Ubådssagen bliver til tv-serie | Flere DR-profiler fyret | Nyt i spektakulær svindelsag

16x9
Ingrid og Joachim Wall har givet deres velsignelse til en tv-serie omkring drabet på deres datter. Foto: Angela Weiss / Ritzau Scanpix

Landet ser ud til at blive ramt af en usædvanligt sen løvfaldssommer.

Hvis det begreb ikke lige siger dig noget, er du nok ikke alene. Men det betyder kort sagt, at det bliver drønlækkert vejr de næste dage. Og med den dejlige nyhed at starte på, så velkommen til dagens nyhedsoverblik.

Historisk kraftig orkan har ramt Nordflorida

Vi starter dog med noget helt andet vejr. I USA er orkansæsonen nemlig for alvor kommet i gang, og selvom der endnu ikke har været nogen hændelser i nærheden af de ødelæggende orkaner Harvey og Irma fra sidste år, giver vejret store problemer i især delstaten Florida i øjeblikket.

Orkanen Michael gik i land der i går aftes, og den har krævet minimum to dødsofre - i begge tilfælde fordi et træ eller en anden genstand faldt ned over personernes hus.

Især byen Panama City i Florida er blevet hårdt ramt af orkanen Michael.
Især byen Panama City i Florida er blevet hårdt ramt af orkanen Michael. Foto: Joe Raedle / Ritzau Scanpix

To dødsofre anses dog for at være billigt sluppet i en orkan, der blev den kraftigste i den nordvestlige del af Florida, siden man begyndte at foretage målinger for 167 år siden. Michael blev tidligt her til morgen nedgraderet til en tropisk storm.

Du kan se flere billeder af orkanens hærgen her.

Nicklas Bendtner skal for retten

eee
eee Foto: Terje Pedersen / Ritzau Scanpix

2. november skal fodboldspilleren Nicklas Bendtner stå skoleret i Københavns Byret. Det står klart, efter der er i dag er landet et anklageskrift imod ham i sagen om vold mod en taxachauffør i København en nat i september. Taxachaufføren er desuden blevet tiltalt for forsøg på vold.

Den tidligere landsholdsspiller har ikke selv udtalt sig i sagen, men hans kæreste, Philine Roepstorff, der også var med i taxaen, har forklaret sin version af sagen.

Ifølge hende blev parret uenige med chaufføren om ruten og blev sat af. Herefter kørte han efter dem og råbte skældsord, og på et tidspunkt steg han ud af taxaen og kastede en flaske mod parret uden at ramme. Det er formentlig herfra, tiltalen om forsøg på vold stammer fra.

Da han, ifølge Philine Roepstorff, gik truende frem mod parret, slog Nicklas Bendtner ham i ansigtet og brækkede taxachaufførens kæbe to steder.

Det er altså endnu uklart, om ovenstående version er sand, og hvorvidt det også bliver Nicklas Bendtners forklaring.

Ubådssagen bliver til en tv-serie

Tobias Lindholm har blandt andet stået bag storfilm som 'Jagten' og 'R'.
Tobias Lindholm har blandt andet stået bag storfilm som 'Jagten' og 'R'. Foto: Mario Anzuoni / Scanpix Denmark

Det har virket nærmest uundgåeligt, at sagen om drabet på Kim Wall i ubåden Nautilus skulle filmatiseres. Og i dag kunne TV 2 så afsløre, at der bliver lavet en dramaserie, som svenskeren Tobias Lindholm skal stå i spidsen for.

Serien bliver lavet i samarbejde med Kim Walls forældre, som har sagt god for projektet. De fortæller, at de for længe siden besluttede ikke at lade datteren gå i glemmebogen.

Seriens hovedperson kommer til at være drabschef Jens Møller fra Københavns Politi, og gerningsmanden Peter Madsen kommer ikke til at figurere i serien. Den beslutning er truffet, så seerne ikke kommer til at sympatisere med ham eller hans forbrydelse.

Der er endnu ikke meldt noget ud om, hvilke skuespillere der skal medvirke i serien.

To kvinder sigtes for hæleri

Den mildest talt opsigtsvækkende sag om en tidligere medarbejder, der er mistænkt for svindel for op mod 111 millioner kroner fra Socialstyrelsen, har i dag vokset sig større.

Ifølge Ekstra Bladet er yderligere to kvinder nemlig involveret i sagen. De vil blive sigtet for hæleri, hvis de ikke allerede er blevet det. Der er imidlertid nedlagt navneforbud omkring de to kvinder, så vi ved ikke meget om, hvad de konkret er mistænkt for at have gjort.

Anna Britta Troelsgaard Nielsen er mistænkt for underslæb på op mod 111 millioner.
Anna Britta Troelsgaard Nielsen er mistænkt for underslæb på op mod 111 millioner. Foto: Ridehesten.dk

Anna Britta Troelsgaard Nielsen, der har arbejdet 40 år i Socialstyrelsen, er fortsat internationalt efterlyst. Mistanken mod hende går på, at hun i 16 år har ført midler til sociale projekter over på konti tilhørende hende selv. Hun skulle blandt andet have brugt de mange millioner på særdeles dyre heste og på at deltage i store internationale stævner.

Du kan læse meget mere om sagen her.

Flere profiler fyret hos Danmarks Radio

Vi slutter med en nyhed fra vores egen branche, for dagen efter den store fyringsrunde hos DR, hvor 205 medarbejdere mistede jobbet, er der kommet en del kendte navne ud blandt de fyrede.

Det gælder blandt andet radiovært og grandprix-guru Ole Tøpholm, tv-vært Jacob Riising og den garvede politiske vært Jens Olaf Jersild.

De mange fyringer sker som en del af den nye public service-kontrakt, hvor især Dansk Folkeparti har været opsat på at skære DR voldsomt ned. Nedskæringerne betyder blandt andet, at DR i fremtiden vil byde på tre tv-kanaler og tre radiokanaler mindre.