Han var livvagt for statsministeren og i topjobs ved politiet, så ramlede det hele og han endte som hjemløs

Frank Martinsens lange karriere i politiet fik en ende med diagnosen PTSD. Nu kæmper han for at holde sig fra alkohol og for at få styr på livet.

Når man træder ind i Frank Martinsens træhytte i Nørre Broby på Fyn, bliver man mødt med billeder fra hans lange karriere i politiet. Centralt i hytten på en bjælke hænger et håndskrevet brev indrammet. Skriften er sirlig.

Brevet er fra tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og er en tak til Frank Martinsen for de år, han arbejdede for ham som livvagt. Da brevet dengang dumpede ind hos Frank, fik han noget af en overraskelse, da han så, hvem afsenderen var.

- Jeg er den eneste livvagt, der har fået sådan et personligt brev fra statsministeren, fortæller Frank Martinsen med et stolt smil.

Frank Martinsen modtog en håndskrevet takkehilsen fra tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, da han stoppede som hans personlige livvagt.
Frank Martinsen modtog en håndskrevet takkehilsen fra tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, da han stoppede som hans personlige livvagt. Foto: TV 2

Brevet hænger blandt billeder fra hans tid i aktionsstyrken. Der er et billede, hvor han står lige bag USA’s tidligere præsident George Bush, og der er et billede, hvor han trykker hånd med tidligere præsident Bill Clinton. Billeder, der alle fortæller om en lang og aktiv karriere i politiet og hos PET som livvagt.

- De betyder jo meget for mig, alle de her minder, og det er en kæmpe stor del af mig, fortæller Frank Martinsen til Station 2 TÆT PÅ.

Frank Martinsen hilser på USA's tidligere præsident Bill Clinton, da han var på besøg i Danmark.
Frank Martinsen hilser på USA's tidligere præsident Bill Clinton, da han var på besøg i Danmark. Foto: TV 2
Frank Martinsen på arbejde som livvagt, da præsident George W. Bush besøgte Danmark i 2005.
Frank Martinsen på arbejde som livvagt, da præsident George W. Bush besøgte Danmark i 2005. Foto: TV 2

PTSD

Det er ikke alt i Frank Martinsens liv, han er stolt af. For det actionfyldte liv havde en dyster bagside. For Frank begyndte det så småt at dukke op, da han arbejdede som livvagt. De mange lange vagter, hvor han konstant var i alarmberedskab, tærede på kroppen og psyken.

- Lige pludselig begyndte jeg at have konstant ondt i hovedet. Jeg kunne ikke falde i søvn om aftenen, og så begyndte jeg at drikke, forklarer Frank Martinsen.

Frank Martinsen på terrassen foran den hytte, han bor i på Fyn på SUF (Den Sociale Udviklingsfond) Forsorgshjem for veteraner.
Frank Martinsen på terrassen foran den hytte, han bor i på Fyn på SUF (Den Sociale Udviklingsfond) Forsorgshjem for veteraner. Foto: TV 2

Træhytten, Frank er i, er ikke hans egen. Den er en del af et forsorgshjem for krigsveteraner, som Den Sociale Udviklingsfond (SUF) står for. Her har han været tilknyttet siden august 2017, og hytten og det sociale sammenhold på forsorgshjemmet er en stor del af Frank Martinsens kamp for at finde sig selv. En kamp for at få styr på sit liv igen. Frank har nemlig fået diagnosen Posttraumatisk Stress Syndrom - PTSD.

Præcis hvor og hvornår PTSD’en er begyndt, ved Frank Martinsen ikke med sikkerhed. Han mener selv, det er kommet løbende og på grund af en konstant stressfaktor i hans job. Han får hjælp og støtte af Veterancentret og forsorgshjemmet, fordi han som 16-årig var udsendt for Forsvaret til Cypern.

Fået nok af krig

Station 2 TÆT PÅ har fulgt Frank Martinsen i en periode. Faktisk var det optagelserne til et helt andet program, de var i gang med, da de første gang stødte på Frank.

Station 2 TÆT PÅ mødte første gang Frank Martinsen under optagelserne til et andet program. Her skulle en betjent assistere, da en psykisk ustabil person skulle indlægges. Den mand var Frank Martinsen.
Station 2 TÆT PÅ mødte første gang Frank Martinsen under optagelserne til et andet program. Her skulle en betjent assistere, da en psykisk ustabil person skulle indlægges. Den mand var Frank Martinsen. Foto: TV 2

En gadebetjent, programmet dengang fulgte, skulle assistere, da en beruset mand på Københavns Hovedbanegård havde brug for hjælp og skulle indlægges på psykiatrisk afdeling. Den mand var Frank.

Station 2 TÆT PÅ filmede dengang episoden. Her kan man blandt andet se, hvordan Frank Martinsen langer ud efter gadebetjenten, da han siger:

- Du har brug for hjælp Frank, du skal hen et sted, hvor der er nogen, der kan passe på dig.

Frank snøvler vredt tilbage:

- Jeg kan sgu da passe på mig selv.

Lidt efter sætter Frank sig ned og kalder gadebetjenten til sig:

- Jeg er et ordentligt menneske, det ved du også godt, siger Frank til betjenten.

- Jeg havde bare fået nok af krig. Jeg har slået mennesker ihjel, tror jeg, jeg ved det ikke. Jeg havde bare fået nok af krig, siger han nærmest grædende.

Ordene er usammenhængende. Det er tydeligt at mærke, at Frank Martinsen er beruset. Det er også tydeligt, at han bærer på noget traumatiserende, noget, der er svært at slippe. Station 2 TÆT PÅs Kristian Bech, der var med på Hovedbanegården den dag, viser optagelserne til Frank.

Station 2 TÆT PÅ følger tidligere livvagt Frank Martinsen i hans kamp for at komme sig over sin PTSD. Video: Anne-Katrine Bondo

Frank Martinsen stirrer stift på skærmen og på billederne af sig selv, der langer ud efter en tidligere kollega:

- Jeg er jo pissefuld, det er helt tydeligt. Jeg bliver flov, når jeg ser det. Det er jo ikke i orden at lange ud efter en kollega, og jeg bliver virkelig, virkelig flov, når jeg ser mig selv på den her måde, konstaterer han.

Drak pengene op

Efter en lang karriere i politiet skiftede Frank til et job i et internationalt firma. Her fik han det gradvist dårligere, og til sidst var han ikke længere i stand til at passe sit arbejde. Fra at have arbejdet i døgndrift og have mange bolde i luften stod han pludselig helt uden arbejde. Herfra begyndte det for alvor at gå ned af bakke:

- Jeg tordnede bare rundt. Jeg drak alle mine penge op og endte med ikke at kunne betale min husleje. Så jeg endte på gaden og boede rundt omkring på herberger, fortæller Frank Martinsen.

Frank Martinsen filmet på Københavns Hovedbanegård, da han assisteret af flere betjente blev hjulpet til indlæggelse på psykiatrisk afdeling.
Frank Martinsen filmet på Københavns Hovedbanegård, da han assisteret af flere betjente blev hjulpet til indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Foto: TV 2

Det omtumlede liv var noget af en kontrast til det liv, Frank Martinsen levede før. Her stod han i spidsen for politiaktioner i aktionsstyrken. Her bevogtede han landets statsminister rundt omkring i verden. Han var den, der passede på andre og havde overblikket. Pludselig kunne han ikke engang passe på sig selv.

- Det er helt forfærdeligt. Jeg bliver flov, når jeg ser billederne fra Hovedbanen, og jeg bliver flov over, at mine børn skal se mig sådan. Men jeg prøver også at bruge det på en positiv måde, så jeg kan komme videre derfra. Jeg vil ikke ende sådan igen, det er helt sikkert, siger Frank Martinsen.

Tilbage i topform

Selvom psyken i mange år har været helt i bund hos Frank, har den fysiske form stadig været i top. Han har derfor besluttet sig for at cykle de 700 kilometer gennem Danmark, fordelt på ni etaper, i løbet, der hedder Ride4Rehab og er et cykelløb for krigsveteraner.

Frank Martinsen cyklede i august og september 2018 de cirka 700 kilometer gennem landet, fordelt på ni etaper, i cykelløbet for krigsveteraner, Ride4Rehab.
Frank Martinsen cyklede i august og september 2018 de cirka 700 kilometer gennem landet, fordelt på ni etaper, i cykelløbet for krigsveteraner, Ride4Rehab. Foto: TV 2

De mange timer i sadlen får Frank Martinsen til at tænke på fremtiden og over, hvad hans næste mål er:

- Jeg drømmer om at komme tilbage og bo fast i min egen lejlighed. Så drømmer jeg om igen at få et arbejde et sted, hvor jeg kan passe ind. Det håber jeg meget på, understreger Frank Martinsen.

Station 2 TÆT PÅ sender torsdag 4. oktober klokken 21.35 programmet med Frank Martinsen. Du kan også se det på TV 2 PLAY her.

Veterancentrets døgntelefon kan kontaktes på 72 81 97 00.