Nordkoreansk afhopper til Trump: - Du skal ikke give godbidder til et monster

Nordkoreanske afhoppere i USA er skeptiske, men håbefulde forud for Trump og Kim Jong-uns historiske møde.

Grace Jo lader fingrene flyve henover computerens tastatur. 

Den 25-årige kvinde har telefonen klæbet til øret og laver hurtige klik med musen, mens hun tager imod reservationer på den tandlægeklinik, hvor hun arbejder ved siden af sine universitetsstudier. 

Udenfor på parkeringspladsen holder hendes røde Hyundai, og når hun får fri, gør hun som de fleste andre amerikanere; slår bilens aircondition til og kører ad motorvejen til forstaden Germantown i Maryland, hvor hendes mor venter med koreansk aftensmad i familiens lille lejlighed. 

Det er på mange måder et helt normalt liv i USA. Og så alligevel ikke. 

For Grace Jo er ikke en helt almindelig amerikaner. 

Indtil for 10 år siden havde hun aldrig før set en computer eller en rød Hyundai - eller nogen anden bil, for den sags skyld. 

- Vi havde ikke engang noget mad at spise, så kan du forestille dig en computer? Nej, det var helt umuligt, siger hun og griner lidt. 

Grace Jo med sin mor i familiens lille lejlighed.
Grace Jo med sin mor i familiens lille lejlighed. Foto: Kirstine Biltoft-Knudsen / TV 2

Har aldrig oplevet frihed 

Grace Jo, hendes mor og storesøster er nordkoreanske flygtninge - eller afhoppere, som de kalder sig selv. Der er ikke mange som dem i USA. Det officielle tal er omkring 122, selvom der kan være flere, der lever under radaren uden at være registreret. 

For Grace Jo - og de fleste andre nordkoreanske flygtninge - er det liv, hun lever idag, milevidt fra det, hun er opvokset med. 

- Jeg havde aldrig oplevet frihed. I Nordkorea var der kun ét valg, du skulle adlyde. Her er der så mange forskellige muligheder, at det kan være svært at finde rundt i, siger hun, mens hun drøner afsted på motorvejen. 

- Pas på Kim Jong-un

Men selvom Grace Jo og familien lever i en ny verden, er deres hjerter også i den gamle, og de har flere familiemedlemmer, der stadig bor i det lukkede land. 

Derfor venter de i spænding på det historiske møde mellem præsident Donald Trump og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, der løber af stablen i Singapore natten til tirsdag den 12. juni dansk tid. 

- Det er godt, at Trump mødes med Kim Jong-un. Det, som Trump planlægger og vil, er til det bedste for demokrati, frihed og verdensfred, siger Grace Jos mor, Song Hwa Han. 

Alligevel er hun og datteren også skeptiske. For selvom de har været glade for Trumps hårde retorik over for deres tidligere leder, er de noget mere bekymrede over de nye og varmere toner forud for mødet i Singapore. 

- Kim Jong-un giver aldrig op, selvom han lader som om, at han gør det. Jeg ved ikke, om Trump 100 procent er klar over, hvad han (Kim Jong-un red.) har gang i. Men Trump må ikke bare give efter for hans ønsker, siger Song Hwa Han. 

Måtte spise mus 

Modsat de fleste andre har mor og datter et indgående kendskab til det lukkede land, hvis leder Trump nu skal møde. Eller i hvert fald som det var, da de levede der under den hungersnød, der plagede landet. 

- Det var meget hårdt, for vi var tæt på at dø af sult flere gange, fortæller Song Hwa Han. 

- Vi var altid sultne og havde aldrig nok at spise. På et tidspunkt, da vi ikke havde fået mad i mange dage, fandt min bedstemor nogle mus udenfor vores hjem. Dem kogte vi og spiste. Det var kummerligt. Men vi brokkede os aldrig, for vi kendte ikke til andet, husker Grace Jo. 

Tre flugtforsøg og tortur 

Som barn i Nordkorea havde hun aldrig troet, at det liv, hun lever idag, var muligt. Men vejen hertil har også været lang og er det usandsynlige resultat af intet mindre end tre flugtforsøg. 

To gange lykkedes det familien at flygte til nabolandet Kina, men begge gange blev de opdaget af de kinesiske myndigheder og sendt tilbage til Nordkorea, hvor de fortæller, at Grace Jos mor og søster blev udsat for tortur. 

I 2012 lykkedes det dog en koreansk-amerikansk missionær at bestikke seks nordkoreanske vagter og hjælpe familien ud af landet og til sidst videre til USA. 

- Han er min redningsmand. Hvis han ikke havde reddet os, var jeg død idag. Det er derfor, jeg kalder ham for min bedstefar. Han er familie, siger Grace Jo kærligt og viser et billede af missionæren, der pryder en hylde i stuen i familiens hjem. 

Han står side om side med et billede af Grace Jo, hendes mor og søster ved havet ud for den amerikanske vestkyst på deres første dag i USA. Et billede, der på mange måder minder Grace Jo om, hvor lidt hun vidste om verden. 

- Jeg havde aldrig før set havet, så det var meget overvældende. Det var så stort, og jeg kunne ikke se, hvor det sluttede. Og jeg undrede mig, for jeg havde altid troet, at Jorden var flad, fortæller Grace Jo med et grin. 

Grace Jo, hendes mor og søster ved havet ud for den amerikanske vestkyst på deres første dag i USA.
Grace Jo, hendes mor og søster ved havet ud for den amerikanske vestkyst på deres første dag i USA. Foto: Privat / Kirstine Biltoft-Knudsen

Måtte efterlade bror 

Men vejen til USA indeholder hovedsageligt tragiske kapitler. Både Grace Jos far og søster er forsvundet. Og under et af familiens flugtforsøg måtte de efterlade hendes 5-årige lillebror hos nogle venner, fordi han var for svag og underernæret til at fortsætte den lange rejse til fods over bjerge og floder. Senere hørte de, at han var død af sult. 

- Det er ekstra hårdt med min bror, for han og jeg var tætte. Og jeg føler jo, han kunne have været her i stedet for mig, så det er svært, fortæller Grace Jo med tårer i øjnene. 

Ingen godbidder til et monster 

Netop på grund af deres egne oplevelser med styret i Nordkorea er Grace Jo og hendes mor mistroiske over for Kim Jong-uns hensigter. De mener ikke, at Trump skal komme den nordkoreanske leder for meget i møde og eksempelvis lempe sanktionerne over for landet. 

- Du skal ikke give godbidder til et lille monster. For på et tidspunkt vil det monster vokse sig stort og stikke dig i ryggen, siger Grace Jo. 

Alligevel har mødet i Singapore sat gang i håbet om reel forandring på den koreanske halvø og måske, på et tidspunkt, en mulighed for at besøge deres hjemland igen. 

- Hvem ved; måske en dag. Det håber og tror jeg på, siger Grace Jo med et lille smil.