Politiet på gaden i stor kontrol - sidst blev 4700 taget

I den kommende uge vil politiet føre ekstra kontrol med trafikken omkring landets skoler.

Forældre, der ræser op foran skolen for at sætte børnene af. Elever, der tramper forbi på cyklen uden lys på. 

Fra mandag og ugen ud vil politiet føre ekstra kontrol med trafikken foran landets skoler.

Her vil der særligt være fokus på at stoppe de bilister, der kører for stærkt, men politiet tjekker også, om cyklisterne overholder færdselsreglerne. 

- Vi laver den her kontrol hvert eneste år - og det bliver vi ved med. Det er et tilbagevendende problem, at folk kører for hurtigt ved skolerne. Børnene kan have svært ved at vurdere, om de kan nå over vejen, siger Christian Bertelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter. 

Mandag morgen står Jørgen Kristensen, leder ved Operativ Færdsel hos Midt- og Vestjyllands Politi, klar ved Brændgaardskolen i Herning, hvor der bliver ført færdselskontrol.

- Der har været et par henstillinger her til morgen til et par stykker om at parkere de rigtige steder, når man sætter børnene af, siger han. 

Flere sigtet for overtrædelser

Under en lignende kontrol i 2017 blev knap 4400 sigtet for at køre for stærkt. Sidste år blev der registreret 4700 overtrædelser.

Når kontrollen har kørt i et par dage, begynder de fleste at køre ordentligt

Christian Bertelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

Men selvom antallet af forseelser umiddelbart virker stigende, er det svært at vurdere, hvor stort problemet egentlig er, fastslår Christian Bertelsen:

- Det handler meget om, hvor mange ressourcer den enkelte politikreds sætter af til opgaven i løbet af ugen. Så det kan variere meget. Det er ikke, fordi der sker flere ulykker foran skolerne end andre steder. Men kontrollen er med til at skabe tryghed - og dét er vigtigt, siger han og fortæller, at de fleste lovovertrædelser sker i begyndelsen af ugen.

- Når kontrollen har kørt i et par dage, begynder de fleste at køre ordentligt.

Kampagne sætter fokus på 13-16-årige

I en sideløbende kampagne vil Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden samtidig forsøge at få flere forældre til at tale trafik med deres teenager.

- For mange bilister kan det være svært at se cyklisterne i mørket, hvis de kører uden lys. Derfor opfordrer vi alle forældre til at tjekke, om der er cykellygter på børnenes cykler, og om lyset virker på både deres egne og børnenes cykler, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Kampagnen hedder 'Teenager i trafikken' og sætter fokus på de 13-16-årige. Det er de skolebørn, der oftest kommer til skade i trafikken, viser tal fra Vejdirektoratet.

16-årige kommer ti gange så ofte til skade i trafikken som seksårige.

Sådan sikrer du dit barns sikkerhed i trafikken

Tag stilling

Start med at tage stilling til, hvordan du gerne vil have, at dit barn begår sig i trafikken. Forventer du, at dit barn er opmærksom i trafikken (for eksempel ikke hører musik og bruger telefonen)? Og hvad er din holdning til cykelhjelm, alkohol, og hvor hurtigt knallerten må køre? 

Lav regler eller konkrete aftaler

Regler virker bedre end dialog.
Brug gerne fakta og loven som argument. Sig eksempelvis: ”Der sker mange ulykker med uopmærksomhed. Jeg vil ikke have, at du kommer til skade, hvis du SMS’er, når du cykler. Du kan også få en bøde.”
Foreslå din teenager at stoppe op eller lade mobilen blive i lommen. 

Støt dit barn i at sige fra

Når forældre har lavet klare regler, eksempelvis om fart og alkohol, har de unge lettere ved at sige fra over for vennerne. Fordi teenagere handler impulsivt, er det en god idé at komme disse situationer i forkøbet og give dem en vej ud.
Sig eksempelvis: ”Hvis du sidder i en bil med ældre venner, der kører for stærkt, så sig at jeg har skrevet, at du skal komme hjem nu".

Alliér dig med andre forældre

Andre forældre synes også, at det er svært at blande sig. Tag derfor trafik op på forældremødet, og lav eventuelt retningslinjer for hele klassen - eksempelvis om alkohol, brug af cykelhjelm og mobiltelefoner.

Se på dine egne trafikvaner

Hvis du selv lever op til de råd, du giver, er der langt større chance for, at dit barn efterlever dem. Er det tid til at lette foden fra speederen og lade mobilen blive i tasken?