Nu kører DB Cargo igen øl efter togulykke - men med nye vogne

16x9
Den 2. januar væltede en vogn fra et godstog ud foran et modkørende IC4-tog på Storebæltsbroen. Ulykken kostede otte mennesker livet. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Transporten sker med en anden type vogne end den, der var involveret i ulykken på Storebælt.

Transportfirmaet DB Cargo har mandag genoptaget kørslen med øl over Storebælt.

Det fortæller selskabets kommunikationsdirektør, Jan Wildau, til TV 2.

Transporten kommer dog til at foregå med en anden vogntype end den, der forårsagede ulykken på Storebæltsbroen 2. januar i år.

Her rev en trailer sig løs fra et godstog og væltede ind i et modkørende IC4-tog. Otte mennesker mistede livet i ulykken, 16 blev kvæstet.

- Den vogntype, vi kører med nu, har fire fikseringspunkter. Det er derfor en helt anden vogntype, end den, der var involveret i ulykken, siger Jan Wildau.

Forbud på danske jernbaner

En test udført af Havarikommissionen viste i dagene efter ulykken, at der kunne være problemer i forhold til at låse sættevognene fast på de såkaldte lommevogne. Testen fik Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen til at forbyde al kørsel med kombinationen af sætte- og lommevognene på det danske jernbanenet.

Lommevogn, sættevogn, kongetap og skamlen
Lommevogn, sættevogn, kongetap og skamlen Foto: Tv 2 Grafik

"Ved forholdsvis få kontroltjek er der fundet et forholdsmæssigt for stort antal fejl, der alle har betydet, at traileren ikke var korrekt fastgjort til skamlen", stod der i et notat udfærdiget efter ulykken, som TV 2 er i besiddelse af.

Siden har styrelsen dog godkendt en anmodning fra den svenske transportvirksomhed Hector Rail om at genoptage kørslen med kombinationen af lommevogn og sættevogn.

Det sker, efter at styrelsen har modtaget dokumentation for selskabets fastlåsningsproceduerer, som har været tilfredsstillende, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

I DB Cargo oplyser Jan Wildau, at selskabet ikke har anmodet om at få forbuddet om kørsel med sætte- og lommevogne ophævet.

Det har af en tidligere version af denne artikel fremgået, at DB Cargo oplyser, at de ikke har planer om at anmode om at få forbuddet mod at køre med lomme- og sættevogne ophævet lige foreløbig. Det er ikke korrekt. DB Cargo oplyser, at de ikke har anmodet om at få forbuddet ophævet.