Der var ingen HPV-agenda på tv 2

16x9
ARKIVFOTO. Foto: Martin Ballund / Scanpix Denmark

Seernes redaktør, Lars Bennike, behandler dokumentaren 'De vaccinerede piger' i en ny klumme.

TV 2 viste i marts 2015 dokumentaren ’De vaccinerede piger’ om en række danske piger, som frygtede, at de var blevet syge efter at have fået vaccine mod livmoderhalskræft, den såkaldte HPV-vaccine. Noget tid efter dokumentarudsendelsen opstod en diskussion om programmet, dets indhold og dets konsekvenser – og debatten blusser fortsat op med mellemrum.

Senest har seernes redaktør på TV 2, Lars Bennike, behandlet udsendelsen i en klumme 15. juni 2018. Lars Bennike har i sin omfattende undersøgelse tilbagevist en række af de kritikpunkter, der har været rejst siden udsendelsen:

  • Der var tale om en vigtig journalistisk historie.
  • Programmet gik ikke – som påstået af nogle – imod tilgængelig forskning.
  • Der blev ikke benyttet forkerte tal eller fakta i udsendelsen.
  • Intet underbygger den påstand, der er blevet rejst, om, at TV 2 havde en agenda imod HPV-vaccinen.

Disse konklusioner er væsentlige for mig, men Lars Bennike kritiserer dog – som i en klumme om samme emne fra 2015 – dokumentaren for at overgøre og skarpvinkle dialogen mellem læger fra Synkopecentret på Frederiksberg Hospital og Sundhedsstyrelsen og for at savne uddybning, opfølgning og nuancer. Han mener desuden, at udsendelsen havde ”en alvorlig skævhed”, bl.a. på grund af en ubalance mellem følelsesmæssige virkemidler og fremstilling af fakta.

Der blev begået fejl

Hensigten bag dokumentarudsendelsen var meget klar: At sætte fokus på en gruppe piger, som var syge og følte sig overladt til sig selv, og som blev sendt hid og did i sundhedsvæsenet trods myndighedernes løfter om at give dem et samlet udrednings- og behandlingstilbud.

Det var på ingen måde hensigten at få forældre til at undlade at vaccinere deres børn. Naturligvis ikke.

Men vi bilder os på TV 2 ikke ind, at vi er ufejlbarlige. Vi står derfor ved de fejl, vi begik i dokumentaren, og som vi i lighed med seernes redaktør mener burde være grebet anderledes an:

Vi skulle have sikret en bedre balance imellem fakta og den følelsesmæssigt stærke effekt af pigernes historier. Historierne var både reelle og relevante, men skyggede for det faktum, at samtlige fagfolk – også de kritiske læger – i dokumentaren anbefalede, at forældre fortsat fik vaccineret deres døtre.

En mere præcis fremstilling af den kritik, lægerne fra Frederiksberg Hospital rettede mod Sundhedsstyrelsen, ville have styrket programmet. Og det var forkert af os, at vi ikke fortalte, at Sundhedsstyrelsen faktisk svarede pænt og høfligt på de bekymrede henvendelser fra lægerne på Frederiksberg Hospital.

Vi har derudover gjort os en lang række andre overvejelser – bl.a. om titlen på udsendelsen.

Der er dog dele af Lars Bennikes klumme, jeg ikke er enig i:

Jeg mener ikke, at beskrivelsen af dialogen mellem lægerne ved Frederiksberg Hospital og Sundhedsstyrelsen blev hevet ud af kontekst og urimeligt skarpvinklet, og jeg deler ikke vurderingen af, at den del var bærende i programmet. Udsendelsen viste tydeligt, at der var en stigende frustration og kritik fra lægernes side af Sundhedsstyrelsen, og den centrale historie er og bliver pigerne og de brudte løfter om hjælp.

Vigtige etiske drøftelser

Både kritikken og debatten og senest Lars Bennikes klumme har gjort indtryk og ført til grundige overvejelser om, hvad vi kunne have gjort bedre. Vi skal helt oplagt altid være meget nidkære i behandlingen af svære etiske dilemmaer, og vi skal have skærpet opmærksomhed på at ramme den rette balance ned til mindste detalje.

Vi skal være bedre til at varedeklarere, hvad der er formålet – og ind imellem også, hvad der bestemt ikke er formålet – med et givent program. Ikke bare for at værne os selv mod kritik. Men især fordi det i denne komplekse digitale tidsalder aldrig har været vigtigere med journalistik, som danskerne kan have tillid til, og transparens kan være en vigtig faktor i relationen mellem medier og medieforbrugere. 

Det er afgørende for den offentlige debat og udviklingen af vores samfund, at danske nyheds- og dokumentarredaktioner tør dække selv de sværeste, mest upopulære, kontroversielle og ofte politisk sprængfarlige emner. Vi stiller de nødvendige, men af og til også ubehagelige, spørgsmål. Det er mediernes opgave og rolle. Dét gjorde vi med ’De vaccinerede piger’ – og det vil vi også gøre i fremtiden. Men journalistik kan ind imellem have uforudsete, utilsigtede og uheldige konsekvenser, og det er dilemmaet med en udsendelse som ’De vaccinerede piger’.

Det er helt centralt, at det nu bliver slået fast, at der på TV 2 selvfølgelig ikke var en agenda mod HPV-vaccinen. Vi arbejder i vores nyheds- og dokumentarudsendelser aldrig med agendaer. Kritisk journalistik, som den bl.a. vores dokumentargruppe bedriver, skal og må ikke have andre mål end sagligt, upartisk og nuanceret at formidle indsigt i relevante og vigtige emner i vores samfund.

Ansvar for journalistikken

Uanset hvor meget, vi gør os umage i forhold til etik og troværdighed, er der dog ingen garanti for, at vi ikke bliver skudt en agenda eller falske motiver i skoene. Kritikere vil holde nøje øje med, om vi i formidlingen af et program rammer den rette balance i de mange redaktionelle tilvalg og fravalg eller i brugen af ofte stærke tv-virkemidler. Og der er fortsat stemmer i debatten, der ønsker at gøre TV 2 hoved- eller eneansvarlig for, at vaccinationsraten faldt dramatisk, særligt i årene 2015 og 2016. 

Det, mener jeg, er at skyde langt over målet. Selv om vi naturligvis indiskutabelt er ansvarlige for vores journalistik, kan man ikke drage et enkelt tv-program til ansvar for konsekvenserne af den samlede samfundsdebat, hvori programmet indgår, eller for de beslutninger, den enkelte måtte træffe efterfølgende.

To forhold bør indgå i bedømmelsen af påstanden om hovedansvar for faldet i vaccinationsraten:For det første ramte ’De vaccinerede piger’ ned i en debat, der allerede var i fuld gang, da programmet blev vist i marts 2015. En ofte følelsesladet og hård debat om et emne, der er mange markante holdninger til.

For det andet gav Sundhedsstyrelsen – på myndighedernes vegne – sidste år de berørte piger og deres pårørende en uforbeholden undskyldning for at have svigtet, da de første historier om syge, vaccinerede teenagepiger kom frem helt tilbage i 2013, og derigennem selv have bidraget til at skabe usikkerhed om vaccinen. Det ser jeg som en indrømmelse af, at programmets væsentligste kritik af myndighedernes passivitet var velbegrundet og legitim. 

I sidste ende står nogle centrale spørgsmål tilbage:

Skulle vi overhovedet have lavet et program om disse piger? Ja, helt bestemt.

Ville vi lave et program om en tilsvarende problemstilling igen? Ja, afgjort.

Ville vi lave programmet på præcis samme måde igen? Nej, naturligvis ikke.