Troels Kløvedal er død

Den danske søfarer, forfatter, og foredragsholder blev 75 år gammel.

Troels Kløvedal er søndag formiddag død efter længere tids sygdom på sin gård i Gravlev på Djursland.

Det bekræfter hans bror, Bjørn Erichsen, overfor TV 2.

- Troels er sovet stille ind. Det er foregået udramatisk og smukt. Han var omgivet af sine fem børn og sin kone, siger Bjørn Erichsen.

Også Troels Kløvedals ældste søn, Mikkel Beha Erichsen, bekræfter overfor TV 2.

- Ja, min far døde i formiddags. Han sov stille ind i sit eget hjem med sin kone og os fem børn omkring sig, siger han.

Troels Kløvedal blev 75 år gammel.

Han er især kendt for sine tre jordomsejlinger og et hav af andre togter med skibet Nordkaperen, der er beskrevet i flere bøger og film.

Den 31. oktober i år åbnede kronprins Frederik udstillingen "Frihedens værksted" på Naturhistorisk Museum i Aarhus, der handler om Troels Kløvedal.

I 2016 modtog Troels Kløvedal ridderkorset som symbol på, at han blev ridder af Dannebrogordenen.

Appetit på livet trods sygdom

Siden 2016 havde han været uhelbredeligt syg af den aggresive sygdom ALS, der langsomt lammer kroppen, og lungesygdommen bronkiektasi.

Troels Kløvedal

  • Er født den 2. april 1943.
  • Er søn af dyrlæge Asbjørn Beha Erichsen og pædagog Gurli Marie Larsen.
  • Hans fødenavn er Troels Beha Erichsen. Navnet Kløvedal tog han, da han i sin ungdom boede i kollektivet Maos Lyst. Her tog alle medlemmerne navnet Kløvedal, opkaldt efter elverfolkets rige i Tolkiens 'Ringenes Herre'.
  • Er uddannet skibselektriker og filmfotograf.
  • Købte i 1967 skibet Nordkaperen, som han har sejlet rundt om jorden med tre gange.
  • Debuterede i 1978 som forfatter med ‘Kærligheden, kildevandet og det blå ocean’. Siden er det blevet til 23 bøger, mange film og omkring 2.000 foredrag.

Det betød blandt andet, at han i den sidste tid trak vejret gennem en respirator og ikke længere kunne spise normalt.

Da Troels Kløvedal for lidt over to år siden afslørede, at han var blevet ramt af de to sygdomme, spåede han ikke sig selv lang levetid.

- At jeg skal dø er helt sikkert, og de fleste dør efter få år, men for mig er spørgsmålet, om det er om to måneder eller et halvt år, sagde Kløvedal dengang i bogen 'Modne Mænd'.

Troels Kløvedal.
Troels Kløvedal. Foto: Richard Sylvestersen / Scanpix Denmark

Selv om Troels Kløvedal var syg og afkræftet de sidste måneder, havde han stadig masser af appetit på livet, fortalte sønnen Mikkel Beha Erichsen til TV 2 i oktober.

- Mikkel, du skal huske, at det ikke er en tragedie at dø, når man er 75 år og har haft et liv, som jeg har haft, sagde Troels Kløvedal.

Udover Mikkel Beha Erichsen efterlader Troels Kløvedal sig sin anden søn Asbjørn og sine tre døtre Lærke, Gurli Marie og Sille samt sin kone Else Marie Meldgaard.

På TV 2 PLAY kan du se flere programmer om Troels Kløvedals togter i blandt andet Grækenland og Det Indiske Ocean.

Herunder kan du se et udpluk af Troels Kløvedals liv i billeder:

Troels Kløvedals liv
1943
Troels Kløvedal - eller Troels Beha Erichsen, som han hed dengang - blev født den 2. april i København. Her voksede han op som det midterste barn i en søskendeflok på fem i et dyrlægehjem på Østerbro.
Da han var tre år, blev forældre dog skilt, og familien splittet op. Troels Kløvedal endte først på et børnehjem og kom derefter i familiepleje tre år på en gård på Lolland. Senere blev han forenet med sin mor i Jægerspris. Hun døde dog få år efter, og han kom derfor på kostskole i Hellebæk.
1958
Ungdomsbillede af Troels Kløvedal, der dengang hed Troels Beha Erichsen. Scanpix Danmark
Som 15-årig kom han i mesterlære i fire et halvt år på Helsingør Skibsværft, først som skibsbygger, men han endte med at få et svendebrev som skibselektriker, så han kunne komme ud og sejle.
1960
Troels Beha Erichsen, som han hed i sine unge dage Scanpix Denmark
I 1960'erne startede han på Krogerup Højskole, blev scenemester på Fiolteatret og begyndte at arbejde i filmbranchen. Under produktionen af filmen 'Er I bange' af Henning Carlsen kom han i forbindelse med kollektivet Maos Lyst, som han senere flyttede ind i.
1966
Troels Kløvedal sammen med sin søn Mikkel Beha Erichsen og barnebarnet Teis. Scanpix Danmark
Som 23-årig blev han far til Mikkel Beha Erichsen, som han fik med daværende tv-redaktør Marianne Kjær. På det tidpunkt hed Troels stadig Beha Erichsen, og derfor har far og søn i dag ikke samme efternavn. 
1967
Troels Kløvedal med Nordkaperen POLFOTO
I 1967 købte han skibet Nordkaperen sammen med to venner, og i 1974 drog han ud på sin første jordomsejling. I dag har han rejst tre gange rundt om jorden og taget små og store rejser i havområder som Ægæerhavet, Polynesien, Det Kinesiske Hav og hundredvis af indonesiske øer.
 
1968
Troels Kløvedal Mogens Ladegaard / Scanpix Denmark
Troels Kløvedal flyttede i slutningen af 60'erne ind i kollektiet Maos Lyst. Det var her, han skiftede Beha Erichsen ud med navnet Kløvedal. Et navn, som alle medlemmerne af kollektivet tog, opkaldt efter elverfolkets rige i Tolkiens 'Ringenes Herre'.
1970
Når man har fødselsdag samme dag som H.C. Andersen kommer det selvfølgelig til at præge en resten af livet, siger Kløvedal selv. POLFOTO
I 1970'erne begyndte Troels Kløvedal at sende billeder fra sine rejser ind til et billedbureau med tilhørende lange tekster. En redaktør blev fanget af historierne, og den unge sømand fik derefter tilbudt at skrive rejsereportager, hvilket - ifølge ham selv - udviklede ham til forfatter.
1977
Troels Kløvedal sammen med Maiken Junker Kløvedal. Troels Kløvedal / Scanpix Denmark
I 1977 blev han gift med sygeplejersken Maiken Junker Kløvedal, som han fik datteren Lærke Kløvedal med. Parret blev dog skilt efter tre år.
Derefter mødte han Ruth Hagerup Andersen, som han levede med i 16 år. De fik sammen døtrene Gurli Marie Kløvedal og Sille Freydis Kløvedal sammen.
1978
Troels Kløvedal med sin skrivemaskine Scanpix Danmark
Han udgav sin første bog ‘Kærligheden, kildevandet… og det blå ocean’ i 1978. I alt er det blevet til 23 bøger, mange film og omkring 2.000 foredrag.
2002
Troels Kløvedal med sin kone Else Marie Meldgaard og deres fælles søn Asbjørn. POLFOTO
Troels Kløvedal blev i 2002 gift med Else Marie Meldgaard, som han har dannet par med lige siden. De har sammen sønnen Asbjørn, der i dag er 18 år.
2010
Troels Kløvedal har flere gange været sammen med den danske kongefamilie - her ses han med kronprins Frederik Scanpix Denmark
Sømanden optrådte i 2010 som fortæller og tilrettelægger i syv DR-programmer om den danske flådes historie, hvor han blandt andet interviewede dronning Margrethe.
I dag har han produceret over 46 film, hvor han har virket som både fortæller, tilrettelægger og kaptajn.
2013
Troels Kløvedal Richard Sylvestersen / Scanpix Denmark
I sommeren 2013 rejste Troels Kløvedal med Nordkaperen rundt i Danmark og fortalte om dansk historie, geografi, natur, kultur og religion.
Det blev til programserien 'Mit Danmark', der kan ses på TV PLAY
2015
Kløvedal med besætningen i Grækenland Finn Hageman/TV 2
Kløvedal fik for få år siden en gammel drøm opfyldt, da han sejlede Nordkaperen til Grækenland og fulgte i sin helt Odysseus' fodspor. Det blev til TV 2-programmet 'Nordkaperen i Grækenland', der blev sendt i februar 2016 på TV 2 FRI.
- Jeg er rigtig glad for at have lavet de her film. Odysseus' rejse er alle rejsers moder, og jeg ved ikke, om jeg laver flere film. Det er ikke livet for mig at gøre det, og derfor er det her en stor oplevelse for mig, sagde Troels Kløvedal i februar 2016 til TV 2.
2016
Juli
Troels Kløvedal i sit hjem tilbage i juli 2016. Foto fra 'Modne Mænd' af Bo Østlund
I juli 2016 fortalte Troels Kløvedal åbent i et interview til bogen 'Modne mænd', at han var alvorligt syg. Af den uhelbredelige lungesygdom bronchiectasia og af den sjældne og aggressive sygdom ALS, der langsomt lammer kroppen.
- At jeg skal dø er helt sikkert, og de fleste dør efter få år, men for mig er spørgsmålet, om det er om to måneder eller et halvt år, siger Troels Kløvedal i bogen.
December
Troels Kløvedal og admiral Nils Wang, da den dengang 73-årige eventyrer blev tildelt Ridderkorset Finn Hageman
Den 28. december 2016 modtog Troels Kløvedal Ridderkorset af dronning Margrethe.
- Livet har været kærlighed og kildevand, men at få dronningens værdsættelse og tilmed få den overrakt af admiral Wang, der i sin tid bad mig lave flådens 500-årige historie, er nok et af de største øjeblikke i mit liv, sagde Troels Kløvedal i den forbindelse. 
Senere modtog han hædersprisen 'Årets Otto' til tv-prisfesten, og i maj 2017 modtag han en hædersbevisning fra det officielle Grækenland for sin livslange indsats for Grækenland. 
2017
Nordkaperen i det græske øhav. Finn Hageman/TV 2 / Finn Hageman/TV 2
Troels Kløvedal udkom i begyndelsen af december med erindringsbogen 'Alle mine morgener på jorden', der endte med at blive en af årets største bogsucceser. 
Bogen handler om Kløvedals liv, familie, arbejde - og så fremgår det også, at han har sikret, at skibet Nordkaperen kommer til at sejle videre med hans ånd ombord.
- Jeg har testamenteret skibet til mine 5 børn og 10 unge styrmænd- og kvinder, som alle sammen har lånt Nordkaperen i en længere periode og kan gå lige ombord og sejle den, skriver Troels Kløvedal i bogen.