Minister afliver rygte én gang for alle: - Jeg er både til mænd og kvinder

16x9
Tommy Ahlers blev minister den 2. maj i år. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Forsknings- og uddannelsesminister Tommy Ahlers fortæller, at han både er til kvinder og mænd, og det glæder LGBT Danmark.

- Jeg er kommet frem til, at jeg både er til mænd og kvinder.

Sådan siger forsknings- og uddannelsesminister Tommy Ahlers (V) i et interview med Euroman.

Den 42-årige serieiværksætter, der for alvor blev et kendt ansigt i offentligheden i forbindelse med sin rolle i DR-programmet ’Løvens hule’, fortæller samtidig til magasinet, at han egentlig ikke havde tænkt sig at dele sin seksualitet med hele Danmark.

At han har valgt at gøre det alligevel skyldes, at der var begyndt at florere et rygte om, at han var homoseksuel.

- Jeg føler, jeg er nødt til at få det ud og overstået én gang for alle. Jeg bryder mig ikke om, hvis folk tror, jeg forsøger at skjule noget, siger han til bladet.

Ministerens udmelding er noget, der glæder LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Mangler biseksuelle i medierne

Når en minister træder frem om sin biseksualitet, er det med til at "afmystificere" en seksualitet, som langt fra alle danskere forstår. 

- Det vrimler ikke ligefrem med personer med flydende seksualitet i nyhederne, siger formand for LGBT Danmark, Peder Holk Svendsen, til TV 2.

Tommy Ahlers, som konstant er eksponeret i medierne, viser dermed, at der intet unormalt er i det.    

- Han skaber et billede af, hvad det vil sige at være biseksuel for den almindelige dansker. De kan nu kigge på ham og sige: "Nå, sådan er han". 

- Det er jo i virkeligheden lige så kedeligt og leverpostejsagtigt som et almindeligt liv, siger formanden med et grin. 

Derudover er Tommy Ahlers en succesrig forretningsmand, der kan være et forbillede for andre LGBT-personer. 

Medierne skriver om det

Flere medier har i dag skrevet om beskeden i Euroman.

Det samme skete, da Tommy Ahlers ministerkollega Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) i 2017 annoncerede forholdet til Kristine Rishøj Bille. Han var tidligere gift med en mand i over 10 år. 

At kendte personer fortæller åbent om deres seksualitet er en god ting, mener LGBT Danmark. Men i fremtiden håber de, at det ikke behøver slås stort op i medierne.

- Vi ønsker selvfølgelig en fuldstændig normalitet omkring andre seksualiteter og kønsidentiteter, men når ikke vi er der endnu, synes jeg, at det er positivt at høre en minister stå frem, slutter Peder Holk Svendsen.