Italien giver Apple og Samsung millionbøder for at gøre telefoner langsommere

16x9
Arkiv Foto: Christian Mang / Ritzau Scanpix

Begge firmaer afviser, at de har haft intentioner om at svække telefonerne.

Italiens konkurrencemyndigheder giver Apple og Samsung millionbøder for softwareopdateringer, der har gjort kunders mobiltelefoner langsommere. Det skriver Reuters.

Apple og Samsung har begge fået en bøde på fem millioner euro - 37 millioner kroner - og Apple har fået endnu en bøde af samme størrelse for ikke at give kunder klar information.

Bøderne kommer, efter at italienske forbrugerforeninger havde klaget over, at opdateringer af software reducerede specielt ældre telefoners funktionalitet og blandt andet gjorde dem langsommere.

Samtidig påtaler konkurrencemyndighederne, at Apple og Samsung ikke har oplyst kunderne godt nok om effekten af opdateringerne og om, hvordan man kunne slette dem, så telefonerne kom tilbage til deres gamle funktionsevne.

Ifølge klagen var formålet med opdateringerne blandt andet at presse kunderne til at skifte ældre telefoner ud med nye. Og det har myndighederne altså også ment.

Begge selskaber har afvist, at det skulle være intentionen med softwareopdateringerne.