik forbud mod at tage kontakt til plejefamilien.

For første gang i sit liv følte Amy sig for alvor helt alene i verden.

Videoen af den voldsomme tvangsfjernelse af det 11-årige adoptivbarn blev vist i flere netmedier og omtalt i tv-nyhederne, og der rejste sig en storm af vrede mod Næstved Kommune.

Sagen blev bragt op på politisk plan, og sammen med dokumentarfilmen ’Mercy Mercy – adoptionens pris’ om en lignende sag med et etiopisk søskendepar, Masho og Roba, endte Amys historie med at blive en bombe under hele adoptionssystemet.

Næstved Kommune fik senere en påtale for at have brugt ”unødig magt” i forbindelse med tvangsfjernelsen af Amy Rebecca Steen.

Ombudsmanden udtalelse omkring Næstved Kommunes tvangsfjernelse af Amy. Grunden til, at Amy omtales som en
Ombudsmanden udtalelse omkring Næstved Kommunes tvangsfjernelse af Amy. Grunden til, at Amy omtales som en "11-årig pige", selv om hun måske i virkeligheden var to år ældre, er, at det var hendes officielt registrerede alder i Danmark. Foto: Screendump

Tre måneder efter, at Amy var blevet anbragt på døgninstitutionen Arken, besluttede kommunen, at hun skulle vende tilbage til plejefamilien.

Kampen mod myndighederne var dog langt fra slut endnu.

Gensynet

I juni 2012 flyttede Amy Rebecca Steen tilbage på sit værelse hos plejefamilien på landstedet, og gensynsglæden var stor. 

Familieidyl. En tryg Amy er faldet i søvn på sofaen i sin plejebrors favn, mens plejemor Hanne Keller aer hende på kinden.
Familieidyl. En tryg Amy er faldet i søvn på sofaen i sin plejebrors favn, mens plejemor Hanne Keller aer hende på kinden. Foto: Privatfoto

Men Amy savnede stadig familien i Etiopien. Hun frygtede, at hendes mor måske ikke længere var i live.

I mellemtiden havde den massive medieomtale af Amys sag fået Folketingets ombudsmand til at kigge nærmere på rettighederne for adoptivbørn, der var anbragt uden for hjemmet.

Ombudsmanden mente, at børn, der var så gamle ved adoptionen, at de kunne huske deres opvækst i hjemlandet, skulle have ret til at tage kontakt til deres biologiske familie.

For Amys vedkommende betød det, at hun endelig med kommunens tilladelse kunne skrive et brev til sin mor og storesøster i Etiopien. Hun havde dog glemt sit modersmål, så brevet måtte oversættes af en tolk.

Kort før julen 2012 fik Amy hul igennem til sin etiopiske familie, som svarede med et brev.

Hun var helt overstadig af lykke. Hendes mor havde fået det bedre, og en ny lillesøster, Bezawit, var kommet til. Amys storesøster, Beti, skrev også et par linjer til hende i brevet:

”Kan du huske, hvad vi lavede, da vi var små? Vi holdt så meget af hinanden og kunne dårligt tåle at være væk fra hinanden, så du ville ikke engang overnatte hos naboerne. Vi hilste din morfar fra dig. Han er 67 år gammel. Han hilser mange gange tilbage. For at slutte af, min kære søster, så elsker jeg dig fantastisk højt.”

Brevskrivningen førte til, at Amys mor, der aldrig havde sat sine ben udenfor Etiopien, fik indsamlet midler, så hun kunne rejse til Danmark og besøge sin datter.

I oktober 2013 ventede en spændt og utålmodig Amy på at modtage sin mor og sin nye lillesøster i Københavns Lufthavn. For første gang i næsten fire år krammede de to hinanden med tårerne silende ned ad kinderne.

Mor Genet ankommer til Københavns Lufthavn og ser sin datter for første gang i fire år. Til højre ses Amys nye lillesøster Bezawit.
Mor Genet ankommer til Københavns Lufthavn og ser sin datter for første gang i fire år. Til højre ses Amys nye lillesøster Bezawit. Foto: TV 2-screendump

I den næste uges tid strålede Amy som en sol. Landstedet ved Næstved genlød af etiopisk musik, mens hun og mor Genet dansede og sang, pjattede, flettede hår og tilberedte etiopiske pandekager.

Under opholdet i Danmark aflagde Genet Kedir også besøg i Folketinget for at tale sin sag. Hun ønskede at få ophævet adoptionen af sine døtre, så hun igen, juridisk set, kunne blive deres mor.

Både socialminister Annette Vilhelmsen og folketingsmedlem Pernille Skipper havde stor forståelse for den etiopiske kvindes ønske, men ville ikke gå ind i den konkrete sag.

Samme år blev det danske bureau DanAdopt frataget retten til at formidle adoptioner fra Etiopien og siden lukket helt. Ankestyrelsen vurderede, at der var tvivl om, hvorvidt adoptionerne var etisk og juridisk forsvarlige.

Trods sin store glæde over at være blevet genforenet med sin næstældste datter var Genet Kedir dog stadig bekymret for Bizuayehu, der fortsat boede hos adoptivforældrene.

Hun bad om lov til at se datteren, bare på afstand, men blev afvist. Heller ikke et foto af den nu femårige pige måtte hun få.

Amys vilje

Efter morens besøg havde Amy fået lidt mere ro på sine følelser.

Savnet til Etiopien og storesøsteren, Beti, var dog stadig lige stærkt. Mere end nogensinde ønskede hun at besøge sit hjemland og opleve kulturen der.

Og tilsyneladende blev hendes bønner hørt. For en psykolog med speciale i adoptivbørn anbefalede, at Næstved Kommune skulle give Amy lov til at besøge sin etiopiske familie.

Kommunen valgte at følge psykologens råd og tilbød endda at betale rejsen, hvor både Amys plejemor og to kommunale medarbejdere skulle med.

Men et par uger før de skulle rejse, i februar 2014, blev rejsen aflyst. Begrundelsen var, at Amys biologiske mor havde indledt en retssag i Etiopien for at få adoptionen af sine to døtre ophævet. Man frygtede, at Genet Kedir ville beholde Amy, hvis hun rejste derned.

Amy og plejemoren Hanne Keller var helt uforstående overfor kommunens afgørelse, og i det efterfølgende år klagede de først til Ankenævnet og dernæst til Folketingets ombudsmand.

Ankestyrelsen fastholder Næstved Kommunes afgørelse om at udskyde Amys rejse til Etiopien, til hun er fyldt 18 år.
Ankestyrelsen fastholder Næstved Kommunes afgørelse om at udskyde Amys rejse til Etiopien, til hun er fyldt 18 år. Foto: Screendump

Den endelige afgørelse fra Ombudsmanden faldt i efteråret 2015, og den fastslog, at Amy først måtte rejse til Etiopien, når hun var fyldt 18 år.

Amy, som på det tidspunkt var 16 år, blev fysisk syg ved udsigten til, at hun skulle vente endnu to år på at se sin søster Beti og sin morfar, som var ved at være en gammel mand.

Hun kastede op i flere dage og kunne hverken holde fast eller flydende føde i sig. Det var så slemt, at plejemoren måtte sende hende på hospitalet for at få tilført væske via drop.

Da hun var kommet til hægterne igen, traf Amy en vigtig beslutning. Hun ville ikke vente længere. Nu måtte det være nok.

Det var derfor, at hun natten til 17. februar 2016 listede ud af sit værelse og ned ad trappen med sin kuffert i hånden. Ude på vejen holdt en bil i tomgang, og hun hoppede ind på bagsædet, hvor der lå en pude og et tæppe parat.

Amy ligger her på bagsædet af aktivisten Arun Dohles bil - på vej mod lufthavnen i Hamborg og videre til Addis Ababa.
Amy ligger her på bagsædet af aktivisten Arun Dohles bil - på vej mod lufthavnen i Hamborg og videre til Addis Ababa. Foto: Privatfoto

Ved rattet sad Arun Dohle, en aktivist fra den internationale organisation Against Child Trafficking (ACT), der bekæmper børnehandel, klar til at køre hende til en tysk lufthavn.

Forude ventede en rejse på over 5700 kilometer og en flyvetur på 9,5 timer.

Amy var på vej til Addis Ababa, og hun glædede sig så meget, at hun hverken spiste eller sov under hele rejsen.

Søstrene

Genforeningen med familien i Etiopien overgik alt, hvad Amy havde drømt om i de syv år, der var gået, siden hun forlod sit fødeland.

Hun kunne ikke få nok af at kramme sin storesøster, Beti, og mor Genet. Og da hun så sin morfar igen, var han fuldstændig, som hun huskede ham. For ham var hun stadig en lille pige. Tiden var gået i stå.

Amy var lykkelig. Men samtidig var hun ubeskriveligt træt. Hun var opfyldt af en ro, som hun ikke havde kendt til i alle årene i Danmark. Endelig kunne hun slappe af.

Siden sin første rejse til Etiopien i februar 2016 har Amy været afsted to gange mere. Det seneste ophold varede i fire måneder fra august til november 2018, og på hjemrejsen tog hun søster Beti med til Danmark.

Søstrene ser nu frem til, at dokumentarfilmen ’Amys vilje’, som har fulgt dem begge gennem de seneste fem år, får premiere i biograferne og på TV 2. De håber, at filmen vil skabe opmærksomhed om de menneskelige omkostninger ved adoption.

Ved afrejsen fra Etiopien i slutningen af november 2018 tog Amy sin storesøster, Beti (t.v.), med til hjem til Danmark. Søstrene ses her på en restaurant i København.
Ved afrejsen fra Etiopien i slutningen af november 2018 tog Amy sin storesøster, Beti (t.v.), med til hjem til Danmark. Søstrene ses her på en restaurant i København. Foto: Susanne Nielsen / TV 2

Hvad angår Amy og Betis indbyrdes forhold, så har de for længst fået indhentet de tabte år og genetableret det tætte, næsten tvillingeagtige bånd, der var imellem dem som børn.

Amy taler igen flydende amharisk, så hun og Beti kan føre lange, natlige samtaler om alt, hvad der er sket i årenes løb.

De to søstre ved nu, at hverken afstand, tid eller regler kan bryde båndet imellem dem.

Efterskrift:

Amy er nu over 18 år og kan selv bestemme, hvornår hun vil besøge familien i Etiopien. Hun bor i en ungdomsbolig i Næstved. Som følge af en trafikulykke i december er hun sygemeldt og har måttet udskyde planen om at søge job som sosu-assistent.

Lillesøsteren Bizuayehu bor fortsat hos adoptivforældrene og har ingen kontakt til sin etiopiske familie. Amy har sidst set hende i august 2018, lige før hun rejste til Etiopien for tredje gang.

Højesteret i Addis Ababa annullerede i april 2016 adoptionen af Amy, efter at Genet Kedir lagde sag an og hævdede, at adoptionen var uetisk. Den etiopiske dom har dog ikke haft konsekvenser for det danske system.

Adoptivforældrene har oplyst, at de ikke ønsker at medvirke i eller kommentere på dokumentaren, og det er ikke lykkedes TV 2 at få en kommentar.

Se dokumentaren 'Amys vilje' lige nu på TV 2 PLAY eller torsdag den 24. januar kl. 20.00 på TV 2.