Til brylluppet fik de 1800 gaver - nu gøres der status over Kronprinsens gavebord

16x9
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary modtog 1800 gaver til deres bryllup - det er endnu uvist, hvor mange Kronprinsen har fået til sin 50-årsfødselsdag. Foto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix

Flere af Kronprinsens gaver er allerede blevet afsløret, og særligt én har stor betydning for ham. Se listen nederst.

Der hører sig gaver til en fødselsdag. Det gælder også for Kronprinsen, som denne weekend fejrede sin 50-årsfødselsdag med 360 gæster til gallamiddag på Christiansborg.

Kongehuset er lige nu ved at registrere de mange ting fra organisationer, virksomheder og venner, men allerede nu er sløret løftet for nogle af dem.

- Det vælter jo ind med gaver, så det tager naturligvis noget tid at pakke dem ud og se, hvor og hvordan de skal bruges, fortæller Trine Larsen, der er hofreporter ved Billed Bladet.

Se hele listen over de gaver, der er blevet offentliggjort, nederst i artiklen.

Billeder og portrætter hitter

Det er typisk de organisationer, de kongelige involverer sig i som protektorer, der giver gaver. I kronprins Frederiks tilfælde tæller det både organisationer inden for sport, kultur, militær og rigsfællesskabet.

Trine Larsen ser allerede nogle typiske tendenser i gaverne - og ifølge hende har kronprins Frederik fået den, der betyder mest.

Og det er netop fra en grønlandsk organisation, Den Grønlandske Julemærkefond, som overrakte sin gave, da Kronprinsen var i Aarhus onsdag.

- Det var et meget smukt, indrammet litografi af et isbjørnehoved, som er udformet af den samme kunstner, der lavede årets julemærke i Grønland. Det tror jeg, han er blevet helt vildt glad for, fordi det vækker gode minder om Grønland, fortæller Trine Larsen.

I det hele taget er billeder en typisk og personlig gave. Det var også et maleri, statsminister Lars Løkke Rasmusen og formand for Folketinget Pia Kjærsgaard kunne afsløre på 'Kronprins Frederiks Forskningscenter for Offentlig Ledelse' i Aarhus.

Gaven fra Folketinget og regeringen er malet af kunstneren Annette Flensburg og skal blive hængende på det nyåbnede institut.

Gave fra Folketinget og regeringen malet af Anette Harboe Flensburg (billedet)
Gave fra Folketinget og regeringen malet af Anette Harboe Flensburg (billedet) Foto: Mikkel Berg Pedersen / Ritzau Scanpix

Der kommer formentlig mange flere billeder, når alle gaver er talt op, spår Trine Larsen.

Fem biler og 1795 andre gaver

Til kronprinsparrets bryllup i 2004 modtog parret intet mindre end 1800 gaver fra ind- og udland. Gaverne talte blandt andet fem biler, 22 portrætter af kronprins Frederik eller kronprinsesse Mary og et komplet stel fra Den Kongelige Porcelænsfabrik. 

Man kan hurtigt tænke, at barren så er sat utrolig højt, men ifølge Trine Larsen, så er det langt fra alle, der kommer med meget kostbare gaver. For eksempel overrakte Sydslesvigsk Forening, der er foreningen for det danske mindretal i regionen, tre bøger til Kronprinsen fredag inden hans officielle fødselsdag.

Den gave, som Kronprinsen nok vil huske bedst, er dog slet ikke materiel.

En folkelig hyldest

Ligegyldigt hvilke gaver der bliver afsløret de næste uger, så er Trine Larsen sikker på, at den bedste gave for Kronprinsen er den, han delte med 70.000 danskere mandag.

Royal Run skød fødselsdagsfejringen i gang og var Kronprinsens egen idé, men blev til med hjælp fra de tre organisationer Dansk Idrætsforbund, Dansk Atletik Forbund og DGI.

- Kronprinsen havde en lukket reception med organisationerne om bord på Dannebrog i Aarhus, og her sagde Kronprinsen selv, at den største gave var, at løbet var blevet afviklet så godt. Han bad dem gå tilbage til deres mange frivillige og sige, at deres arbejde var fantastisk, siger Trine Larsen.

Den store hjælp fra de mange, der brugte deres fritid på at støtte op om projektet, var en gave i sig selv.

- Det kan ikke gøres op i kroner og øre.

Se listen med de gaver, Kronprinsen har fået, her:

Det har Frederik fået i fødselsdagsgave

Annette Flensburg-maleri

Gaven skal hænge i Aarhus fremover. Foto: Mikkel Berg Pedersen / Ritzau Scanpix
Folketinget og regeringen har givet kronprins Frederik et maleri af kunstneren Annette Flensburg. Det blev afsløret af statsminister Lars Løkke Rasmussen og Folketingets formand Pia Kjærsgaard, da Kronprinsen var i Aarhus onsdag. 

Portræt af Kronprinsen

På Kronprinsens fødselsdag er de, der har fået tildelt Dronningens ærestitler kammerherre og hofjægermester, gået sammen om at få en kunstner til at male et portræt af og til Frederik.  
Billedet er endnu ikke blevet offentliggjort, men det er malet af kunstneren Niels Corfitzen.

Litografi af isbjørn

Billedet blev præsenteret på en reception på Kongeskibet Danneborg. Foto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix
Den grønlandske julemærkeforening er en af Kronprinsens protektioner og gav Kronprinsen en litografi af den anerkendte grønlandske kunstner, Gukki Nuka, der stod bag sidste års julemærke.

Bøger om Sydslesvig

Det danske mindretal i Sydslesvig overrakte deres gave på Amalienborg fredag den 25. maj.
Gaven består af bøgerne 'Konger, Flensborg og Sydslesvigs danske Mindretal', 'Sydslesvigs danske historie' og 'Hver elsker sin farve - hertugdømmerne og H. C. Andersen', der ifølge giveren, Sydslesvigsk Forening, repræsenterer samhørigheden mellem Danmark, kongehuset og Sydslesvig.
 

Litografi fra Aarhus

Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard, overrakte gaven. Foto: Scanpix
Kronprinsen fik en indrammet kopi af en gammel tegning, efter han havde løbet Royal Run i Aarhus. Gaven var fra Aarhus by og er lavet af Århus Stiftstidendes tidligere tegner Mogens Juhl i 1968.
På tegningen ses dronning Margrethe, prins Henrik og en lille kronprins Frederik sammen med den daværende borgmester, Bernhard Jensen.

Havebænke til slotshaven i Fredensborg

Fredensborg Byråd og Fredensborg Handels- og Håndværkerforening har givet Kronprinsen to havebænke - en lille til børnene og en stor til de voksne - til haven på Fredensborg Slot.
Gaven blev overrakt fredag, hvor kommunens borgmester, Thomas Lykke Pedersen, kommunaldirektør Kim Herlev Jørgensen og formand for handelsforeningen Aage Andersen var på Amalienborg.

Royal Run

Fem byer, fem løb, 70.000 mennesker.
DGI, Dansk Idrætsforbund og Dansk Atletik Forbund stod sammen om at arrangere det store løb, som blev afholdt i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København mandag.
Kronprinsen løb en mil i hver by og sluttede i København med en tur på 10 kilometer. Kronprinsesse Mary og børnene - prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine - løb i Odense.