Trumps grænse | Sydkoreas VM-forvirring | Atomlager tæt på Bornholm

16x9
Sverige slår Sydkorea 1-0. Foto: Ivan Alvarado / Ritzau Scanpix

Skal børn adskilles fra deres forældre, hvis de forsøger at krydse grænsen ulovligt?

Det bliver de ved grænsen til USA, efter der er blevet indført en nul-tolerance-politik. Her er fem af dagens vigtigste historier: 

Melania Trump kritiserer sin mands nye integrations-tiltag

Efter længere tids stilhed har USA's førstedame, Melania Trump, i dag gjort gjort sig bemærket med en opsigtsvækkende kommentar. Baggrunden er en disput ved grænsen til Mexico, hvor børn fra illegale indvandrere gennem en tid er blevet adskilt fra deres forældre, efter de har krydset grænsen.

Det skyldes en nul-tolerance-politik over for immigranter, som Trumps regering har indført. 

Men via sin talskvinde, Stephanie Grisham, udtaler Melania Trump nu, at hun ”hader at se børn blive adskilt fra deres familier”. 

Sagen om de adskilte børn er i det hele taget ved at udvikle sig til lidt af en kattepine for Trumps administration. Blandt andet har det vakt stor harme, at justitsminister Jeff Sessions i sidste uge brugte en passage fra Romerbrevet i Bibelen til at forsvare den kontroversielle praksis.

Det har tilsyneladende ikke haft den store opbakning i baglandet, for nu er en stor del af netop det religiøse USA gået på gaden for at protestere mod loven. FN har tidligere kritiseret lovgivningen, mens præsident Donald Trump insisterer på, at det er demokraternes skyld, at loven er, som den er.   

Er det her et russisk atomlager?

Organisationen Federation of American Scientists (FAS) har fået øje på noget inde i en skov i Kaliningrad i Rusland, som grangiveligt ligner fundamentet til et russisk atomlager. Og hvis det passer, så er det et lager, der ligger kun 350 kilometer fra Bornholm.  

Byggepladsen i Kaliningrad, som formodes at være et russisk atomlager.
Byggepladsen i Kaliningrad, som formodes at være et russisk atomlager. Foto: Getty Images

På satellitbilleder kan man se, at der tilsyneladende er blevet lagt nyt tag på en gammel bunker og opstillet tre lag hegn, og ifølge FAS ligner stedet andre atomlagre i Rusland. 

Hans Kristensen, der er leder af FAS' afdeling for information om atomvåben, siger til The Guardian, at satellitbillederne bærer "alle tegn på et russisk lager for atomvåben." 

Fra russisk side har der ikke været nogen officiel information om atomlageret. 

Sverige slår Sydkorea trods nummer-forvirring

Sydkoreas træner Shin Tae-Yong har taget ukonventionelle metoder i brug for at forstyre de svenske spilleres forberedelse forud for de to holds opgør ved VM i Rusland tidligere i dag.

Under Sydkoreas træningskampe før VM byttede han snedigt rundt på spillernes trøjenumre for at forvirre Sveriges udsendte. Hans grund? "Det er meget svært for folk fra Vesten at se forskel på os asiatere," siger han.

Et køligt straffespark af Andreas Granqvist (tv) sikrede Sverige sejren.
Et køligt straffespark af Andreas Granqvist (tv) sikrede Sverige sejren. Foto: Martin Bernetti / Ritzau Scanpix

Den gik dog ikke helt, for svenskerne endte med at løbe med sejren på 1-0 takket være VAR-teknologi. I den danske lejr var der i dag nyt fra William Kvist, der udgik fra kampen i lørdags med en punkteret lunge og to brækkede ribben, og så har de danske drenge sponsoreret en kærlig barselsgave til holdkammerat Jonas Knudsen.

Det er på torsdag, Danmark møder Australien i VM-slutrundens anden kamp med dansk deltagelse.

Hold øje med, hvor du kan se braget her.  

Audis topchef er anholdt

En sag om fusk med udledning af NOx-gasser i dieselbiler udløser nu en anholdelse af Audis administrerende direktør, Rupert Stadler. Fængslingen skyldes, at efterforskerne frygter, at han måske kan skaffe beviser af vejen, skriver Ritzau

Audi er et af flere bilmærker under den store tyske bilkoncern Volkswagen, som er omfattet af en global skandale, der er blevet afsløret af amerikanske myndigheder. Den har indtil videre kostet Volkswagen et stort milliardbeløb i euro. 

Det drejer sig om 11 millioner dieselbiler, som har været udstyret med software, som under test fik bilerne til at fremstå mere miljøvenlige, end de var under almindelig kørsel.

Hvor godt kender du de danske landshold?

Der er lige nu rigtig meget fokus på det danske foldboldlandshold, som i lørdags vandt over Peru. I Telia Parken i København var mere end 20.000 mennesker samlet for at se kampen, og er der nogen skønnere lyd end, når Danmark scorer? 

Lyden af dansk mål <3

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Saturday, June 16, 2018

Men fodboldlandsholdet er ikke det eneste landshold, der kæmper for hæder til Danmark. Her har du syv andre danske landshold, som de færreste kender til.