Nye regler i kongehuset er 'relativt vidtgående', mener ekspert

16x9
Her er kronprinsparret på vej til gallamiddag på Fredensborg Store Kro, inden de blev mand og kone. Foto: Jørgen Jessen / Scanpix

Kongehuset har før i tiden modtaget adskillige biler i gave, men fremover bliver det et nej tak, oplyser kongehusets kommunikationsafdeling.

Kongehuset var for nyligt ude at undskylde, fordi prins Nikolai havde optrådt i en pressemeddelelse for et biludlejningsfirma.

Det er dog ikke helt i tråd med, at det i mange år har været normalt for de kongelige at modtage gaver i form af biler. Men det er altså slut nu, oplyser kongehuset til Ekstra Bladet.

- Det kan godt være, det var sådan engang, men i dag modtager kongehuset ikke biler som gaver, ligesom kongehusets medlemmer ikke deltager i direkte markedsføring af virksomheder, lød det ifølge avisen.

Det er en relativt vidtgående ny politik

Sebastian Olden-Jørgensen, historiker og kongehusekspert

Kongehusets kommunikationsafdeling er ikke vendt tilbage på TV 2s henvendelse, men har overfor Ekstra Bladet ikke ønsket at uddybe, hvornår praksis omkring dyre gaver er blevet ændret, og om der er andre retningslinjer.

- Vi bruger vores sunde fornuft, lød svaret.

Udviser stor forsigtighed

Tidligere har kronprinsparret blandt andet modtaget intet mindre end fem biler, da de blev gift i 2004. Det er langt fra det eneste tilfælde, men ikke noget, der er blevet set skævt til før, mener historiker og kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen.

- Før i tiden var det mere en selvfølge, at erhverv og kongehus var filtret ind i hinanden, hvor vi i dag kræver en større afstand – eller det føler kongehuset i hvert fald og vil derfor gerne undgå at blive bragt for tæt på kommercielle interesser, siger han til TV 2.

Hans fornemmelse er, at kongehuset har reageret mere følsomt end resten af befolkningen på prins Nikolais fejl.

- Jeg synes, det er en relativt vidtgående ny politik, og kongehuset udviser meget stor forsigtighed. Men det kan også bunde i noget, vi ikke ved noget om, siger kongehuseksperten.

Prins brød reglerne

I den omtalte pressemeddelelse poserede prins Nikolai på kølerhjelmen af en ny Renault Clio sammen med en medarbejder hos bilforhandleren Sixt.

Over billedet blev det fremhævet, at et medlem af den kongelige familie havde valgt at benytte sig af et af virksomhedens tilbud.

- Prins Nikolai har valgt bil på abonnement fra Sixt All-inclusive, lød titlen på pressemeddelelsen.

Men det var imod retningslinjerne at promovere en virksomhed, kunne kongehuset efterfølgende fortælle TV 2.

- Prins Nikolai beklager fejltagelsen, som der nu er rettet op på, lød det fra kongehuset.

Reagerer, når de ser et problem

I den forbindelse forudså Sebastian Olden-Jørgensen også, at de unge kongehusmedlemmer kommer til at bevæge sig rundt i lidt af et minefelt af uskrevne regler, når de bliver myndige og skal til at finde ud af, hvad de kan og ikke kan tillade sig. 

Alligevel tror han ikke, at episoden vil udløse flere nye regler i denne omgang.

- Jeg tror, det er meget ad hoc - når de ser et problem, så reagerer de på det.

I fremtiden kan dronningen, kronprinsparret, prins Joachim og prinsesse Benedikte glæde sig over, at de fortsat er fritaget for betaling af registreringsafgifter og grønne afgifter. Det gælder dog ikke dronningens børnebørn.