Flere gæster slækkede på den royale etikette

Hvordan er det lige, man nejer eller bukker for Dronningen? Flere gæster til den royale gallamiddag for kronprins Frederik var sandsynligvis i tvivl.

Det danske kongehus er en institution, der bygger på traditioner. Det betyder, at der er en vis etikette - en række uskrevne regler for, hvordan man opfører sig.

Men færdes man ikke normalt i de royale kredse, kan det være svært at vide helt præcis, hvordan de praktiseres - det viste sig ifølge kommentatorerne i TV 2s studie lørdag aften, da dronning Margrethe tog imod de 360 gæster til Kronprinsens 50-årsfødselsdag.

- At man nejer for Dronningen, er en anerkendelse af Kongehuset og Dronningen som øverste myndighed. Derfor vil selv kronprinsesse Mary og prinsesse Marie, noget af den nærmeste familie, neje dybt for deres svigermor som en formalitet. Ligesom at deres mænd, hendes sønner, vil bukke for hende, siger journalist og kongelig kommentator Anna Von Lowzow.

Det var dog kun få, der udførte både nejet og bukket helt korrekt, og det skyldes formentlig, at de fleste bliver overraskede over, hvor udtalt det egentlig skal være, når man hilser på Majestæten.

Kodeordet er dybde

Gæsterne stod i en lang række og blev råbt op, når de kunne gå frem og hilse på Dronningen, fødselaren kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.

Først var det hoffets folk, heriblandt Dronningens fætter, grev Ingolf, og hans kone, grevinde Sussi af Rosenborg. Her var der ingen slinger i valsen, for grevinden satte det ene ben foran det andet og gik meget dybt ned i et buk med rank ryg. Præcis som det skal være.

- Reglerne er faktisk, at man bør neje ret dybt, lød det fra Anna Von Lowzow.

Et let, "almindeligt" nej er nemlig ikke nok, når der er tale om kongelige. Her skal det royale hieraki respekteres, hvilket betyder, at bevægelsen skal være langt mere tydelig, end man umiddelbart tror.

- Hvis man gik til dans, ville man vide det, siger hun til TV 2.

Afstemning

Da rækkerne af gæster nåede til de danske politikere, var den royale hilsen heller ikke nær så tydelig. Flere gik kun meget lidt ned, når de nejede, men gav i stedet et mere traditionelt håndtryk til Majestæten.

Se videoen med flere af de nejende og bukkende gæster øverst i artiklen.  

- Hvis det er første gang, at man møder Dronningen og Kronprinsparret, så er man måske også dødnervøs, hvis man skal ind og neje og gå på pæne høje hæle. Der er nogle, der er lidt mere øvede i det, siger Anna von Lowzow, som da heller ikke mener, at Dronningen havde gjort det nemt for gæsterne.

Grevinde Sussie, grev Ingolfs hustru, bukker sig længere ned end dronning Margrethe med det ene ben foran det andet, hvilket er korrekt.
Grevinde Sussie, grev Ingolfs hustru, bukker sig længere ned end dronning Margrethe med det ene ben foran det andet, hvilket er korrekt. Foto: TV 2
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs kjole er meget vel for smal til, at hun kan bukke sig længere ned, når hun nejer.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs kjole er meget vel for smal til, at hun kan bukke sig længere ned, når hun nejer. Foto: TV 2
Minister for offentlig innovation, Sophie Løhde, går dybt ned i sit buk og har ret ryg, men skulle endnu længere ned, hvis hun skulle følge de kongeliges eksempel.
Minister for offentlig innovation, Sophie Løhde, går dybt ned i sit buk og har ret ryg, men skulle endnu længere ned, hvis hun skulle følge de kongeliges eksempel. Foto: TV 2
Ellen Thrane Nørby bukker sig kun en lille smule ned, idet hun nejer.
Ellen Thrane Nørby bukker sig kun en lille smule ned, idet hun nejer. Foto: TV 2
Grevinde Alexandra af Frederiksborg kender også de kongelig skikke og går meget dybt ned i sit buk.
Grevinde Alexandra af Frederiksborg kender også de kongelig skikke og går meget dybt ned i sit buk. Foto: TV 2
Lars Løkke Rasmussen bukker for Dronningen. De mænd, som var en del af hoffet, bukkede typisk med helt ret ryk og endnu dybere.
Lars Løkke Rasmussen bukker for Dronningen. De mænd, som var en del af hoffet, bukkede typisk med helt ret ryk og endnu dybere. Foto: TV 2

Dronningen gav yderligere forhindringer

Dronning Margrethe tog imod sine gæster i en stol, og dermed skulle de mange kvinder meget længere ned i den i forvejen svære neje-disciplin.

- Og de skal samtidig have øjenkontakt, understregede Anna Von Lowzow.

- Det kan også være svært, når man har meget stramme kjoler på, tilføjede designer Jesper Høvring, som ligeledes sad i panelet.

Det kræver derfor øvelse, hvis den formelle hilsen skal sidde lige i skabet, lyder det fra et enigt panel.

- Det er også tydeligt, at de militære mænd bukker meget dybere end de civile mænd, noterer kongelig kommentator Ulla Terkelsen sig da også.

De militære mænd er skolet i de royale hilsner og bukkede sig da også dybt ned med en helt rank ryg for Dronningen.

Etikette, men ikke krav

Kommentatorerne taler om en "rigtig" måde at neje på, men det er ikke et direkte krav, at ryggen skal stå snorlige og benene bukke sig længere ned, end de måske kan, samtidig med at man hilser og kigger Dronningen i øjnene.

Så selvom Kongehusets medlemmer selv overholder den strikse etikette, der betyder, at alle, der er under Dronningen i rangordnen, skal neje for hende, så er de ikke mere krukkede, end at Kronprinsens fødselsdagsgæster er fritaget.

- Nogle siger også, at de ikke vil neje. Så lad være, tænker jeg. Det er ikke noget stort issue. Men man skal huske, at vi ikke nejer for selve Dronningen. Man nejer for institutionen, siger Anna Vin Lowzow og kalder det både "samlende" og "identitetsskabende" for Danmark at have et kongehus.