Kronprinsen har problemer med ryggen før Royal Run: - Forvent ikke rekorder

Mandag skal kronprins Frederik løbe Royal Run i fem danske byer. For ham kommer det dog ikke til at handle om at løbe i gode tider, siger han.

Mandag skal næsten 70.000 danskere løbe enten 1,6 eller 10 kilometer, når fejringen af kronprins Frederiks 50-årsfødselsdag for alvor bliver skudt i gang med Royal Run.

I løbet af dagen skal Kronprinsen løbe en såkaldt britisk mil, som svarer til lidt mere en 1,6 kilometer, i både Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Odense, inden han slutter dagen af med at løbe 10 kilometer i København.

Søndag fortæller Kronprinsen i en video, som kongehuset har offentliggjort på Facebook, at han glæder sig til mandagens løb.

- I snart et år har jeg set frem til denne dag, siger han i videoen.

Hans Kongelige Højhed Kronprinsen

Hans Kongelige Højhed Kronprinsen glæder sig til Royal Run i morgen, og her dagen før har Kronprinsen en besked. Video: Kongehuset ©

Posted by Det danske kongehus on Sunday, May 20, 2018

Ikke ny rekord

Den løbeglade snart 50-årige understreger dog, at han ikke er i topform for øjeblikket.

Royal Run

Hvem: I anledning af sin 50-årsfødselsdag inviterer kronprins Frederik alle danskere med til 'Royal Run' sammen med Dansk Atletik Forbund, DGI, DIF og 'Bevæg dig for livet'.

Hvad: Løbet er for alle danskere uanset løbeerfaring. Man kan vælge at gå eller løbe med på en af de to distancer: 'One Mile' (1,609 km) eller 10 km.

Hvor: Løbet foregår i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København. Der er forskellige starttidspunkter for hver by, og Kronprinsen løber med i alle byer. 

Hvornår: 'Royal Run' foregår den 21. maj 2018. Du kan følge løbet live på TV 2 og TV 2 PLAY.

- Jeg har døjet med nogle rygproblemer i den seneste tid, som gør, at jeg ikke kan løbe, som jeg gerne ville.  

Derfor skal vi ikke forvente at se rekordtider fra ham, når han binder løbeskoene i de fem byer landet over.

- Der bliver ikke tale om de helt store rekorder fra min side, men jeg stiller til start i samtlige byer, og jeg glæder mig til at se alle derude, siger han i videoen.

Mary skal også løbe

Søndag rundede Royal Run 69.000 tilmeldte, oplyser Royal Run til TV 2.

Det er dog ikke kun kronprins Frederik og de tilmeldte løbere, der trækker i motionstøjet 2. pinsedag.

Også kronprinsesse Mary vil deltage i Royal Run, hvor hun skal løbe den lange distance på 10 kilometer.

Det bliver dog ikke i København sammen med Kronprinsen, men derimod i Odense. Om hun ender med en bedre tid end sin ægtefælle, må tiden vise.

Følg Royal Run på TV 2 eller TV 2 PLAY mandag den 21. maj.

TV 2 er mediepartner på Royal Run.