Overdimensioneret pejsevideo | Handelskrigen raser | Styr på VAR?

16x9

En tordensky på størrelse med Mount Everest kastede sin skygge over hele Sjælland.

Den tårnede sig op over Øresund med en estimeret højde på cirka ni kilometer. Skyggens længde på 110 kilometer kunne dække et område fra København til ud midt i Storebælt.

Her kommer fem af dagens vigtigste historier.

Vores forventede levealder skrues op

Hver gang, der fødes 10 piger i 2018, kommer fire af dem til at fejre sin 100-årsfødselsdag. Det forventer ATP, som har lavet nye beregninger for, hvor gamle danskere kan forvente at blive. Og vi kan godt regne med at leve længere end først antaget.

Med de nye tal er gennemsnitslevealderen for en nyfødt pige nu 95,6 år. Det er næsten to år mere, end man før regnede med. Drengene tager et endnu højere spring. Før kunne en nyfødt dreng forvente at blive 88,7 år. Men med de nye beregninger kan han se frem til at blive 3,7 år ældre.

Og det er ikke kun godt. Den økonomiske overvismand, Michael Svarer, ser udfordringer for holdbarheden i dansk økonomi

Jakken løb med opmærksomheden

Melania Trump i Texas.
Melania Trump i Texas. Foto: Andrew Harnik / Ritzau Scanpix

USA’s førstedame, Melania Trump, besøgte torsdag to af de meget omstridte interneringslejre, hvor børn af illegale migranter holdes adskilt fra deres forældre. Og nu snakker hele verden om hendes jakke.

Under og efter besøget bar hun en olivengrøn jakke med påskriften "I really don't care. Do u?" (Jeg er ligeglad med det, hvad med dig?). Det har vakt stor opsigt, og Amnesti International er ”rystede over den åbenbare mangel på empati”.

En talskvinde for Melania Trump afviser, at jakken havde et budskab. Det ser præsidenten dog lidt anderledes på. Donald Trump har nemlig tweetet, at teksten på jakken var rettet mod en af hans egne ærkefjender, fake news-medierne.

​Donald Trump selv figurerer sammen med en lille pige på en ny magasinforside, der også har fået meget stor omtale.

I dag er disse varer blevet dyrere

EU har slået igen i handelskrigen mod USA, der har indført told på europæisk stål og aluminium. Klokken 00.00 slog EU's nye told på amerikanske varer igennem. Og det betyder, at du risikerer at betale mere for at købe amerikanske varer.

Men det kan EU godt droppe igen, for ellers vil USA lægge 20 procent told på alle biler fra EU, truer Donald Trump med på Twitter

Blandt de produkter, der bliver ramt af EU's straftold, er Levi's-cowboybukser og Harley Davidson-motorcykler. Men det er også peanutbutter, babypudder, spillekort og vandpibetobak for at nævne nogle få.

Her er flere eksempler:

Disse varer rammes af EU-straftold
Straftolden gælder varer produceret i USA, men ikke amerikanske varer produceret i eksempelvis Europa eller Kina.

Har du styr på det dér VAR?

Videodommersystemet VAR (Video Assistant Referee) er blevet et varmt samtaleemne under fodbold-VM i Rusland. Hvis du endnu ikke har helt styr på, hvordan det fungerer, så har TV 2 lavet en artikel, der ruster dig til at snakke med om VAR, når Danmark spiller mod Frankrig på tirsdag.

Til den tid er det også godt at have styr på reglerne for, hvordan Danmark kommer videre fra gruppespillet. Det kan både blive lodtrækning og gule kort, der afgør, om vi skal i ottendedelsfinalen eller hjem fra Rusland.

Og nu vi er ved det, så scorede Christian Eriksen i går det smukkeste mål ved VM, mener engelske The Independent. Og det er til trods for, at den danske stjernespiller ifølge flere engelske medier ikke spillede op til vanlig standard.

En venlig costaricaner foreslår dommeren af genoverveje, om der var straffespark.
En venlig costaricaner foreslår dommeren af genoverveje, om der var straffespark. Foto: Marcos Brindicci / Ritzau Scanpix

Sankthans med falsk bål

En overdimensioneret pejsevideo er bare ikke det samme som et velvoksent sankthansbål af ægte træ og med heks og hele pibetøjet. Men når landet ligger knastørt hen, og myndighederne har forbudt at tænde mål, så må man jo være kreative.

​Og det er præcis, hvad de har været flere steder. I Odense sætter kommunen en storskærm med et ildsted op. På Ofelia Plads i København tænder man et syv meter højt falsk bål. Og i Københavns Tivoli markeres sankthans med et "sansebål" - hvad det så end er.​

Er der afbrændingsforbud i din kommune? TV 2 har samlet et overblik med samtlige kommuner.

***

Her til sidst nupper vi lige en god nyhed fra TV 2 Vejret: Efter sankthans gør sommeren comeback.

God weekend!