Grandprixet bliver holdt i Israel trods protester - men ikke i Jerusalem

16x9
Der var stor jubel og viften med de blå-hvide flag, da det stod klart, at Israel vandt Eurovision Song Contest 2018. Foto: Pedro Nunes / Ritzau Scanpix

Traditionen følges, når Eurovision Song Contest 2019 skal afholdes, men det bliver Tel Aviv og ikke hovedstaden Jerusalem, der lægger by til.

Når den 64. udgave af Eurovision Song Contest skal afholdes i maj, bliver det i Israel – præcis som traditionen foreskriver.

Det slår European Broadcast Union (EBU), som står bag det storslåede show, nu fast.

Siden israelske Netta Barzilai vandt årets Melodi Grand Prix med sangen 'Toy' i Lissabon i maj, har det været debatteret, hvorvidt traditionen skulle følges, hvad angår placeringen af næste års arrangement.

Siden 1957 har det – med en håndfuld undtagelser – altid været sidste års vindernation, der har budt velkommen til resten af Europa, men modstandere af det israelske styre syntes ikke, at det skulle være sådan næste år.

Modstand fra kunstnere

Det er under en uge siden, at 141 kunstnere – herunder 13 danske – i et åbent brev i The Guardian opfordrede deltagerlandene til at boykotte sangkonkurrencen, hvis den bliver afholdt i Israel.

De gjorde det samtidig klart, at de ikke mente, at det var nok at flytte grandprixet fra det politiske centrum i Jerusalem.

- Unionen burde i det hele taget droppe at have Israel som vært og flytte det til et andet land med en bedre menneskerettighedshistorik, skrev de blandt andet.

Men den opfordring har EBU tydeligvis ikke taget til sig.

Holdes ikke i hovedstaden

Ved et pressemøde torsdag offentliggjorde unionen planerne for næste års Melodi Grand Prix, som skal afholdes i Tel Aviv fra den 14. til den 18. maj.

Dermed bliver det ikke landets hovedstad, Jerusalem, der skal lægge arena til verdens største musikarrangement.

Sådan så det ud, da Netta Barzilai kunne løfte trofæet i maj. Siden da har debatten om næste års placering af konkurrencen raset.
Sådan så det ud, da Netta Barzilai kunne løfte trofæet i maj. Siden da har debatten om næste års placering af konkurrencen raset. Foto: Francisco Leong / Ritzau Scanpix

Den beslutning er ellers direkte modstridig med en udmelding, Israels kulturminister, Miri Regev, kom med i juni.

- Jeg vil anbefale regeringen, at hvis eurovisionen ikke kan blive holdt i Jerusalem, så skal vi slet ikke være værter, sagde hun.

- Det koster 50 millioner israelske shekel (90 millioner danske kroner, red.). Det er designet til at markedsføre landet. Det er et smukt musikshow, der bringer alle lande hertil. Jeg synes personligt, at hvis eurovisionen ikke bliver i Jerusalem, så vil det være forkert at investere 50 millioner offentlige shekel. Staten Israels hovedstad er Jerusalem, og det burde vi ikke være flove over.

Skulle give to bud

Ligesom det er DR, der står for arrangementet, når eurovisionen bliver afholdt i Danmark, er det den israelske tv-station KAN, der er arrangører næste år.

Tv-stationen har ikke meldt ud, hvor de har ønsket at afholde begivenheden, men EBU pålægger hvert år arrangørerne at komme med mindst to bud på værtsbyer – og derfor har de været pålagt at komme med andre forslag end landets hovedstad.

Hvor mange bud, KAN er kommet med, er ikke offentliggjort, men EBU meldte torsdag ud, at Tel Aviv altså er det bedste.

- Alle budene var eksemplariske, men i sidste ende kom vi frem til, at Tel Aviv leverer det bedste samlede setup til at afholde verdens største musikarrangement. Vi er spændte på at kunne bringe grandprixet til en helt ny by, skriver de i en pressemeddelelse.

Samtidig understreger unionen, at de forventer, at den israelske premierminister kan give garanti for, at sikkerheden og tilgængeligheden for alle er i orden. Samtidig skal han garantere, at der er ytringsfrihed, men at Melodi Grand Prix ikke bliver politisk.