Anholdelser i drabssag |Dansk EM-nederlag | Massivt regnvejr på vej

16x9
De danske håndboldkvinder var aldrig tæt på sejren mod Frankrig. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

De danske håndboldkvinder skulle torsdag spille lidt af en skæbnekamp ved EM i håndbold.

Og det blev desværre til et relativt sikkert nederlag på 23-29 til de franske værter. Dermed velkommen til dagens nyhedsoverblik på en grå decembertorsdag.

To anholdt for drabet på Nedim Yasar

Politiet har nu fået et gennembrud i sagen om drabet på den tidligere bandeleder og radiovært Nedim Yasar, der blev skudt i sin parkerede bil på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter 19. november.

To personer på 24 og 25 år er blevet anholdt og sigtet for drab og medvirken til drab. Meget mere end deres alder og sigtelsen har vi dog ikke fået at vide. Politiet vil ikke fortælle, hvor de er anholdt, hvordan de kom på sporet af dem, eller hvad deres eventuelle relation til offeret er.

Nedim Yasar blev skudt dagen før udgivelsen af hans bog 'Rødder'.
Nedim Yasar blev skudt dagen før udgivelsen af hans bog 'Rødder'. Foto: Tobias Nicolai / Ritzau Scanpix

De to anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør i morgen, og anholdelsen af dem var faktisk ikke det eneste, der skete i sagen i dag. TV 2 Lorry kunne fortælle, at politiet tidligt på dagen ransagede et hus i Egedal, der tilhører rockergruppen Satudarah.

Politiet bekræfter, at ransagningen og anholdelsen er forbundet, men de vil ikke uddybe den forbindelse. De to personer er ikke blevet anholdt på adressen i Egedal.

Der skal skrues ned for karakterræset

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers understreger, at det skal handle om dygtighed frem for hurtighed.
Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers understreger, at det skal handle om dygtighed frem for hurtighed. Foto: Niels Ahlmann Olesen / Ritzau Scanpix

En af de mest udskældte regler i nyere tid bliver nu snart fortid.

Der er ikke meget, alle Christiansborgs partier kan blive enige om, men et enstemmigt Folketing besluttede i dag at skrue ned for de seneste års intense fokus på at få studerende så hurtigt som muligt fra ungdomsuddannelse til videregående uddannelse og så hurtigt igennem universiteterne som muligt.

Konkret betyder det, at man fra 2020 ikke længere kan gange sit gennemsnit med 1,08, når man søger ind på en videregående uddannelse hurtigt efter en afsluttet ungdomsuddannelse.

Og det betyder også, at man allerede fra juli næste år vil gøre det nemmere for de universitetsstuderende at tage en pause mellem bachelor- og kandidatuddannelse.

Danmark tabte til Frankrig ved håndbold-EM

Det var på forhånd udset som en kamp, de danske håndboldkvinder nok var nødt til at vinde, hvis det skal blive til en semifinaleplads ved EM i Frankrig.

Men sådan kom det desværre langt fra til at gå. De danske kvinder tabte med 23-29 til de franske værter i en kamp, hvor danskerne fulgte med til 3-3, men herefter var bagud hele vejen.

En mangel på redninger og for mange tekniske fejl forhindrede en dansk sejr i Nantes.
En mangel på redninger og for mange tekniske fejl forhindrede en dansk sejr i Nantes. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Med nederlaget bliver det meget vanskeligt for de rød/hvide at sikre sig en af de to øverste pladser i mellemrundegruppen, som giver en plads i semifinalen. 

Danmark kunne nemlig efter alt at dømme maksimalt tåle et enkelt nederlag i de tre mellemrundekampe, og i den næste kamp venter mægtige Rusland. Den kamp spilles på mandag og skal altså nu vindes, hvis danskerne fortsat skal drømme om at komme helt til tops i turneringen.

Tredje og sidste kamp i mellemrunden er mod Montenegro, og den kamp spilles på onsdag.

MHI Vestas får største ordre nogensinde

Kæmpe ordre luner hos MHI Vestas.
Kæmpe ordre luner hos MHI Vestas. Foto: SØREN BIDSTRUP / Scanpix Nordfoto

100 vindmøller på samlet 950 megawatt. Det skal selskabet MHI Vestas levere til et enormt projekt ud for den skotske kyst.

Det er den største ordre nogensinde for selskabet, der er stiftet af Vestas og japanske Mitsubishi Heavy Engines. I modsætning til selve Vestas, så fokuserer MHI Vestas på havvindmøller.

Selskabet har fire år på bagen og har været plaget af underskud, men i år ser det ud til at vende, og selskabet har foruden dagens gode nyhed fået flere andre store ordrer på det seneste.

Voldsomt regnvejr på vej

Det er frem med det rigtig fornuftige overtøj, hvis du vil undgå at dryppe dig igennem arbejdsdagen i morgen. Fredagen ser nemlig ud til at blive sjaskvåd med op til 20 millimeters regn i vente.

Især i Jylland vil det regne voldsomt i morgentimerne, men allerede før middag vil det efter alt at dømme regne i hele landet. Efter torsdagen også bød på en del regn, ser det altså ud til, at naturen er ved at tage hævn efter en november, der var 57 procent mindre regnvåd end normalt.

Der vil være lokale forskelle, men hele landet bliver vådt i morgen.
Der vil være lokale forskelle, men hele landet bliver vådt i morgen. Foto: TV 2 Vejret

Til gengæld ser det ud til at blive markant koldere vejr i næste uge, hvilket måske kan sætte en stopper for regnen, og det koldere vejr er ikke mindst et godt tegn for en hvid jul.

TV 2s hvidjulsbarometer blev i dag sat til 10 procents chance for en landsdækkende hvid jul.