Her er de nye ord i Den Danske Ordbog - kender du dem?

16x9
1685 nye ord er blevet optaget i ordbogen. Foto: Colourbox

Den Danske Ordbog er blevet opdateret med nye ord. Nye forklaringer om køns seksualitet er også kommet til.

Danskernes nye elektroniske vaner er blandt de temaer, der præger et nyt hold af ord, der torsdag tilføres Den Danske Ordbog.

'Slide', som i forståelsen af en række af billeder, og 'dockingstation', en opladerstation, er blandt de nye og opdaterede ord, der er tilføjet.

Men også mere velkendte udtryk som 'projektansat', 'dåseskinke' og 'fastnettelefoni' bliver nu tilført ordbogen.

- I den her opdatering kommer der 1685 nye ord i ordbogen, og det er en blandet landhandel af ord, der er nye i sproget, og så ældre, måske lidt sjældnere ord.

- Det kan være fremmedord, eller det kan være sammensætninger, siger ledende redaktør Lars Trap-Jensen.

Indsamler mest udbredte ord

Ordbogen udvides år for år, og det sker ud fra en blanding af digital og menneskelig udvælgelse.

- Den danske ordbog er det, man kalder en korpusbaseret ordbog. Det vil sige, at vi løbende indsamler tekster, og så behandler vi dem med computeren og finder ud af, hvilke ord er de mest udbredte, som vi ikke har i forvejen.

- Det er en rettesnor for, hvilke ord der trænger sig på til at komme ind i ordbogen, sådan så vi hele tiden sikrer os, at de ord, vi beskriver, er nogen, som findes i sproget, forklarer Lars Trap-Jensen.

Ord skal følge med tiden

Det er ikke kun nye ord, der bruges energi på at føre ind i ordbogen. Også de eksisterende ordforklaringer får en overhaling, så de stemmer overens med nutidens kultur.

- Normer ændrer sig, og den måde, som vi beskriver sproget på, skal jo gerne følge trit med det, sådan så vi bruger nogle forklaringer, der ikke er alt for gammeldags, eller vi bruger nogle ord, som ikke findes længere.

- I øjeblikket har vi for eksempel haft fokus på seksuelle minoriteter. Derfor har vi ændret en række ord, sådan så man nu også kan se, at svigersøn, svigerdatter og så videre kan være folk, der er gift med personer af samme køn.

- Vi har også tilføjet udtryk som 'biologisk køn' og 'socialt køn' for at vise, at der er den her diskussion om, hvad køn er for noget, siger Lars Trap-Jensen.

Ved du, hvad de nye ord i ordbogen betyder?