Bandeleder dømt til udvisning for tredje gang

Den 52-årige Danny Abdalla er blevet idømt 12 års fængsel og udvisning af landet.

Den 52-årige tidligere bandeleder Danny Abdalla er onsdag i Vestre Landsret dømt til 12 års fængsel samt endnu en gang til udvisning af Danmark.

Retten fandt ham blandt andet skyldig i at have begået to voldtægter, i at have være bagmanden i forbindelse med fire skyderier samt for at have transporteret mindst 500 gram kokain fra København til Jylland.

Lovovertrædelser, som byretten i Holstebro tidligere havde besluttet skulle veksles til en forvaringsdom og efterfølgende udvisning af landet.

Men i byretten ankede den tiltalte på stedet, så derfor var det onsdag Vestre Landsrets tur til at tage stilling i sagen. Og her mente retten ikke, at betingelserne for en forvaring var opfyldt, da Danny Abdalla godt nok er kendt for gentagen narkotikakriminalitet og personfarlig kriminalitet - men ikke tidligere for seksuelle overgreb.

Abdalla tydeligt oprørt i retten

Netop spørgsmålet om de seksuelle overgreb gik ifølge Danny Abdallas forsvarer, Martin Andersen, den dømte på. Han nægter sig skyldig, og han brød ind, da retsformanden gjorde rede for baggrunden for dommen.

- Du kan lige så godt give mig forvaring, sagde Danny Abdalla, hvorefter retsformanden med det samme bestemte, at han skulle vises ud af retslokalet.

- Fucking korruption. Jeg kigger på dig, nåede Danny Abdalla at tilføje, inden to bevæbnede betjente førte ham ind i et tilstødende lokale. 

Landsretten valgte desuden at stadfæste byrettens bestemmelse om udvisning.

Ked af det og frustreret

Og Danny Abdalla er alt andet end tilfreds, lyder det fra hans forsvarer, Martin Andersen.

- Min klient er ikke glad. Han ville frifindes for det, han nægter sig skyldig i. Det er han ikke blevet, så han er frustreret og ked af det. Lige nu kan han ikke se igennem det og glæde sig ved, at vi har fået ændret en dom om forvaring til 12 år.

Han uddyber, at Danny Abdalla har instrueret ham om, at anmode procesbevillingsnævnet om at få sagen for Højesteret.

Forsvareren fortæller, at en sådan anmodning faktisk allerede ligger klar, fordi hverken han eller hans klient er tilfredse med, at et af sagens vidner – en efterforsker – var til stede og lyttede med i retssalen, selvom han endnu ikke selv havde afgivet sin vidneforklaring.

Oprejsning til ofrene

Hos den anden part er dommen blevet modtaget anderledes positivt.

Sagens anklager, Jesper Rubow, er tilfreds med afgørelsen, selvom landsretten altså ikke valgte at efterleve anklagemyndighedens påstand om forvaring.

- Jeg vælger at se det på den måde, at en masse mennesker har fået den oprejsning, som retssystemet kan give dem. Det drejer sig blandt andre om to piger, der nu også har landsrettens ord for, at de har været udsat for voldtægt, lyder det fra senioranklageren.

Allerede dømt til udvisning

Foruden de 12 års fængsel blev Danny Abdalla ligeledes idømt udvisning. Og det er ikke første gang.

Manden, der tidligere har været leder af bandegrupperingen ”Den Internationale Klub” i Aalborg, blev i 2003 idømt otte års fængsel for grov narkokriminalitet og udvisning af landet i Højesteret.

Ni år senere - i 2012 - var han igen for en dommer tiltalt for røveri. Her lød dommen på et år og otte måneders fængsel - og igen en udvisning af landet.

I november 2017 var det så den over 30 punkter lange række af forhold, som byretten skulle tage stilling til, og her lød dommen på forvaring sammen med bandelederens tredje udvisning. Udvisningen, der onsdag er stadfæstet i Vestre Landsret.

Udvisningsdommene har ikke tidligere kunnet effektueres, da Danny Abdalla vurderes at være i livsfare i sit hjemland Libanon og derfor opholder sig i Danmark på såkaldt tålt ophold.