Politisk flertal vil tvinge Netflix og HBO til lommerne

16x9
Streamingtjenster kan beskattes, slår EU fast. Foto: Mike Blake / Scanpix Denmark

Streamingtjenester kan beskattes, fastslår EU-afgørelse. Derfor bør Danmark opkræve betaling, lyder det.

Med en ny EU-afgørelse i hånden lægger et flertal uden om regeringen nu massivt pres på kulturminister Mette Bock (LA) i de aktuelle medieforhandlinger. Det skriver Politiken.

Ministeren har tidligere afvist at indføre en ny afgift på streamingtjenester i en ny medieaftale. Hun mener, at udfordringerne med Netflix og andre internationale giganter skal løses i en international sammenhæng.

Flertal for at indføre afgift

I sidste uge fastslog EU-Domstolen imidlertid, at det er lovligt at opkræve et bidrag fra streamingtjenester som Netflix og HBO.

- Regeringen skal se at komme ud af starthullerne i forhold til at få forberedt en dansk lovgivning på området, siger Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen, til Politiken.

Også DF og SF har klart meddelt, at de ønsker, at streamingtjenester skal bidrage til dansk film, og dermed er der flertal for at indføre en afgift.

- Vi har siden 2014 sagt, at man skulle tvinge dem til at betale. Nu er der flertal for det, og vi vil fortsat forsøge at få det igennem i forbindelse med medieforhandlingerne. Der er ingen tvivl om, at EU-afgørelsen hjælper os, siger DF's kulturordfører, Alex Ahrendtsen.

Indgår ikke i medieudspil

SF har "meget svært" ved at se et medieforlig uden en ny afgift på dette område.

- For os er det vigtigste til medieforhandlingerne, at når de store internationale spillere som Netflix, Google og Facebook kommer og suger penge ud af markedet i Danmark, skal de også bidrage, siger Jacob Mark, medieordfører, til Politiken.

EU-afgørelsen får dog ikke ministeren til at ændre holdning.

- Forslaget om at pålægge streamingtjenester en bidragspligt indgår ikke i regeringens medieudspil, skriver kulturminister Mette Bock i en mail til Politiken.

/ritzau/