Dronningen hædrer prins Henrik på hans fødselsdag

16x9
Prins Henrik. Foto: Keld Navntoft / Scanpix

I anledning af den afdøde Prins' fødselsdag uddeler dronning Margrethe mindemedaljer til dem, der har hjulpet særligt i forbindelse med Prinsens død.

Sidste år kunne de fejre hinanden og prins Henriks fødselsdag sammen. 

På kongeskibet Dannebrog, langt væk fra offentlighedens nysgerrige blikke, skålede dronning Margrethe og hendes mand, prins Henrik, først på deres 50-årsbryllupsdag den 10. juni 2017 og dagen efter på prins Henriks 83-årsfødselsdag. 

I år har Dronningen måttet gå igennem begge dage alene. Men hun lader dem ikke forbigå i stilhed. 

Mandag ville prins Henrik være fyldt 84 år, og i den anledning har dronning Margrethe uddelt en mindemedalje til de personer, der har hjulpet særligt i forbindelse med prins Henriks sygdom og død. 

Det oplyser kongehuset. 

Hver sin side

Modtagerne af medaljen og dermed Dronningens tak er blandt andre den kongelige familie og flere af hoffets medarbejdere.

Medaljen er udført i sølv.  

Medaljen sidder i et rødt krydsbånd en hvid stribe og to guldstriber. Hvis man bærer flere medaljer, skal den nye mindemedalje placeres forrest.
Medaljen sidder i et rødt krydsbånd en hvid stribe og to guldstriber. Hvis man bærer flere medaljer, skal den nye mindemedalje placeres forrest. Foto: Kongehuset

På forsiden præger et portræt af dronning Margrethe, mens bagsiden bærer prins Henriks kronede monogram og hans fødsels- og dødsdag. 

Bagsiden af den mindemedalje Dronningen har uddelt.
Bagsiden af den mindemedalje Dronningen har uddelt. Foto: Kongehuset

Var ramt af demens

Prinsens sygdomsforløb begyndte i sommeren 2017.

I midten af juli blev han indlagt på Aarhus Universitetshospital, hvor han fik behandling for en infektion i benet. Indlæggelsen blev dog længere end forventet, og han endte med at få en ballonudvidelse i sit bækkenkar.

Siden blev Prinsen igen indlagt denne gang på Rigshospitalet med smerter i højre ben.

I september meddelte kongehuset, at det efter et længere udredningsforløb og en række undersøgelser på Rigshospitalet blev konkluderet, at prins Henrik led af demens.

Døde i Fredensborg

Prinsen blev den 28. januar i år igen indlagt på Rigshospitalet. Denne gang efter et længere ophold i Egypten.

Hospitalets undersøgelser viste, at Prinsen havde en godartet tumor i venstre lunge, og han blev senere behandlet for en lungeinfektion.

Senere meddelte kongehuset, at hans tilstand var alvorligt forværret, og familien samledes om ham på Fredesborg Slot, hvor han ønskede at tilbringe sin sidste tid.

Her gik han bort tirsdag den 13. februar 2018 klokken 23.18. Han blev bisat en uge efter, den 20. februar.