Junckers store tale | Bendtner-balladen | Orkanen Florence

16x9
EU-komissionens formand, Jean-Claude Juncker, leverede i dag sin 'state of the union'-tale, om tilstanden i EU. Han lagde vægt på, at EUs ydre grænser skal forsvares. Foto: Jean-francois Badias / Ritzau Scanpix

Så blev det endelig onsdag.

​Vi er nået halvvejs gennem ugen med en begivenhedsrig dag, hvor vores kulturminister, Mette Bock (LA), blandt andet har meddelt, ​at hun vil være ny spidskandidat til EU-parlament. ​​

Så lad os da begynde med EU-stoffet. Her er dagens store historier: 

Juncker vil styrke EU's ydre grænser

Jean-Claude Juncker holdt i dag sin årlige tale om tilstanden i EU.
Jean-Claude Juncker holdt i dag sin årlige tale om tilstanden i EU. Foto: Vincent Kessler / Ritzau Scanpix

Der skal stå 10.000 vagter langs EU's grænser. De skal hjælpe med at sætte en stopper for migrantstrømmen, og de skal finansieres af godt 260 milliarder kroner. Nogle af dem skal muligvis have våben. 

Kommissionsformand Jean-Claude Juncker holdt i dag sin årlige tale om unionens tilstand, og der stod især ydre grænsekontrol på dagsordenen. Herhjemme er reaktionerne på den forestående oprustning ved grænsen en blandet pose bolsjer. Dansk Folkeparti bryder sig ikke synderligt om planen, mens regeringspartiet Venstre bakker op om den

Jean Claude-Juncker adresserede også en række andre problemer, heriblandt hvidvask af penge, brexit, indre grænser, nationalisme og handelskrigen med Trump. Du kan læse mere om talen her

Putin: Vi har to mistænkt for giftangreb

Aleksandr Petrov og Ruslan Bosjirov. Navnene på de to formodede gerningsmænd bag giftangrebet på eks-spionen Sergei Skripal og hans datter Julia Skripal i marts har været offentligt kendt i en uges tid.

Nu har den russiske præsident, Vladimir Putin, så også givet udtryk for, at Rusland har identificeret dem og ved, hvor de befinder sig

Alexander Petrov and Ruslan Boshirov her set i Salisbury i England, omkring det tidspunkt giftangrebet fandt sted.
Alexander Petrov and Ruslan Boshirov her set i Salisbury i England, omkring det tidspunkt giftangrebet fandt sted. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

- Vi har fundet dem. Jeg håber, at de vil komme frem selv og præsentere sig selv. Det vil være bedre for alle, siger præsidenten i et interview i den russiske by Vladivostok.

Eks-spionen Sergej Skripal har tidligere været oberst i den russiske efterretningstjeneste og har angiveligt udleveret navne på dusinvis af russiske agenter til den britiske efterretningstjeneste, MI6.

I morgen rammer orkanen Florence 

Det kan blive decideret livsfarligt at befinde sig på den amerikanske østkyst de næste par dage. Her rammer orkanen Florence delstaterne North- og South Carolina med en styrke på 4, måske endda 5, som er det højeste på skalaen. Det er dermed den kraftigste orkan, der har ramt de to stater siden Hazel i oktober 1954.

Florence forventes at ramme staterne North- og South Carolina sidst på ugen. Det kan blive den kraftigste orkan der rammer det område i 64 år.
Florence forventes at ramme staterne North- og South Carolina sidst på ugen. Det kan blive den kraftigste orkan der rammer det område i 64 år. Foto: Grafik / TV 2 VEJRET

Det er kun 11 måneder siden, orkanen Maria ramte det lille selvstyre Puerto Rico i Caribien. Det var en storm, der menes at have kostet flere tusind mennesker livet.

Der har været en del diskussion om det efterfølgende oprydningsarbejde og kritik af myndighedernes indsats for at få Puerto Rico på fode igen. Derfor er det faldet en del for brystet, at præsident Trump i forbindelse med den forestående storm, har kaldt redningsarbejdet "fabelagtigt." Den demokratiske senator Bernie Sanders skrev følgende på Twitter: 

- Næsten 3000 mennesker døde. Det er ikke en succes. Det er en tragedie og en skændsel.

Paven indkalder biskopper til stormøde om overgreb

Skeletterne vælter ud af skabet i den katolske kirke, som den seneste tid har været centrum i en række skandaler om sexmisbrug af både børn og nonner. Nu er det den tyske filials tur. 

Pave Frans har indkaldt biskopperne til et stormøde.
Pave Frans har indkaldt biskopperne til et stormøde. Foto: Tony Gentile / Ritzau Scanpix

3677 børn er blevet udsat for overgreb i den katolske kirke i Tyskland i perioden 1946 til 2014. Det viser en ny rapport ifølge det tyske ugemagasin Die Zeit. Hver ottende af sagerne drejer sig om voldtægt.

De mange sager om overgreb i den katolske kirke får nu den katolske kirkes overhoved, pave Frans, til at indkalde alle ledende biskopper verden over til et topmøde i februar for at diskutere, hvordan misbrug kan forebygges og børn beskyttes.

Hvad viser videoen fra Bendtners taxatur?

For hver dag, der går, synes der nye lapper på det kludetæppe af forklaringer, som er historien om fodboldspilleren Nicklas Bendtner, der er sigtet for vold mod en taxachauffør.

Bendtner kom i går ikke nærmere ind på, hvad der skete i weekenden. Det kan video måske snart afsløre.
Bendtner kom i går ikke nærmere ind på, hvad der skete i weekenden. Det kan video måske snart afsløre. Foto: Pedersen, Terje / NTB scanpix

I går holdt Bendtner et pressemøde, hvor han sagde undskyld til alle sine fans og til klubben - men altså bemærkelsesværdigt nok ikke til taxachaufføren, som han er sigtet for at have overfaldet. Det var der en del internationale medier, der bemærkede. Bendtner har indtil videre ikke givet nogen forklaring på, hvad der er sket natten til søndag. Men hans kæreste har udlagt det sådan på Instagram, at taxachaufføren selv skulle have lagt op til ballade. 

Men det afviser direktøren fra taxaselskabet. Han siger i dag, at Dantaxi har video af hele hændelsen, og "når man ser optagelserne fra videoovervågningen, er der ikke tvivl om, hvad der er sket." Om den holder i retten, må vi vente og se. Indtil videre spiller Bendtner videre i Rosenborg.