Redaktører i Presselogen: At ville være statsminister er ikke en adgangsbillet til medierne

Selv om fem partiledere har meldt sig om statsministerkandidater ved næste valg, så får to af dem sandsynligvis mere medieplads end de andre.

Det har været en travl medieuge for Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper, efter hun torsdag bragte sig selv i spil som kommende statsminister.

Men politikeren skal ikke nødvendigvis forvente samme interesse fra medierne, når den næste valgkamp på et tidspunkt ruller. Sådan lød det fra flere af de chefredaktører, der søndag medvirkede i medieprogrammet Presselogen på TV 2 NEWS.

- Jeg synes stadig, at der er to, som er de mest sandsynlige til at stå med det endelige ansvar, og det ved både Pernille Skipper og Uffe Elbæk også. Og det er Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen. Så der er ikke nogen tvivl om, at selv om det er godt at have en bred debat, så vil det være de to, som får et særligt fokus. Det tror jeg ikke, man kan komme uden om, sagde Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard.

Samme budskab var der i øvrigt også til Alternativets leder Uffe Elbæk og Nye Borgerliges Pernille Vermund, der begge har meldt sig klar til at indtage statsministeriet, hvis vælgerne ellers ønsker det.

- Han får hele avisen - hvis han vinder

Heller ikke Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen ser nogen grund til at give ekstra spalteplads til eksempelvis Uffe Elbæk eller Pernille Skipper. Avisen vil under en valgkamp gå efter at følge de mest interessante personer, og ifølge Poul Madsen bliver det hverken Skipper eller Elbæk.

- Man kan ikke bestille taletid i Ekstra Bladets spalter, bare fordi man selv erklærer sig for statsministerkandidat. Vi vil gå efter, hvem der kan få statsministerposten og efter hvem, der er interessant i den debat, og der må jeg bare sige, at det er Kristian Thulesen Dahl, selv om han ikke har erklæret sig som statsministerkandidat, sagde Poul Madsen.

I Presselogen afgav Poul Madsen ligefrem en slags valgløfte. Hvis Alternativets leder Uffe Elbæk går hen og bliver statsminister, så vil samtlige sider i Ekstra Bladet dagen efter valget gå til Alternativet.

- Lad os bare give ham hele avisen, for det er vist lige så sandsynligt som, at jeg kommer til månen om ugen, sagde Poul Madsen.

Uffe Elbæk har meldt som sig statsministerkandidat og forventer at deltage i de såkaldte valgkamps-topmøder på tv.

Demokratisk problem

Uffe Elbæk selv har dog en klar forventning om, at medierne giver ham mere opmærksomhed under en valgkamp, når nu han har meldt sig som statsministerkandidat. Eksempelvis regner han med at skulle deltage i tv-stationernes såkaldte topmøder, som ellers ved de seneste folketingsvalg har været et anliggende for lederen af henholdsvis rød og blå blok.

- Hvis man fastholder den opsætning med at afvikle statsminister-debatter, så regner jeg selvfølgelig med, at jeg deltager og for den sags skyld også Pernille Skipper, siger Uffe Elbæk, der kalder det et demokratisk problem, hvis det modsatte bliver tilfældet:

- Jeg kan slet ikke forestille mig, hvilke argumenter man ville bruge. Vi kender ikke jo ikke valgresultat og ved ikke, hvor store partierne er, tilføjer Uffe Elbæk.

For mange tv-topmøder

Ulla Pors, der er chefredaktør på TV 2 NEWS, vil dog ikke afsløre, om Uffe Elbæk får en topmøde-invitation fra TV 2. Til gengæld tyder noget på, at der bliver skåret ned på antallet af topmøder. Under valgkampen i 2015 havde DR og TV 2 hver to debatter mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, og det var for meget, mener Ulla Pors.

- Det var en fejl ved sidste valg. Jeg synes, at der for begge kanalers vedkommende var en statsministerdebat for meget, sagde Ulla Pors i Presselogen.

Én ting er dog sikkert: Næste folketingsvalg skal afholdes senest 17. juni 2019, men det er op til statsministeren, om valget skal udskrives inden.